Tunesien: Fra spontane protester til regulær opstand

Af Kommunistisk Politik
13.01.2011 – Opdateret 14.01.2011 – senest 21.10

Seneste: Den forhadte præsident Ben Ali er flygtet ud af Tunesien, Det er en stor sejr for det tunesiske folks modige og beslutsomme kamp. Det meddeles også, at talsmanden for det forbudte Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti PCOT Hamma Hammami og hans kampfælle Mohamed Mzem er løsladt. PCOT har spillet en ledende og organiserende rolle i massernes revolte. Premierminister Mohammed Ghannouchi har i en TV-tale meddelt, at han midlertidigt har overtaget præsidentembedet.

Protesterne i Tunesien startede som spontane demonstrationer mod ungdomsarbejdsløshed og stigende fødevarepriser, men udviklede sig til en regulær masseopstand, der nu har sat diktatoren på porten.

Alle byer i Tunesien blev ramt af uroligheder, som onsdag nåede hovedstaden Tunis, hvor der indførtes undtagelsestilstand og militær og kampvogne sendtes på gaden. Derefter gik det stærkt.

Tank i hovedstaden Tunis

Begivenhederne tog voldsom fart inden for den seneste uge med dagligt nye dramatiske udviklinger. Ben Ali-regimet er ekstremt hårdt presset, og alle forsøg på at undertrykke og knuse protesterne har været forgæves. Det har skabt stor bekymring hos dets allierede USA og EU og blandt de øvrige arabiske vasalregimer.

Ben Ali og hans styre lovede i et sidste forsøg på at redde sig selv en hel stribe reformer. Han fyrede regeringen og satte premierminister Mohammed Ghannouchi til at samle en ny.

.Men protesterne fortsatte også fredag. Selvom der blev erklæret landsdækkende undtagelsestilstand og udstedt forbud mod at mere end tre personer samledes gik folket på gaden. Ben Ali indså, at magten var tabt og flygtede.

I den sidste tid har protesterne rettet sig mere og mere ind mod at angribe den forhadte præsident Ben Alis magtsymboler og tilholdssteder – herunder ødelæggelse og afbrænding af politistationer, borgmesterkontorer, præfekturer o.s.v. Natlige udgangsforbud og politiangreb er tilsidesat, og i  nogle byer er det lykkedes demonstranterne at bryde politimagten og tvinge det ud. I disse tilfælde har militæret valgt ikke at gribe ind. Folket behersker gaderne.


Tunesisk soldat gør honnør ved begravelsesoptog for en af opstandens martyrer
Bizerte 13. januar 2010
Klik og forstør

I går torsdag blev seks demonstranter rapporteret dræbt i Tunis. En fransk menneskerettighedsgruppe sagde torsdag, at mindst 66 er dræbt af politi og sikkerhedsstyrker, siden  opstanden begyndte. Det officielle tal er 23.

Det er den tunesiske ungdom, herunder de studerende, der er i spidsen for opstanden, men den har en bred massekarakter. Stort set hele befolkningen er med, mens bevægelsen er blevet politiseret og kræver at diktatoren Ben Ali og hele hans korrupte system forsvinder og de politiske og demokratiske rettigheder, tuneserne ikke har kendt under hans styre.

Ben Ali: Censur, løfter, repression og mord

Den 74-årige præsident Zine al-Abidine Ben Ali kæmper indædt for sit politiske liv. Han regeret Tunesien autoritært og diktatorisk siden 1987 og slået hårdt ned på al opposition. I 2009 valgtes han til en ny 5-årig præsidentperiode, angiveligt med massiv opbakning og 89.62 pct. af stemmerne. Ben Ali er Tunesiens anden præsident siuden uafhængigheden fra Frankrig i 1956.

Siden starten af opstanden den 17. december, da en unge universitetsuddanne mand overhældte sig selv med benzin og satte ild til i protest mod arbejdsløshed og voksende fødevarepriser, har Ben Ali-regimet taget en lang række metoder i brug for at kvæle opstanden og inddæmme et voksende raseri i befolkningen.

Se
Tunesien: Kraftig protestbølge over hele landet
Kommunistisk Politik 1, 2011

Censur, løfter, repression og mord er en kort karakteristik af Ben Alis traditionelle metoder. Fra starten har regimet reageret med forsøg på at undertrykke opstanden, ikke mindst gennem at skærpe kontrollen med den i forvejen regeringskontrollerede presse, ved massiv indsættelse af politi til at slå urolighederne ned og ved at erklære undtagelsestilstand og natligt udgangsforbud som i hovedstaden Tunis, hvor militær sendtes ind onsdag i denne uge. Ben Ali  fyrede samtidig indenrigsministeren i et forsøg på at have en syndebuk for repressionen og i en stor TV-tale den 10. januar lovet at oprette 300.000 jobs til unge.

