FN’s sikkerhedsråd udløser krig mod Libyen; Danmark går med

Opdateret 18. marts 2011

FNs sikkerhedsråd vedtog sent torsdag den 17. marts 2011 en resolution som giver grønt lys til oprettelse af en No fly-zone over Libyen. FN griber dermed for første gang direkte ind til støtte for den ene side i en borgerkrig.

Vedtagelsen vil hurtigt udløse luftbombardementer af libyske fly og militære installationer, indbefattet luftangreb på de libyske landstyrker, der er i gang med en større offensiv mod den vestligt støttede oprørshær.

Resolutionen  tillader anvendelse af alle midler for at stoppe Gadaffi – i luften, til havs og til lands – med undtagelse af indsættelse af landtropper.

10 medlemmer af sikkerhedsrådet stemte for, 5 undlod at stemme. Ingen stemte imod, ingen nedlagde veto. De tre permanente medlemmer USA, UK og Frankrig har været overordentlig aktive i at forberede en krig mod Libyen og Gadaffi og stod bag resolutionen, som fik støtte af syv ikke-permanente medlemmer: Bosnien-Herzegovina. Colombia, Gabon, Libanon, Nigeria, Portugal og Sydafrika.

Kina og Rusland er de øvrige permanente medlemmer med vetoret, som de ikke brugte. Brasilien, Indien og Tyskland undlod også at stemme.

Resolutionen er en grundlæggende krænkelse af FNs eget charter.

NATÓs generalsekretær Anders Fogh Rasmussen glæder sig over sin første nye krig siden hans udnævnelse. Han pressede til det sidste på for en hurtig vedtagelse af krigen i Sikkerhedsråder. Om krigen formelt vil foregå i NATO-regi, står endnu uklart. Vigtige NATO-lande som Tyskland og Tyrkiet er imod den militære aktion. Reelt får NATO en hovedrolle.

Amerikanske, britiske og franske militærfly er klar til at indlede et militært angreb få timer efter vedtagelsen i FN. NATO sætter sit tunge maskineri i bevægelse. Krigen er allerede i gang.

I løbet af fredagen forventes tilslutning fra et stort flertal i det danske folketing. Fire krigsfly er klar til at bombardere et arabisk land. Regeringen meddelte torsdag, at hvis FN ikke gav grønt lys for krigen, ville den indgå i en ‘alternativ koalition’. Og S/SF meldte sig parate, også til det.

I sidste ende var FN-resolutionen altså simpelthen et figenblad. Den militære aktion ville under alle omstændigheder blive gennemført med Barack Obama, Sarkozy og Cameron i spidsen. Der er ingen tvivl om at Lars Løkkes besøg i Det hvide Hus, hvor han bastant erklærede, at ‘Danmark var i front mod Gadaffi’, var et tilsagn om dansk deltagelse i en ny amerikansk ledt ‘koalition af villige’.

Angrebene vil i første omgang især blive sat ind om Benghazi, oprørets hovedbastion, som umiddelbart er truet af Gadaffi-styrkernes offensiv, men vil blive udvidet til hele landet, og omfatte forsøg på at slå Gadaffi  selv ihjel.

Ødelæggelserne og tabene af menneskeliv – indbefattet civile libyere – kan ikke undgå at blive omfattende. Der er ingen som helst garanti for en hurtig afslutning af borgerkrigen, eller en sejr til oprørerne. Oprørerne og Vesten har afvist alle forhandlingsløsninger og forslag til mægling, som er fremlagt bl.a. fra Latinamerika og Afrika.

Tyskland støttede ikke en militær løsning eller en No fly-zone. Op til afstemningen sagde udenrigsministeren Guido Westerwelle:

Militær intervention er at tage del i en borgerkrig, der kan fortsætte i lang tid. Tyskland har et nært venskab med vores europæiske partnere. Men vi vil ikke deltage i nogen form for militæroperation og jeg vil ikke sende tyske tropper til Libyen.”

Libyen truer med at gengælde et udenlandsk militærangreb ved at ramme angriberne også uden for Libyen.

Krigen skal sikre USA’s, EU’s og ikke mindst de gamle kolonimagter Frankrig og UKs interesser. Ikke mindst olieinteresserne. De ønsker et medgørligt regime til erstatning af den temmelig uberegnelige diktator, som de ellers har udviklet tætte forbindelser med i det sidste årti og har haft som solid støtte i ’krigen mod terror’.

Det imperialistiske angreb  på Libyen kommer samtidig med at en koalition af reaktionære arabiske Golf-stater med Saudiarabien i spidsen er gået sammen om at knuse folkeopstanden i Bahrain. Nogle af disse forventes også med i angrebet på Libyen. Der tales om De Forende Arabiske Emirater og Qatar, der er hjemsted for Al Jazeera.

I det libyske oprør findes både islamistiske kræfter og pro-imperialistiske kræfter, der er i lommen på Vesten, og som har råbt højt på flyforbud og vestlig intervention. Der findes også kræfter, der konsekvent har afvist udenlandsk indblanding og militæraktioner, og vil sætte sig til modstand mod NATOs og Vestens krig. Disse befinder sig nu i en overordentlig vanskelig situation.
Den kommende tid vil vise, hvem der er hvad.

Det militære angreb på Libyen er det hidtil største reaktionære angreb på de arabiske folkerevolutioner, som Vesten aldrig har støttet og arbejder for at få inddæmmet og knust med alle midler, også borgerkrig, intervention og angrebskrig. Deres forestillinger om ’demokrati’ ser til forveksling ud som en Karzai eller en Maliki.

Erfaringerne med No-fly-zoner f.eks. i Irak har også vist, at de trods en begrænset målsætning i starten er blevet efterfulgt af eskaltion og besættelse.

De arabiske folkemasser, der kræver diktatorernes fald, demokrati og social fremgang, vil forstå, at revolutionerne også må vende sig mod imperialisterne og de gamle kolonimagter, der aldrig har opgivet drømmen om at beherske Nordafrika og Mellemøsten med deres olierigdomme.

Læs også udtalelsen fra Stop Terrorkrigen

Stop det krigsgale folketing

Dokumentation:
Sikkerhedsrådets resolution 1973/2011 (engelsk)

Netavisen 17. marts 2011