… denne rose er partisanens der faldt for frihed og for fred


Indspark fra DKU
Kommunistisk Politik 5,2011

Lørdag (26.2) tog vi afsked med en aktivist-partisan og kammerat. Til lyden af Bella Ciao trillede rustvognen afsted mod krematoriet, og den skæbne der venter alle.

Kampen mod undertrykkelse, for frihed, selvstændighed og socialisme er blevet fulgt af mange sange og fortællinger. Døden er ofte et vigtigt emne. Det er ikke så mærkeligt. Når folk gør oprør, sker det ikke uden grund. Døden er meget nærværende for et undertrykt folk. Nogle gange som sult, andre gange som præcisionsbomber.

Kunst afspejler den verden den bliver skabt i. Revolutionær kunst er både et spejl og et vindue. Den viser den brutale virkelighed og prøver at give et glimt af en bedre fremtid.

Det er derfor børnene ser en dejlig blomst, hvor partisanen faldt.

Mange mennesker er allerede døde i 2011 i kampen mod undertrykkelse. Det er mærkeligt. Selvom vi får præsenteret oprør og revolution på samme måde som talentshows og sportsturneringer, er det muligt at pakke det ud af plastemballagen og se de rigtige levende mennesker. Mennesker der dør når de taber, og for hvem det hårde arbejde begynder, når de har vundet. Det vores arabiske brødre og søstre har sat gang i, er ikke “Finalen”. Det er en proces hvor de vil ændre deres land og deres liv, en proces hvor hver dag er en finale.

At se tv om Libyen er fandeme mærkeligt. Det er som om det er en stor kage, det gælder om at hapse, før de andre svin kommer først. Og samtidigt siger kirsebærret på toppen, at det ikke vil dele.

Der bliver ikke brugt meget tid på historien om, at kagen måske slet ikke er en kage, og slet ikke har lyst til at være en snack for den amerikanske, europæiske eller asiatiske imperialisme. Der bliver til gengæld brugt mange kræfter på at fremstille problemerne i den arabiske verden som et resultat af enevældige tosser.
Men meget få kræfter på spørgsmålet om,  hvor de enevældige tosser får deres magt fra. Når nu Gaddafi er så ond, og har været det længe, hvorfor har man så en aftale om at læsse ‘illegale’ immigranter af i Libyen?

Ca. 4500 km syd-øst for Gadaffi (ca. samme afstand som fra København til Kabul) ligger Somalia. Et land der igennem mange år er blevet hærget af imperialistiske stormagter, grådige nabolande og borgerkrig. At læse f.eks Læger uden Grænsers rapporter fra landet er meget trist.

Nøden har gjort pirateri til en måde at leve på. Og det har tiltrukket opmærksomhed fra verdens store søfartsnationer – bl.a. Danmark. Derfor har vi nu skibet Esben Snare, til at deltage i jagten på en dansk familie, der er blevet kapret under deres jordomsejling. Tænk engang, hvad der kan komme ud af en amerikansk intervention – om 10 år måske også i Middelhavet.

Ligesom så mange andre lande på det afrikanske kontinent, så er Somalias og Libyens historie tæt forbundet med den europæiske og amerikanske imperialisme.
Frihed er i den sammenhæng først og fremmest løsrivelse fra gamle og nye kolonimagter, og fra deres indfødte forvaltere.

Netavisen 10. marts 2011