Radioaktive Arme-Ben


Indspark fra DKU
Kommunistisk Politik 8,2011

På danske byggepladser har brugen af underentreprenører og underunderentreprenører og underunderunder… i mange år været et problem. Det skaber kaos på pladsen og undergraver løn- og arbejdsforhold. Resultatet er flere ulykker og mere byggesjusk. Det er ikke et smart system, medmindre man er hovedentreprenør.

I sin mest ekstreme form er underentreprenørerne det man kalder arme-ben-firmaer, der egentlig bare er en almindelig byggearbejder, der er momsregistreret og har fået cvr-nr. På den måde kommer man uden om fagforeninger og overenskomster og kan i praksis ignorere arbejdsmiljøloven.

Ved de sidste overenskomstforhandlinger på byggeområdet forsøgte man at få kædeansvar skrevet ind i overenskomsten. Ideen, der er god, handler om, at bygherre og hovedentreprenør er ansvarlige for det, der foregår på pladsen, også det, underentreprenører laver.

Det kom ikke igennem, nok mest fordi det vil være for irriterende for de store entreprenører. Underentreprenører, eller contractors, som de hedder i den store verden, er et meget effektivt middel til at fralægge sig ansvar for ulovlige handlinger og gøre enhver form for regulering og kontrol af arbejdsforhold umulig.

På kernekraftværkerne i Japan har de et tilsvarende system. Arbejdet på kernekraftværker kan deles i to portioner. Den ene kræver en høj grad af specialisering, den anden kræver god fysik. Den første portion har virksomheder som TEPCO, der ejer Fukushima Daichi, medarbejdere ansat til; den anden bruger de underentreprenører til.

Carlos Latuff: Jaqpansk atomkatastrofe
Klik og forstør

En ’sjov’ effekt af det, er at de, der har det farligste arbejde, har den dårligste uddannelse og det dårligste sikkerhedsudstyr. Men sådan er det vist alle steder.

New York Times har snakket med nogle af de arbejdere, der udfører underentreprenør-arbejdet. Deres historier er en kernekraftudgave af dårlige arbejdsforhold, som vi kender dem fra hele verden.

En forklarer om grænsen for stråling:
“Din første prioritet er at undgå at bryde den. […] Når man når grænsen, er der ikke mere arbejde.” En grænse, der før katastrofen var på 50 mSv/år, men nu er femdoblet til 250 mSv/år. ’Internationale eksperter’ kan dog berolige med, at det kun øger risikoen for kræft med 1%. Knap så internationale eksperter understreger, at vi har en begrænset forståelse for radioaktivstrålings virkning på omgivelserne, især når det gælder langtidseffekten.

Opsplitningen i specialiserede fastansatte og uuddannede kontraktarbejdere har præget den japanske kernekraftsektor i lang tid. Fra starten af 80’erne til i dag har der været jævnlige afsløringer og skandaler, der har illustreret, hvor udbredt og farligt det er.

Der er et omfattende materiale om arbejdsforholdene i den japanske kernekraftindustri tilgængeligt på nettet. På trods af det formår Politiken at strikke en historie sammen under overskriften “Dagsløn 25.000 kr.: Atomselskab betaler kassen for verdens farligste job.”

I artiklen fortsætter gossip-tilgangen til tragedien: “Den fede løn tilkommer dem, som vil vove sig faretruende tæt på området med koncentrerede mængder radioaktiv stråling.”

Det kunne være reklamen for det næste reality-game-show.

Netavisen 18. april 2011