De rigeste amerikaneres klassekrig bliver stadig vildere

Af Larry Beinhart

Lande med stor ulighed i indkomst er ustabile. De har store underklasser, høj kriminalitet og ringe muligheder

Kommunistisk Politik 2, 2011

Vi står midt i en klassekrig.
Det er de store firmaer og de rigeste mod resten af os. Vi taber.

I 1962 rådede de rigeste én procent af de amerikanske husholdninger over 125 gange den velstand, som gennemsnitshusholdningerne havde. I dag har de 190 gange så meget. Skyldes det en tidevandsbølge, som hæver alle både, og bare nogle enkelte en smule højere? Nej. 

Fra 1950 til 1965 steg den gennemsnitlige families indkomst fra 24.000 dollars til 38.000 dollars om året. Tæt på 4 procent om året. Tæt på 60 procent over 15 år. Det kan kaldes en stigende tidevandsbølge.

I 1964 blev der gennemført en stor skattelettelse. Det var der, tingene begyndte at gå tilbage for almindelige folk. Midt i 70’erne gik middelklassens opgang i stå. Fra 1974 til 2010 steg gennemsnitsindkomsten fra 42.936 til 49.777 dollars. Det er ikke fulde 16 procent på 25 år, og mindre end seks tiendedele procent pr. år.

I korthed: Da skatterne blev sat op under Clinton, steg gennemsnitsindkomsten og toppede i 1999 på 52.587 dollars, og derefter gik den nedad efter Bushs skattelettelser. Husk, at der er tale om den gennemsnitlige familieindkomst. I 50’erne og 60’erne blev familiens indkomst for det meste optjent af én person. I dag kommer familieindkomsten normalt fra mindst to personer. 

På samme tid drønede de riges indkomster i vejret. I 1979 tjente den rigeste én procent af amerikanerne ni procent af al amerikansk indkomst. Nu tjener de 24 procent. Én procent af amerikanerne modtager godt en fjerdedel af al indkomst i landet.
Så kom krakkene i 2001 og 2008 og recessionerne, der fulgte i deres kølvand.
Krakket har ikke ændret spor. Tingene er blevet værre.

Justeret for inflation er mindstelønnen faldet med ni procent fra 1990 til 2005, mens fabriksarbejdernes løn kun er steget 4,3 procent i de sidste 15 år.
Samtidig er de rige blevet rigere.
Firmaernes profitter er steget med 106,7 procent. Standard & Poors 500 ligger stadig 141,4 procent højere end i 1990. Direktørlønningerne er vokset med 282 procent. Kald det omfordeling af rigdom. Eller kald det klassekamp.

Hvad er galt i, at de rige bliver rigere?

Timothy Noah fra Slate konstaterede i ”The United States of Inequality (”Ulighedens USA”): ”Indkomstfordelingen i USA (er blevet) mere ulige end i Guyana, Nicaragua og Venezuela og ligger omtrent på linje med Uruguay, Argentina og Ecuador”.
Kig lige på den liste!

Lande med stor ulighed i indkomster er ikke verdens førende inden for forskning, teknologi, industri og innovation. De er ustabile. De har store underklasser. De har høje kriminalitetsrater. De byder kun på ringe muligheder.
I sådanne lande har de rige uforholdsmæssig stor magt. De tager kontrol med alle grene af samfundslivet og ganske særligt regering, politi og retsvæsen. De bliver selvsupplerende.

Hvis de nuværende tendenser fortsætter, vil ”USA i 2043 have samme ulighed i indkomster som Mexico”.  (Tula Connell, 12. marts 2010, AFL-CIO Now)
Lande med en høj grad af indkomstulighed er tredjeverdenslande.

Sådan her kan vanlige folk klare sig i samfund med høj ulighed: Det primære – og bedste – våben er en progressiv beskatning. Bevæger folk sig op ad indkomststigen, betaler de en højere rate for hvert trin. Arbejdsfri indkomster – som dividender og kapitalindkomster – skal beskattes mindst lige så højt som optjent indkomst (penge, som folk faktisk arbejder for).