Tunis: Natligt udgangsforbud trodses

Hans problem er imidlertid at ingen tror på hans løfter, og at hans gamle metoder ikke rigtig virker længere. Twitter, facebook og andre sociale medier har fået en central placering i nyhedsformidling og organisering af protesterne. De mange drab på civile har ikke skræmt de protesterende, og arrestationer af fremtrædende regimemodstandere som talsmanden for det forbudte Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti PCOT Hamma Hammami skaber fokus på solidaritet med regimets politiske fanger.

Se Det politiske politi har anholdt Hamma Hammami, talsmand for Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti (PCOT)

Hvor Hammami ikke får lov at udtale sig i de tunesiske midler, har han i internationale aviser og medier krævet Ben Alis øjeblikkelige afgang. Onsdag morgen blev han arresteret af sikkerhedspolitiet.  Under hele Ben Alis regeringstid har Hamma Hammami talrige gange været arresteret, fængslet, truet og chikaneret, og hans familie forfulgt.

FNs menneskeretskommissær Navi Pillay har forlangt at rapporter politidrab af civile undersøges. Hun siger, at snigskytter har været sat ind mod protesterne:
– Vi forsøger at få antallet af dræbte bekræftet, sagde hun til Reuters onsdag. Menneskeretsorganisationer rapporterer om næsten 40 dræbte. Så det er klart et resultatet af anvendelsen af overdrevne midler, såsom snigskytter, og vilkårlige mord på fredelige demonstranter.

Brugen af snigskytter mod fredelige demonstranter skal selvfølgelig skræmme de brede masser fra at protestere, så ’ekstremister’ og ’ballademagere’ kan isoleres.

Men hele det traditionelle repertoire har vist sig virkningsløst. Torsdag måtte Ben Ali i en ny tale til nationen spille sit sidste kort: Angiveligt omfattende reformer og løfte om samarbejde med den legale opposition. I et forsøg på at bevare magten og kølne opstanden meddelte han, at han ikke vil søge genvalg i 2014. Priser på mad og andre dagligvarer skal sættes ned, og han har givet politi og sikkerhedssoldater ordre til ikke længere at skyde med skarpt på demonstranter. Desuden lovede han pressefrihed og et stop for regeringens blokade af en række hjemmesider på internettet.

Talen blev kraftigt applauderet af regimets internationale støtter og modtaget positivt af den legale opposition, som gennem årene har samarbejdet tæt med regimet. Kort efter talen gik Ben Alis støtter i hovedstaden Tunis på gaden og opførte jubelscener over løfterne, mens deres bilhorn truttede lystigt.

Om dette sidste kort er nok til at indstille opstanden vides endnu ikke. Men der blev igen demonstreret i Tunis og over hele Tunesien fredag under parolen: ‘Ud med Ben Ali – Opstanden fortsætter’.

Se
Tunisian protesters call president to quit AFP

Af nogle kaldes opstanden for ‘Jasmin-revolutionen’ – og tiden er kommet til at føre den igennem.

Se
Tunisia’s youth finally has revolution on its mind
uruknet (eng)

PCOT: En demokratisk republik

Ben Ali lovede også i den seneste tale at løslade folk, der var blevet arresteret i forbindelse med urolighederne. Men politiske fanger som Hamma Hammami er ikke frigivet. Den virkelige opposition til regimet bliver fortsat betegnet og behandlet som ‘terrorister’.

Hamma Hammami – talsmand for Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti PCOT

En international kampagne til støtte for det tunesiske folks kamp og for løsladelse af Hamma Hammami og de øvrige politiske fanger er ved at tage form. Der er planlagt eller gennemført solidaritetsmanifestationer i en række europæiske lande, heriblandt Frankrig og Spanien.

Se
Amnesty International: Authorities urged to release or charge Tunisian activists

PCOT – Arbejderpartiet Kommunisternes søsterparti – udsendte i sidste uge en appel til den tunesiske befolkning, der sættes fokus på kravet om Ben Alis afgang, dannelsen af en ny regering til afholdelse af demokratiske valg og udarbejdelse af en ny forfatning:

– Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti er med folket, med dets arbejdere, bønder, kvinder og unge, intellektuelle, med alle dem der ønsker forandring.

