Hvem er Gaddafi?

Opstanden mod eneherskeren Muammar Gaddafi og hans regime er blevet stærkere og mere intenst gennem de sidste dage, efter at en søn af den libyske leder erklærede, at regimet ville forsvare sig til sidste blodsdråbe og at situationen kunne udløse en borgerkrig.

Revolten i Libyen er ikke helt uvelkommen for USA og NATO, som prøver at fremvise den som et eksempel på, at de arabiske folkerevolutioner først og fremmest vil have demokrati og ikke specielt retter sig mod imperialismen, zionismen og de gamle kolonimagter. For Libyen har ikke været en langvarig allieret med USA og den libyske hær og dens generalstab er ikke blevet uddannet og udrustet af Pentagon.

Af Vesten betragtes Gaddafi  blandt andet derfor som en upålidelig allieret, der kan undværes, selvom Libyens officielle forhold til USA er blevet normaliseret inden for de sidste fem-ti år, og det er blevet rigtig godt til EU, og ikke mindst Frankrig og Italien. Med EU og Frankrig er  der tegnet en hel række multilaterale og bilaterale aftaler.

Berlusconi indgik i 2008 en samarbejdsaftale med Libyen, som betød at Italien betalte kompensation for sin koloniale fortid i landet, mens Libyen lovede at investere i italiensk industri og stoppe flygtningestrømme fra Nordafrika og resten af kontinentet.

Gaddafi kom til magten ved et militærkup i 1969, der afskaffede et reaktionært kongedømme og oprettede Den arabiske Republik Libyen, inspireret af nasserismen og dens panarabiske og antikolonialistiske ideologi, der vil have de arabiske lande til at blive en forenet arabisk nation og demed ophæve kolonialismens kunstige og splittende grænsedragninger. Det blev blandet i en cocktail, der blev kaldt arabisk eller islamisk socialisme.

Senere har han gjort sig til talsmand en slags pan-islamisk commonwealth og senest for ’Afrikas Forenede Stater’.

Han har også villet fremstå som en fast støtte til den palæstinensiske sag og har angiveligt støttet Polisario, befrielsesfronten i Vestsahara. Under krigen mellem det præstestyrede Iran og Saddam Husseins Irak støttede han Iran.

Gaddafi karakteriseres måske bedst som arabisk populist og demagog.

Den libyske hersler har også vist sig som pragmatiker, der skiftede politik og samarbejdspartnere efter omstændighederne.  Frem til 1989 forfulgte han sine politiske mål ved at balancere mellem USA og Vesten på den ene side og Sovjetunionen og østblokken og optræde som en selvstændig og uafhængig kraft, der støttede befrielseskampe.

Da Gadaffi kom til magten lod han hele landet og befolkningen (der nu er mere end 6 millioner) få del i de enorme olierigdomme, der ikke længere tilfaldt olieselskaberne og den korrupte kongefamilie. Indkomsten pr. capita er blandt de højeste i Afrika. Libyen har også givet jobs til hundredtusinder af udenlandske arbejdere.

Sundhed og uddannelse er gratis, og der er kun få analfabeter. Den gennemsnitlige levealde rer konstant steget og ligger nu på omkring 76 år.

Efter Sovjetunionens opløsning har Gadaffi søgt at genintegrere Libyen i den vestlige kapitalismes og imperialismens strukturer og har udvidet markedsøkonomiens virkefelt kraftigt.

I 2004 erklærede Tony Blair efter et besøg i Libyen, at det nu ville blive en stærk allieret i ’krgen mod terror’. Gadaffi har fordømt folkerevolutionerne i Tunesien og Ægypten og til det sidste støttet de faldne herskere Ben Ali og Hosni Mubarak.

De sociale rødder til revolten i Libyen er nogenlunde de samme som i Tunesien og Ægypten: Voksende fattigdom, høje fødevarepriser, manglende jobmuligheder for en meget stor og veluddannet ungdomsgeneration osv.

Den hårdhændede undertrykkelse af al opposition mod Gaddafi-regimet – der erklærer at opstanden er promoveret af BBC, al Jazeera og al Arabia –  gør det vanskeligt at udlede, hvilke politiske kræfter der vil blive de mest fremrædende, hvis og når regimet falder.

Der forlyder meget lidt om folkebvægelsen og oppositionens krav i medierne, og det er usikkert om der dannes en fælles front omkring en stribe centrale reform-krav, som det har været tilfældet i Tunesien og til en vis grad i Ægypten.

Netavisen 22. februar 2011