Skattelettelser til de rige betyder med præcis nøjagtighed nedgang i almindelige amerikaneres formue. Skattelettelser til de rige betyder med tilsvarende nøjagtighed en vækst i ulighed. Vi havde en mulighed for at sinke denne proces ved at lade den sidste runde, Bush-skattelettelserne, blive ophævet. Vi har tabt den runde.

Folk kan uddanne sig og bevæge sig videre op 

Da jeg voksede op i 60’erne, havde New York gratis universiteter. Det blomstrende SUNY-system forlangte 400 dollars i betaling for undervisning pr. semester. Det mindste Regents’ legat lød på 400 dollars pr. semester. Hvis man som studerende ikke fik det, kunne man let tjene pengene til undervisning med et sommerjob. Det samme gjaldt for de fleste statsuniversitets-systemer over hele landet.

I dag må studenterne optage lån. Den gennemsnitlige studiegæld for en bachelorgrad (glem alt om et doktorat, en juridisk eller lægelig uddannelse) er på 20.000 dollars. Den første og mest reelle lektion, du får, når du starter på en uddannelse, er, hvordan du står til tjeneste for bankerne.

Vi tabte den kamp.

Hvad betyder det?
”Børn fra lavindkomstfamilier har kun én procent chance for at nå op i de øverste fem procent af indkomstfordelingen, modsat de riges børn, som har godt 22 procent chance.
Børn født i midterste femtedel af forældrenes familieindkomst (42.000 til 54.300 dollars) har cirka samme chance for at ende i en lavere femtedel end forældrene (39,5), som de har for at rykke op i en højere femtedel (36,5 procent). Deres chance for at nå op i de øverste fem procents andel af indkomstfordelingen er kun 1,8 procent”.

(Understanding Mobility in America, Tom Herz. Det Amerikanske Universitet, 26. april 2006).

De arbejdende kan organisere sig og danne fagforeninger

Fagforeninger gør andet og mere end at få lønforhøjelser. De forbedrer arbejdsvilkår og sikkerhed. De giver beskyttelse imod misbrug, trusler og uberettiget fyring. Fagforeningsfjendske arbejdsgivere må konkurrere, til dels for at holde fagforeninger ude. Så det, at der eksisterer fagforeninger, er til gavn for alle. Fagforeninger har også politisk magt; de bruger penge og mobiliserer deres medlemmer til at stemme.

Virksomhederne er blevet rigtig dygtige til at baske fagforeningerne. Og de bliver stadig bedre til det. Ifølge Business Week har de amerikanske selskaber ”i løbet af de sidste to årtier forfinet deres evne til at afværge arbejdergrupper”. (Hvordan markedet holder fagforeninger fra livet, 28.10 2002)

I 1940 stod hver tredje ansatte i den private sektor i fagforening. I dag er det kun 7,2 procent. Kun i den offentlige sektor forbliver fagforeningerne stærke med 37 procent medlemskab.

Hvis man læser aviser eller ser fjernsynsnyheder, vil man næsten hver dag støde på historier imod de offentligt ansattes fagforeninger. De folk, som underviser dine børn, indsamler affald, renser kloakker, styrer busser og tog, er politibetjente eller brandmænd. Det er historier, som går ud på at  fortælle, at deres pensionsfonde vil få delstaterne til at gå fallit, at det er de fagligt organiserede lærere, der har ødelagt vore skoler.

‘Velgørenheds-skoler’ – uden fagligt organiserede lærere – er den nye favorit-velgørenhed for milliardærer.

Når et land er, eller bliver, et tredjeverdensland, er den anden ting, man kan gøre, at flygte. Til et sted, som er rigere og friere. Som Amerika.
Når Amerika bliver Mexico, hvor kan man så flygte hen?

Larry Beinhart er forfatter til “Wag the Dog,” “The Librarian,” og “Fog Facts: Searching for Truth in the Land of Spin”. Hans nyeste bog er “Salvation Boulevard”.

Originalartikel: The Class War Launched by America’s Wealthiest Is Getting More Savage

Oversat af KP efter Alternet.

Netavisen 26. januar 2011