Arabiske opstande: Reformer og kontante kongelige gaver

Over hele Marokko protesteredes der den 20. februar 2011 Monarkierne i de arabiske lande er under hårdt pres fra de folkelige opstande og protester, som foreløbig har væltet diktatoriske militærregimer i Tunesien og Ægypten.

De mere eller mindre enevældige royale diktaturer udgør alle steder uanset deres form hovedbastioner for den arabiske reaktion. De er alle i nær alliance med USA og de øvrige imperialistmagter, som har været med til at etablere og sikre monarkiernes overlevelse indtil nu.

Kongen af Bahrain under pres

Kongehusene er en del af det 20. århundredes imperialistiske nyordning af Mellemøsten. De har ikke bestået i århundreder og har nu fået travlt med at ’reformere sig’ – eller bestikke sig – til deres ikke så trofaste undersåtters accept.

Det yngste monarki er Bahrains, hvor den hidtidige emir så sent som i 2002 salvede sig selv som konge. Her ligger basen for den amerikanske 5. flåde.

Dette korrupte monarki er også tæt allieret med Saudiarabien, det traditionelle hovedcenter for  politisk og religiøs reaktion i de arabiske lande. De omfattende protester har afsløret en dyb folkelig utilfredshed med den royale elite. Efter de brutale massakrer på fredelige demonstranter har kongen tilbudt ’dialog’ med demonstranterne. Angiveligt er der løsladt 250 politiske fanger, hvoraf de 23 skulle være fængslet for kritik af kongefamilien.

Det har imidlertid ikke fået oppositionen til at gå hjem. Titusinder af demonstranter har været på gaden i de seneste dage. Kong Hamad bin Isa Al Khalifa drog onsdag på besøg i Saudiarabien for at søge støtte. De demonstrerende har sat en frist til torsdag den 24. februar til at kongen træder tilbage.

Sker det ikke vil bahrainerne gennemføre en generalstrejke og fortsætte og udvide massedemonstrationerne, der har forenet folket bredt.

Guld fra den saudiske skattekiste

Saudiarabien, det trediestørste arabiske land,  er en ekstremt vigtig allieret for USA, ikke mindst i dets krige i Mellemøsten og Asien. Det saudiarabiske kongedømme blev grundlagt i 1932 af Ibn Saud, hvis sønner med forskellige koner har været skiftende konger siden hans død i 1953.

Den saudiske kongefamilje kontrollerer landets enorme olierigdomme og fungerer samtidig – ikke mindst som social beskyttelsesforanstaltning – som centrum for den mest reaktionære udgave af fundamentalistisk islam,wahabismen.

Borger- og menneskerettigheder er et ukendt begreb i det feudale, enevældige kongedømme med de mange amerikanske militærbaser, der ikke kender til (legale) politiske partier overhovedet.

Under indtryk af revolterne i andre arabiske lande, ikke mindst i nabolandet Bahrain, har den saudiske enehersker Kong Abdullah valgt at supplere sin brutale undertrykkelse af al opposition med massiv bestikkelse. En gaveregn på 190 milliarder kroner fra kongens eget guldkammer skal dæmpe undersåtternes trang til oprør – uden politiske reformer.

Blandt andet statsansatte får en lønstigning på 15 pct. og de unge, som massivt har været på barrikaderne i andre arabiske lande, nyder godt af særlig betænksomhed – f.eks. vil unge arbejdsløse og studerende, der vil læse i udlandet få en pose penge af kongen. Desuden vil mange unge få penge til at kompensere for stigende fødevare- og boligpriser.

Kong Abdullahs holdning til de arabiske folkerevolutioner fremgår af, at han gav asyl til den flygtende enehersker af Tunesien Ben Ali,  hvis forhadte parti indtil hans fald var medlem af det socialdemokratiske Socialistisk Internationale. I kraft af den massive undertrykkelse og religiøse obskurantisme regnes Saudiarabien som imperialismens og reaktionens sikreste og mest stabile bastion i Mellemøsten.

Marokko: Oplyst enevælde og ulovlig besættelse

Protestbølgen er også nået til det østligste arabiske monarki i Marokko, der traditionelt er anset som et stabilt pro-imperialistisk land. Den første massedemonstration fandt sted den 20. februar, og  krævede bl.a. kraftige begrænsninger af kongemagten. Der blev afholdt protestmarcher i 53 byer, organiseret af Bevægelsen for Forandring af 20. Januar. Regeringen sagde at 37.000 deltog, arrangørerne siger 300.000.

