En hvilken som helst regering kan tvinges i knæ, hvis det folkelige pres er stort nok

Af Silas Ørting

Tale for Arbejderpartiet Kommunisterne på Den røde Plads i Fælledparken, København

Der er 3 hovedproblemer i Danmark i dag. Det er krigene, det er krisen og det er den racistiske politik.

I mange år har fremmedhad og racisme været dagligdag i dansk politik. År efter år er retorikken blevet skærpet, og grænserne for hvad Hr og Fru Danmark accepterer er flyttet. I mere end 10 år har medier og politikere konstant gentaget parolen: “Det er de fremmedes skyld”.

Hver eneste overskrift og hver eneste udtalelse har banet vejen for den næste. Hetzen har først og fremmest været rettet mod muslimer. Og det har været effektivt. Så effektivt at vi ser dele af venstrefløjen og fascister i fælles kamp mod Hitzbut Tahrir.

Men racismen er ikke kræsen, hetzen kan ramme alle der er fremmede. Sidste sommer blev en gruppe romaer smidt ud af landet. Deres forbrydelse var at være fattige og sove i telt på fælleden. Et halvt år senere blev udvisningen trukket tilbage, da myndighederne opdagede at romaerne ikke havde gjort noget ulovligt. I stedet for undskyldning og erstatning for den rådne behandling slår Søren Pind og Lars Barfod fast, at de vil bekæmpe romaer med nye love og mere politi. Det er en holdning der bla. bliver delt i Ungarn, hvor fascistiske militser marcherer med den samme dagsorden.

Den racistiske politik er en afledning. Den skal sprede had blandt folk og få dem til at bekæmpe hinanden. Målet er at splitte befolkningen.
Det er nødvendigt med en fuldstændig afvisning af racismen. De har ikke (engang) lidt ret når de siger “det er de fremmedes skyld”. Det er ikke andet end en løgn der skal skjule deres eget ansvar for samfundets problemer.

Næsten lige så længe fremmedhadet har domineret, har Danmark været i krig.
Det er snart 10 år siden Afghanistan blev invaderet. Danske tropper var med fra starten. De var med da vi skulle hævne 9/11 og fange Bin Laden. De var med da afghanerne skulle have demokrati og kvinderettigheder. Og de er med i dag, hvor det er terrorbekæmpelse der er missionen.

Det tydligste resultat af de 10 års krig er død og ødelæggelse. Men det ikke det eneste resultat. Krigen i Afghanistan har medført en militarisering af dansk udenrigspolitik. At løse problemer uden våben bliver mere og mere umuligt i Folketinget. Hvilket parti er i mod at skyde pirater i Somalia? Hvilket parti var imod krigen i Libyen? Intet. Fra højre til venstre er militær magt en central del af udenrigspolitikken.

Krigen i Libyen er lidt anderledes end krigen i Afghanistan. Den er startet som en humanitær krig. NATOs mission med at bombe landet er at bringe demokrati. Men kig på Irak og det demokrati der er blevet bragt til landet. Det er en katastrofe, styret af et brutalt koloniregime. En katastrofe Danmark har en stor andel i, men aldrig er stået til regnskab for.

Den egentlige årsag til angrebet på Libyen er kontrol. Dels er det en kamp mellem USA og EU på den ene side, og Kina på den anden, om at sikre vigtige strategiske ressourcer. Dels er det et forsøg på at kontrollere det arabiske oprør der er fejet hen over Nordafrika. Et oprør der har rystet imperialismen, og tændt et lille håb i os andre.

Oprøret startede i januar i Tunesien, men har ulmet længe. I starten af 2008, før børskrak og subprime skandaler, tvang voldsomme prisstigninger hundredetusinder på gaden, fra verdens fattige lød kravet om brød. I Egypten krævede de sultne masser at det korrupte Mubarak regime gik af. Dengang lykkedes det regimet at ride stormen af. Men 3 års krise senere blev folkets krav for stærkt.

På trods af de umiddelbare sejre i Tunesien og Egypten er kampen langtfra slut. Resterne af de gamle regimer sidder stadig på magten, og i begge lande har politiet genoptaget volden og torturen. Det sidste de har brug for er en NATO koloni som nabo. Den bedste støtte vi kan give de arabiske folk, er at få trukket de danske fly hjem hurtigst muligt.

De 3 års krise har også ramt Europa hårdt. Flere lande er dybt forgældede. Og alle steder vokser arbejdsløsheden. Herhjemme er det også tydeligt. I starten af krisen var det især produktion og byggeri der var hårdt ramt. Men nu forsvinder også de vidensarbejdspladser vi eftersigende skulle leve af.

I hele EU har svaret på krisen været nedskæringer på alle områder. Og med Europagten er det helt sikkert at den politik vil fortsætte. Pagtens formål er dels at styrke EU-parlamentets magt over de enkelte lande, dels at være et værktøj til at gennemtvinge nedskæringspolitikken. Pagten har bred i opbakning i folketinget, og er ligeså gyldig under Helle som under Lars.

Regeringens 2020-plan er et skræmmende eksempel på hvad der venter. Der bliver skåret hårdt i efterløn, pension og SU. Det er ægte kapitalistisk krisepolitik.

Krisen bliver brugt til at intensivere afviklingen af velfærdssystemet. Flere og flere områder vil blive udliciteret og privatiseret efter samme model som Post Danmark og det offentlige transport system. En model der garanterer 2 ting. Dårligere service og højere priser. Idealet er et fuldstændigt privatiseret samfund hvor alt fra fødselsgang til plejehjem er underlagt markedskræfternes krav om profit.

At VKO har holdt sig på magten i 10 år er mærkeligt. Udover racisme, krig og nedskæringer har deres eneste bedrifter været personlige skandaler. Men alternativet er det samme. Uanset om Helle eller Lars er statsminister efter næste valg, vil krigs- og nedskæringspolitikken fortsætte.
Spørgsmålet er “hvad gør vi så”?

Vi lader os inspirere af det arabiske oprør. I stedet for at finde os i det, siger vi fra. I stedet for at spørge, kræver vi. I stedet for at vente, handler vi. En hvilken som helst regering kan tvinges i knæ, hvis det folkelige pres er stort nok. Det er læren fra Tunesien og Egypten, som vi må tage til os.

For et socialistisk Danmark i en socialistisk verden.

God 1 maj.

Netavisen 1. maj 2011