Panik i VKO: Valgkamp og voksende desperation

Det ser ikke kønt ud, når VKO kaster sig ud i valgkamp: Dronningeslagtning, knuste glas og byger af løgne

Kommunistisk Politik 2, 2011

VK-regeringen efter ministerrokaden 2010Rygterne om et lynvalg har været stædige. Og de tog ikke mindst til, da en enkelt opinionsundersøgelse spredte hysterisk glæde i ’blå blok’, fordi den gav VKO et fornyet flertal. Det var Løkke Rasmussens ’statsmandsagtige’ nytårstale, som gav bonus for mod og mandshjerte, forklarede regeringspartiernes spindoktorer.

Uheldigvis for dem viste det sig snart at være en enlig svale, måske med en indbygget skævhed, fordi opinionsinstituttet benyttede sig af internetrundspørge.

Samtlige andre meningsmålinger efter nytår har vist et solidt, eller tilmed meget solidt, flertal til ’rød blok’. Meget logisk viser andre målinger, at danske vælgere foretrækker Helle Thorning Schmidt som statsminister frem for Løkke.

Så valget blev ikke udskrevet i den omgang. Men valgkampen kørte videre i høje omdrejninger, og VKO’s tilværelse forpestedes af nye skandaler med ministre og ordførere i hovedrollerne. 

Uskøn exit

Og så skete der noget uventet: De Konservative slagtede deres formand, udenrigsminister Espersen, mens hun var bortrejst i embeds medfør . Det foregik som en lynslagtning, fra den ene dag til den anden, måske som et led i forberedelsen af et lynvalg. Da Espersen vendte lidt tidligere hjem, var tingene afgjort, Hun havde intet valg andet end at trække sig.

Afløseren stod parat: Det blev den nydelige slipseherre Lars Barfoed, der trak det længste strå i magtkampen med Brian Mikkelsen, og i næste dage lod sig fejre i medierne og TV-underholdningsprogrammer.

Før han blev medlem af folketinget havde han været sekretær i Dansk Arbejdsgiverforening og direktør i diverse lobbyorganisationer for detailhandelen. Det kvalificerede ham til at blive familie- og forbrugerminister hos Anders Fogh.

I den egenskab var han så flink ved sit gamle bagland, at  han så gennem fingre med manglende fødevarekontrol, hvad der eksploderede i skandaler om salg af kød af ringe kvalitet langt efter udløbsdatoen. Da rigsrevisionen placerede ansvaret i hans ministerium, måtte han afgå med Dansk Folkepartis stemme.

Det forhindrede ham ikke i at vende tilbage som transportminister 2008-2010 og som justitsminister fra februar 2010. Eller som ny partileder.

Baggrunden for slagtningen af Espersen var elendige opinionstal, der tegner til en halvering af De konservative i folketinget. Folketingspartiernes ledere skal sælge billetter. Og Lene Espersen røg ned i et mediehul, hun ikke kunne komme ud af, og solgte ingen.

Det blev en uskøn exit for den nu forhenværende partiformand, som lidt endnu fortsætter som udenrigsminister. Nu skal Barfoed redde mandater.

Angstens taktik

Uskøn er ordet, når man ser på den trængte regerings optræden, der er så hidsig, at det i sig selv er et tegn på, at en valg kan være snublende nært, selvom de negative opinionstal lægger en dæmper på Løkkes lyst til i læremesteren Anders Foghs stil at udskrive overraskelsesvalg. Og lige meget hvornår valget kommer, bliver det ingen overraskelse.

Medierne er stillet ind på valg, og debatudsendelserne i TV bliver til skarpe opgør, der afslører de store interesser, der er på spil.  I en ophidset TV-debat mellem finansminister Hjort Frederiksen og ’rød bloks’ bud på en ny Ole Sohn væltede V-ministeren sit glas på gulvet, mens Sohn råbte, at han løj om S/SFs politik.

Hjort hævdede at en S/SF-regering vil hæve boligskatterne. Dagen efter bataljen fik han støtte i det fra sin regeringsleder.

VK følger stift i Foghs fodspor også når det gælder en anden sag: Beskyld modstanderne for noget, skræmmer vælgere eller skaber angst, uanset hvad, og uanset sandhedsværdien. Den med boligskatterne har en lang borgerlig tradition: En sort hånd snupper parcelhuset!

Anders Fogh påstod, at antikrigsbevægelsen støttede Saddam Hussein og gik terroristernes ærinde. Og det gør V, K og O stadigvæk. Terrorister vil få frit spil i gader og på tog under en anden regering.

Først og fremmest skal der fremmanes et billede af, at enhver anden politik end VKO’s fejlslagne og følgagtige nyliberale politik vil betyde katastrofe for landet, selvom den er indtruffet og VKO var ansvarlig.

Dansk Folkeparti er klar over de dårlige odds for at bevare en afgørende indflydelse, og søger at distancere sig fra VKs mest oplagte fadæser og pudse en falmet ’social’ profil. Opinionstallene tyder på, at også DF får tilbagegang. Dets appel er svækket.

Det er desperationen, som driver VKO’s uskønne valgkamp – og der er intet, som tyder på, at den ikke vil blive større.

Netavisen 20. januar 2011