Marokko betegnes ofte som et konstitutionelt og parlamentarisk monarki. Der eksisterer et parlament og ikke mindre end 31 registrerede politiske partier, hvoraf de fleste boykottede protesterne. Problemet er bare, at de ikke har nogen magt, for den tilhører den alawittiske konge, der både er statsoverhoved, militær øverstbefalende og ’de troendes kommandant’.  Alawitterne er en muslimsk mindretalssekt.

Den reelle magt i dette ’oplyste monarki’, som det venlig kaldes i de vestlige medier, ligger hos ’reformkongen’ Muhammed VI, der lod en ’centrum-venstre’-regering fra oppositionen komme til efter et valg i 1998, der ikke ændrede noget.

Via Democrática og kravet om reel  forandring

Et af de marokkanske partier Via Democrática, med gode forbindelser til Den Internationale Konference af Marxister-Leninister, vender sig åbent mod den illegale marokkanske besættelse af Vestsahara. I begyndelsen af februar udsendte det et program for udviklingen af protestbevægelsen i Marokko. Det hedder i erklæringen blandt andet at

”Marokko er ikke immun over for, hvad der sker i Tunesien, Ægypten og andre arabiske lande. Det deler med disse de samme årsager og omstændigheder, der affødte de folkelige opstande i disse lande. Marokko lever under et politisk tyranni, et enevældigt autokrati, som fremmer og er afhængigt af kapitalismens nyliberale projekt. Et mindretal med kongefamilien i spidsen har monopoliseret den politiske magt og har sat sig på landets rigdomme, hvad der har resulteret i stor armod, arbejdsløshed, fattigdom og marginalisering af de underste sociale klasser, størstedelen af befolkningen.”

Via Democática afviser en reformproces, som vil bevare de magtstrukturer som understøtter regimet og kræver bl.a. opløsning af den royale statsstruktur (Makhzen) og

”Etableringen af en ny demokratisk forfatning udarbejdet af en forfatningsgivende forsamling, der er demokratisk valgt, og udtrykker den folkelige vilje og f suverænitet, med en klar sondring mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt, og adskillelse mellem religion og stat.”

Det haster ifølge det revolutionære parti med ”en radikal forandring gennem organiseret masse kamp for frigørelse, demokrati og socialisme, der bryder med de metoder til obskurantisme, falsk konsensus” o.s.v., der i realiteten fører til fastholdelse af oligarkiet og dets privilegier.

Muhammed VI erklærede dagen efter de store protester søndag, at han “snart” vil offentliggøre “dybe” reformer. Dette løfte kom efter at fem mennesker blev dræbt under demonstrationerne søndag. Han præsenterede sit nye Økonomiske og Sociale Råd i Casablanca, der skal rådgive om økonomisk og social politik og rummer repræsentanter fra fagforeninger, arbejdsgiverne og politiske partier.

Vestsahara: Ulovligt besættelse, ulovligt fiskeri

USA og det imperialistiske EU har altid opretholdt gode forbindelser med de reaktionære og diktatoriske arabiske regimer og forsynet dem med våben.
I forhold til Marokko, der har besat Vestsahara og gennemfører stadige massakrer og angreb på sahrawierne, tilsidesætter EU systematisk FN-resolutionerne, der anerkender Vestsaharas ret til uafhængighed.

For et par dage siden har EU-landene fornyet den gamle fiskeriaftale med Marokko for et år. Danmark og Sverige stemte imod.

Lederen af Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisario-Fronten har bedt FN om at gribe ind over for EU og Marokko. Mohamed Abdelaziz påpeger, at ”det at EU-fartøjer udnytter Vestsaharas fiskeressourcer, strider mod folkeretten, herunder international menneskerettighedslov” og strider mod FNs egne vedtagelser.

Udsigterne til at FNs beslutninger om Vestsahara eller Palæstina bliver respekteret af imperialistmagterne er forsvindende ringe.

 Håbet om forandring ligger i den revolutionære folkelige kamp i Marokko og regionen.

Se også

Om  Sahara og den marokkanske regerings kriminelle undertrykkelse
IKMLPO november 2010

Fra Afghanistan til Bahrain og Libyen: Bomber, storkors og demokratisk hykleri
Netavisen 22.02.2011

Netavisen 24. februar 2011