Skandaløs reallønskapitulation

Leder
Kommunistisk Politik 4, 2011

Mere end 5000 tillidsfolk og fagligt aktive deltog på LOs stormøde i Odense den 2. februar for at tage skridt imod VK-regeringens angreb på efterlønnen. Det uventet store deltagerantal understregede den kampvilje, som efter mange års tryk har afløst følelsen af opgivenhed over for den nyliberale offensiv, Anders Fogh og Lars Løkkes regeringer er gået i spidsen for.

Haral Børsting taler på LO's stomørde i Odense 2. februar 2011 Foto: Mikael HjulerEn stolt LO-formand i Harald Børstings skikkelse meddelte de mange fremmødte:
” I er i dag en del af en historisk begivenhed, som vil blive husket.
Vi står samlet her i dag for at sende et budskab til alle danskere: Vi vil kæmpe for efterløn, solidaritet og velfærd.”

Der var tilsyneladende fælles fodslag og vilje til at sætte bremserne i over for en regering, som kaster alle krisens byrder over på arbejderne og samfundets dårligst stillede, mens de rige forgyldes med skattelettelser og meget andet godt.

Dagen efter gennemførtes strejker i protest mod VK-regeringen en lang række steder i lander – af havnearbejdere, buschauffører, lufthavnspersonale, postbude, stilladsarbejdere og mange andre klassekæmpere. Det var den første politiske strejke mod en syg regering i rigtig mange år.

Selvom den godt nok fandt sted uden LO’s og fagtoppenes bifald gav den et endnu klare budskab til danskerne end Børsting i Odense:  Vi er parat til at gå fra ord til handling. Vi mener alvor med at forsvare vores rettigheder!

Mindre end to uger senere lød der helt andre toner fra LO-formanden og fagtoppene.

Overenskomstforhandlingerne for omkring 700.000 offentligt ansatte har været i fuld gang, og i weekenden blev der indgået forlig mellem arbejdsgiverne med den ækle Claus Hjort Frederiksen i spidsen og forhandlerne for 185.000 ansatte i staten. På forhånd havde de faglige repræsentanter erklæret, at de ville slås for at bevare reallønnen, men man skulle ikke forvente sig særlige fremgange ved denne OK.

Da det kom til stykket, kæmpede de ikke for noget som helst. Det blev til et dramatisk reallønsfald, under alle omstændigheder det største siden 1980erne, hvis ikke endnu længere tilbage. En nominel lønstigning, der ikke er til at få øje på, og som langt ædes op af prisstigninger og inflation. Nettoresultatet forringet velfærd.

Nu fik piben en anden lyd hos LO-formand Børsting. Han mente resultatet vart tilfredsstilende og roste ligefrem den skandaløse reallønskapitulation:
-  Lønmodtagerne har udvist samfundsansvar, og der er indgået et fornuftigt forlig. Vi ser nu frem til, at forhandlingerne på de øvrige offentlige områder kan intensiveres.

I de kommende uger skal der forhandles overenskomster for en halv million ansatte i kommuner og regioner. Forhandlerne har nu fået LO-formandens besked med sig: Vis samfundssind, accepter en reallønsnedgang!

FOAs formand Dennis Kristensen, der solede sig i rollen som strejkegeneral under storkonflikten i det offentlige i foråret 2008 og krævede Mere i løn og Flere hænder er blevet helt ydmyg og hejser på forhånd det hvide flag:
– Vi kan lige så godt se i øjnene, at vi ikke kan sikre reallønnen, erklærede  Dennis Kristensen, og formanden for lærerne og forkvinden for Sundhedskartellet erklærede sig enige.

De vil følge rammerne, der er lagt for de statsansatte. Til gengæld lover de – som altid når de skal have noget lort igennem – at gøre noget ved det engang i fremtiden.

Nu vil de have afskaffet den reguleringsordning, der sikrer at de offentligt ansatte ikke kan være lønførende, og automatisk beskærer deres overenskomstresultater, hvis de for en periode skulle overhale privatansatte. De har levet med den elendige ordning i årevis, også med socialdemokrater ved regeringsmagten, og har intet gjort for at fjerne den.

Det er en sølle bande. Kapitulanter er måske for pænt et ord.

Skal det være LO-formanden og disse fagtoppe med deres flotte ord, som ikke mener noget med dem, og som kun er fokuseret på at bringe en S-ledet regering til magten (som et reallønsfald for de offentligt ansatte vil passe meget fint) – eller skal det være kampviljen hos de 5000+ i Odense og de strejkende fra dagen efter, der kommer til at tegne tingene? Et Nej ved ok-afstemningerne er selvfølgelig første skridt på den rigtige vej.

Netavisen 18. februar 2011