Valgkamp fra mørket

Kommunistisk Politik 9, 2011

Valgkampen har længe været i gang. VKO er trængt og har taget hele arsenalet af mere eller mindre beskidte metoder i brug. Til gengæld vejrer S/SF morgenluft og ministerposter.

Nu ventes der på, at den parlamentariske opposition fremlægger deres alternativ til regeringens uhyrlige ”2020-plan”, der skal tvinge folk til at arbejde længere livet igennem og vil slagte 100.000 arbejdspladser i det offentlige sammen med andre grove nedskæringer.

S og SF vil imødegå VK-propagandaen om den nuværende regerings økonomiske ansvarlighed, som den anser som sin stærkeste valgtrumf i kampen om stemmerne.

Og det selvom VKOs  glade nyliberale politik har ført landet ud i den største krise siden 30’erne – uden at regeringen og dens statsministre Fogh og Løkke Rasmussen eller de andre havde den ringeste ide om, hvad var på vej.

Dens politik foregår i blinde og med en eneste ledetråd: at Overdanmark skal feste videre og den brede befolkning betale regningen. Ikke mindst derfor er VKO blevet dogmatiske anvendere af EU’s økonomiske direktiver og den nye europagt.

Men der er ingen grund til at sætter forventningerne til Thorning-Schmidts S, Søvndals SF eller for den sags skyld Vestagers ’radikale’ særlig højt. De er også EU og europagt-glade, den ene mere end den anden, og vil højst dosere lidt alternativ nyliberal medicin, så som ’arbejd mere’ for at få det kapitalistiske Danmark helskindet gennem krisen.

De værste angreb, der er gennemført vedtaget af det siddende VKO flertal, vil heller ikke forsvinde af sig selv, selvom flertallet skulle skifte efter det kommende valg, der nu senest er et halvt år væk. Danskerne vil i stedet få ’det bedste’ fra både VKO og S/SF/R.

Hvad der virkelig ventes på er ikke en mere eller mindre luftig gang politisk plat økonomi, men en valgdato. Og mens der ventes skues der dybt i de ugentlige meningsmålinger. Ikke mindre end 7 virksomheder tager nu pulsen på nationen, og ethvert støre medie og nyhedsbureau har deres eget foretrukne institut.

Også de professionelle lobbyister og politiske meningsdannere ved, at meningsmålinger er gode historier. F.eks. har det liberalistiske meningsfirma Cepos entreret med Norstat. Ingen af disse målingsinstitutter bryder sig om at blive kikket efter i metoder eller svarprocenter, og det med god grund. De har nemlig et større pålidelighedsproblem, idet det er meget få af dem, der bliver ringet op af målingsfirmaerne, der faktisk ønsker at svare.

På samme vis bryder ingen af de politiske aktører sig om at blive kigget efter i sømmene. Herhjemme er politikerne nemlig enige om, at de økonomiske interesser og antallet af betalte lobbyister og spindoktorer er aldeles uden interesse for vælgerne. Her skal golfvennerne fra Dubai og medlemmerne af den lokale VL-gruppe ikke peges ud. Pengemændene ønsker diskretion, af ren og skær høflighed naturligvis.

Selvom der findes regler for at partierne skal oplyse noget om bidragydere, og EU roser sig for at sikre ’gennemsigtighed’ omkring finansieringen, er der rigtig mange måder at tilsløre, hvilke kapitalgrupper, de er i lommen på. Det gør det svært at dokumentere at Saxo Bank finansierer Liberal Alliances ideologiske offensiv for brølende nyliberalisme, eller Mærks MacKinney Møllers udslagsgivende aktieposter i indtil flere regeringer.

I Danmark hersker der den udbredte selvtilfredse selvforståelse, at der ikke findes hverken korruption eller nepotisme. Så hvorfor lovgive yderligere og sikre en reel og skrap kontrol med et fænomen, der så absolut hidhører under fremmede himmelstrøg?

Stort set samtlige regeringspartier i de fleste store og mange mindre EU-lande er – i regelen post festum – blevet afsløret i at bedrage og fuske med valgmidler. Tyskland, Frankrig, Berlusconis Italien, selvfølgelig. Listen er stor, og rummer også en del domfældelser.

Der er ikke den fjerneste grund til at tro på en særlig dansk dydighed, selvom de danske politiske partier premierer sig selv kontant med store pengegaver fra statskassen i forhold til antallet af stemmer, de scorer ved valgene.

Men disse illusioner om det særlige danske politisk systemet er jo blot et selvbedrag af de mere triste, alle ved jo godt, at landet er i lommen på en ganske lille gruppe milliardærer, og at de flinke ministre får sig et godt job i bestyrelser, når tiden i regeringen er overstået. Sådan er systemet.

Der er blot ingen, der vil se kendsgerningerne udstillet, så hellere kokettere med, at valgbudgettet er en ’forretningshemmelighed’, som SF fortalte, da de skulle begrunde, hvorfor de ikke bare åbnede deres regnskaber, hvis de nu virkelig mente det med åbenhed og gennemsigtighed.

Nu er det  jo ikke sådan, at partierne er helt afsondrede fra vælgerne –  blot at i stedet for ærlighed og gennemskuelighed, tilbyder de facebook-venskab og sniksnak.

Enkelte partier har endda udvidet brugen af de sociale medier, så vennerne kan vinde en konkurrence ved at deltage i debatter på hjemmesider. Præmien er den lokale kandidats gode middagsselskab – Skål og Bon appetit!

Valgkampen 2012 kører derudaf!

Netavisen 7. maj 2011