Den tunesiske ungdom vil revolution – langt om længe

Af Sam

Artiklen er oprindeligt offentliggjort på fransk på nawaat.org
Oversat til dansk af Kommunistisk Politik efter uruknet

”Vi er blevet vant til at sladre om regeringen og føle, at vi konspirerede, men nu ser vi, at tiden for oprør er kommet”.
The Guardian,13. januar 2011.


Tunesisk gymnasieungdom støtter Jasmin-revolutionen

Jeg tilhører den nye generation, der har levet i Tunesien under præsident Ben Alis absolutte magt.

På gymnasier og højere læreanstalter er vi konstant bange for at diskutere politik: ”Der er angivere overalt”, får vi at vide. Ingen tør diskutere politik offentligt, alle er mistænkelige. Vores nabo, vores ven, vores købmand, kan være angivere for Ben Ali: Ønsker du eller din far at blive taget med magt til et ukendt sted kl. 04.00?

Vi voksede op med denne frygt for aktivisme, vi læste videre, gik ud og festede trods politikken.

I løbet af gymnasiet begyndte vi at finde ud af detaljer om den ”kongelige familie” og høre historier her og der – om en slægtning til Leila (Trabelsi, præsidentens kone), der overtog kontrollen med en industri, der tilegnede sig en anden persons land, der handlede med den italienske mafia.

Vi talte og diskuterede iblandt os selv – alle var klar over, at hvad der foregik, men der var ingen handlen.  Vi lærte hurtigt, at tunesisk TV er det værste TV, der findes. Alt er relateret til at glorificere præsident Ben Ali, som altid blev vist fra sin bedste side. Vi ved alle, at han farver sit hår sort. Ingen kan lide hans kone, der har et træagtigt smil: hun synes aldrig at være oprigtig.

Vi lever ikke, men tror, at vi gør. Vi ønsker at tro, at alt er i den skønneste orden, fordi vi selv er en del af middelklassen, men ved, at hvis cafeerne er fyldte i løbet af dagen, er det fordi de arbejdsløse er der for at diskutere fodbold. De første natklubber åbner, og vi begynder at gå i byen, at drikke og nyde nattelivet omkring Sousse og Hammamet.

Andre historier cirkulerer: om en Trabelsi, som gav en eller anden en et frygteligt spark, blot fordi han havde lyst til det eller en anden, som forårsagede en bilulykke, for derfeter at tage hjem for at sove. Vi udveksler historier, stille, hurtigt. På vor egen måde er det en form for hævn. Via sladderen har vi følelse af, at vi konspirerer.

Politiet er bange. Hvis du siger, at du er tæt på Ben Ali, åbnes alle døre, hoteller tilbyder de bedste værelser. Parkering er gratis, trafiklove forsvinder som dug for solen.

Internettet blokeres, og censurerede sider benævnes ”ikke fundne sider”, hvis de da nogensinde har eksisteret. Skolebørn bytter Proxy servere og sætningen er blevet kult: ”Har du en Proxy server, der virker?”.   
               
Alle ved, at Leila har forsøgt at sælge en tunesisk ø, at hun ønsker at lukke den amerikanske skole i Tunis for at fremme sin egen skole. Som jeg siger, historierne cirkulerer. På nettet og under diskene udveksler vi “La régente de Carthage” (en kontroversiel bog om Leila Trabelse og hendes families rolle i Tunesien).

Vi elsker vort land, og vi ønsker reelle forandringer, men der er ingen organiseret bevægelse: stammen er villig, men høvdingen mangler.

Korruptionen, bestikkelserne – ønsker vi simpelthen at skrotte. Vi begynder at ansøge om at studere i Frankrig eller Canada. Det er fejt, og vi ved det. Vi efterlader landet til ”resten”, tager til Frankrig og glemmer og kommer så tilbage i ferierne. Tunesien? Det er strandene ved Sousse og Mammamet, natteklubberne og restauranterne. Et gigantisk ClubMed.

Og så afslører Wikileaks alt det, som alle hviskede om. Og så brænder en ung mand sig selv. Og så bliver 20 tunesere dræbt på en dag.

Og for første gang ser vi muligheden for at gøre oprør, at tage hævn over den ”kongelige” familie, der har taget alt, omstyrte den etablerede orden, der har ledsaget vor ungdom. En uddannet ungdom, der er trætte af og rede til at ofre alle symboler for det autokratiske Tunesien med en ny revolution, Jasmin revolutionen – den ægte.

Netavisen 14. januar 2011