Vi mener, at denne længsel efter forandring fordrer Ben Alis afgang, og opløsningen af det nuværende regimes marionet-institutioner og etablering af en midlertidig regering, der kan forestå afholdelsen af frie og gennemsigtige valg.

Disse valg vil gøre det muligt at etablere en konstituerende forsamling, ansvarlig for at udarbejde en ny forfatning, der vil være en skitse til en ægte demokratisk republik, der fastslår folkets suverænitet, sikrer respekt for menneskerettigheder, ligestilling og værdighed. Adressere en ny økonomisk og social politik, national og folkelig. Sikre vores folk arbejde og de nødvendige ressourcer til at opnå en rimelig levestandard, og sætte en stopper for korruption, vilkårlighed og regional ulighed.

Se hele opråbet her

Se også
Hjemmesiden albadil.org

Stillet overfor disse revolutionære perspektiver og presset af den fortsatte folkeopstand er Ben Ali slået ind på ‘reformvejen’.

Skræmmer de arabiske magthavere og imperialisterne

Det repressive regime i Tunesien har stået på rigtig god fod med den amerikanske imperialisme og EU. Det er tilmed fremhævet som en slags rollemodel i den arabiske verden. Nu har piben imidlertid fået en anden lyd.

Der er stor frygt blandt arabiske magthavere for, at opstanden skal udvikle sig og protesterne brede sig videre fra Tunesien og nabolandet Algeriet, hvor de også har givet sig udtryk i uro og dræbte. I alle arabiske lande advares der om ’det tunesiske scenario’ og magthaverne træffer forskellige  foranstaltninger til at imødegå dem.

Det særlige kendetegn ved opstanden er, at det er en social revolte, der ikke er hyllet i en religiøs klædedragt. Det er hvad magthaverne frygter mere end noget andet.

I de allerfleste af disse lande eksisterer de samme forhold, som udløste eksplosionen i Tunesien: massiv arbejdsløshed, stigende madpriser og politisk undertrykkelse. Magthaverne i Saudiarabien frygter at de psykologiske barrierer mod at demonstrere skal blive nedbrudt, og i Jordan overvejer en ny regering at opgive planlagte prisforhøjelser, efter at det muslimske broderskab har advaret om at deres gennemførelse vil føre til en ’eksplosion uden fortilfælde efter det nordafrikanske mønster’.

EU og USA har forholdt sig meget stilfærdigt til opstanden i Tunesien og deres trofaste allierede Ben Ali, som nu er i store vanskeligheder. De har bistået hvad de kunne ved ikke at fokusere på denne sociale revolte i et arabisk land og lade medierne underspille dens betydning.

Ben Ali har trofast fulgt de imperialistiske nyliberale diktater bl.a. fra IMF og ladet sit folk betale, samtidig med at han og hans klike har beriget sig. Det forlyder, at hans familie allerede har forladt landet, og at han selv følger efter, hvis det for alvor brænder på.

USA har selvfølgelig bemærket, at der er intern uro hos dets arabiske ’venner’ og allierede. I årtier har USA levet fint med manglende demokrati og endeløs undertrykkelse.

På et møde i Qatar kritiserede den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton de arabiske regeringer for korruption og for at demokratiske reformer er gået i stå – og at problemerne skærpes af en meget stor ungdomsbefolkning, der har svært ved at finde jobs og kanaler til at udfolde sig.

– Men nogle lande har gjort store fremskridt i demokratisk styreform, er folk i mange andre blevet trætte af korrupte institutioner og en stagneret politisk orden, sagde hun i en tale til den regionale konference  Forum for the Future: – Regionens fundament er ved at synke ned i sandet.

Med et næsten klassisk udtryk for, at reformer tilbydes når revolution truer, tilføjede den amerikanske udenrigsminister:
– Hvis lederne ikke tilbyder en positiv vision og giver unge mennesker meningsfulde måder, hvorpå de kan bidrage, vil andre fylde vakuummet … Ekstremistiske elementer, terroristgrupper og andre, der vil suge næring af desperation og fattigdom, er der allerede og appellerer om opslutning og konkurrerer om indflydelse.

Hun fortalte ikke, hvordan Ben Ali, Ægyptens Mubarak eller det saudiske kongehus og USA’s andre vasaller overhovedet skal være i stand til at tilbyde en ’positiv vision’ til deres befolkninger, som brænder efter at sætte dem på porten.

Se også

Hjemmesiden nawaat.org (fr)

Vis solidaritet med det tunesiske oprør
Netmagasinet Revolusjon

Netavisen 13. januar 2011
 -