Mubarak fældet: Vigtig sejr for den ægyptiske folkerevolution

Udtalelse fra Arbejderpartiet Kommunisterne

18 dages uafbrudte masseprotester tvang den 11. februar den ægyptiske hersker Hosni Mubarak til at træde tilbage som præsident og angiveligt overlade magten til militærets generalstab.

Først Tunesien og nu Ægypten: På en måned har to arabiske nationer befriet sig for diktatorer, der har regeret med jernhånd i årtier og undertrykt, fængslet og knust al virkelig opposition.

Den ægyptiske modstand udviklede sig skridt for skridt, inspireret af den tunesiske revolution, og blev mere bevidst og fast besluttet  i kravet om Mubarak-regimets afgang og om  skabelsen af et andet samfund, demokratisk og socialt retfærdigt.

Hundreder af dræbte, tusinder af sårede, politiangreb og angreb fra lejede politiske bøller for Mubarak, fængslinger og tortur formåede ikke at skræmme eller passivisere protesterne. Hverken løfterne om reformer, ’frie valg’, forfatningsændringer,  og forsøg på at bestikke offentligt ansatte med lønforhøjelser eller omdannelser i magtens top kunne bedrage eller tilfredsstille protestbevægelsen.

Heller ikke USA’s og EU’s støtte til Mubaraks lovede ’reformer’ kunne få det ægyptiske folk til at  indstille kampen. Ægypterne ved kun alt for godt, at uden disse imperialistmagter i ryggen  havde regimet aldrig holdt så længe. At disse pludselig er blevet tilhængere af folkerevolutionen og  virkelige og dybtgående forandringer i Ægypten er der ingen, som tror.

Til sidst var der ingen anden udvej for  regimet end at ofre frontfiguren. Hans TV-tale den 10. februar, hvor han meddelte at han forblev ved magten, fik vreden til at eksplodere overalt i landet. Og arbejderklassen kom for alvor på banen med strejker over hele landet og en trussel om en altomfattende generalstrejke fra mandag, hvis Mubarak ikke forsvandt inden.

Mubaraks fald er en vigtig sejr for det ægyptiske folk og for den revolutionære proces, der udfolder sig i de arabiske land og i Mellemøsten.  Men det er også kun ét skridt i det ægyptiske folks og den ægyptiske arbejderklasses kamp. Et opgør med regimet og dets magtpositioner står umiddelbart på dagsordenen, indbefattet at få jaget den af Mubarak udpegede vicepræsident Omar Suleiman – en pro-amerikansk og pro-zionistisk torturbøddel – på porten.

Som i Tunesien stiller den konsekvente opposition krav om afmontering af regimet og dets håndlangere, heriblandt Mubaraks regeringsparti Det Nationale Demokratiske Parti NPD og afholdelse af  virkeligt frie valg, baseret på en ny forfatning, udarbejdet af en grundlovgivende forsamling.

NPD vil forsøge at klynge sig til magtpositionerne, og hæren, den egentlige magtfaktor i Ægypten  med tætte forbindelser til USA og Pentagon, vil forsøge at fremstå som garant for en ’fredelig demokratisk proces’, som skal kidnappe folkerevolutionen og i sidste ende bevare de rådende magtforhold uden de radikale forandringer, det ægyptiske folk har kæmpet for.

Mubaraks  påtvungne resignation er  indledningen til en ny fase i den revolutionære kamp, som Ben Alis flugt i Tunesien var det.  For at få indfriet de krav, som den ægyptiske ungdom, arbejderne og folket har rejst vil revolutionen blive ført videre.

Arbejderpartiet Kommunisterne
Sekretariatet 11. februar 2011

Netavisen 11. februar 2011