“Fagforeninger skal kæmpe for et ja”


Indspark fra DKU
Kommunistisk Politik 4,2011


Sådan lød overskriften på en artikel der handlede om, at de overenskomstforslag, der er på bordet, er så dårlige, at folk ikke gider stemme – og slet ikke stemme ja.

Når man kigger bare en lille smule på, hvad ‘forhandlerne’ har præsteret, så er det ikke, fordi man bliver imponeret.

En arbejdsmarkedsforsker udtaler i Politiken: “Det, der er i spil nu, er en markant reallønsnedgang.”
Det er klar tale. Selvom det er rimelig normalt, at overenskomsternes lønstigninger bliver spist af prisstigninger, så plejer det ikke at være så tydeligt som i år. Og der plejer også at være et eller andet salgs-argument, der skal få folk med på vognen.

Det bedste, de kan komme med i år, er noget i retning af “offentligt ansatte har fået for meget de sidste tre år” og “de andre har højere pensionsalder”.

Eller som LO-formand Harald Børsting udtrykker det: “Lønmodtagerne har udvist samfundsansvar, og der er indgået et fornuftigt forlig.”

Jeg kan huske en Ungeren-demo, hvor vi besøgte Socialdemokraternes parti-kontor. Et af kampråbene var “Socialdemokrati er lig forræderi”.  Det er svært at få Harald eller LO til at rime med, men “fagligt pamperi” passer rimelig godt.

Og så er hverken FTF, FOA, Sundhedskartellet, AC, KTO eller andre blevet snydt for at være med i det ‘gode’ selskab.

I LO’s fagpolitiske grundlag står der som første punkt: “At skabe resultater for medlemmerne i forhold til deres løn- og arbejdsvilkår, uddannelsesbehov og indflydelsesmuligheder på arbejdspladsen.”

Der må være nogle af dem, der stemte for det grundlag, der glemte at overveje, at “resultater” ikke nødvendigvis er positive.

I Egypten er det lykkedes at få smidt Mubarak på porten. Efter en nølende start hoppede næsten alle danske medier med på folkets vogn og hyldede deres kamp for demokrati. Begejstringen for “demokrati-aktivisterne” har nok været en hovedgrund til, at årsagerne til opstandene har fortabt sig lidt i euforien.

Det er sjovt nok ikke de manglende friheds-rettigheder, der har været katalysator for begivenhederne, det er en rolle, den fortsatte verdensomspændende økonomiske krise har spillet perfekt. Høj arbejdsløshed, især blandt unge, og store prisstigninger er den sikre vej til at skabe en vrede, der kan ændre alt.

Nu er Danmark hverken Egypten eller Tunesien, men vi befinder os i den samme verden. En verden, hvor økonomisk krise er dagsordenen. Hvor fødevareforsyningen bliver mere og mere ustabil, og hvor utilfredsheden blandt folk vokser.

Ved siden af en lille notits om overenskomst-forliget har FTF på deres hjemmeside en historie med overskriften “Ledigheden eksploderer blandt unge i velfærdsfag”. Og man skal ikke lede længe efter artikler om store prisstigninger på mad.

Som antydet i overskriften skal fagforeningerne kæmpe, men de skal ikke kæmpe for at gennemføre rådne regeringers krav.
De skal gå forrest i kampen for bedre forhold, ikke snakke sødt om sammenhold med dem, der skummer fløden.

I Tunesien gik deres variant af LO med i en samarbejdsregering med resterne af Ben Alis parti. Det lykkedes gennem pres nedenfra at tvinge dem ud igen. Men det er et godt eksempel på fagtoppens opportunisme og egoisme, der ser ud til at være den samme i Nordafrika som i Danmark.

Netavisen 16. februar 2011