Katolicismens forunderlige verdensbillede

Af Flemming Jensen

Lad der blive lys!

Og det blev der – minsandten. I hvert ifølge bibelens første Mosebog kapitel 1. Skabelsesberetningen i kapitel 2 rummer en anden version. Allerede her er der åbent land for respektive tolkninger af det hellige skrift, hvilket siden har givet teologer masser af åndfulde diskussioner på et i udgangspunktet forkert grundlag.

Begge udlægninger står i grel modsætning til de videnskabelige opfattelser af universets opståen. Den fremherskende teori lægger sig op af, at universet skabtes af “The Big Bang” (eksplosion af en kompakt masse) for 13,7 milliarder år siden. Under alle omstændigheder er “den blå planet” ufattelig lille og ligegyldig, når det handler om vores solsystem, mælkevejen og universet.

For kirkens folk folk har det forholdt sig modsat. Jorden spiller den centrale rolle, hvorom alting drejer.

Det har mange videnskabsfolk fået at føle – ualmindeligt hårdt endda. For nogles vedkommende indtil de ikke længere kunne føle mere. Den fremragende filosof, fysiker, matematiker og astronom Galileo Galelei (15.februar 1564 – 8.januar 1642) var én af dem. Hans forbrydelse bestod netop i, at han fastholdt Kopernikus’ verdensbillede: Jorden drejer sig om solen – og ikke omvendt.

Den katolske kirke tog ham i belæring, hvilket sandsynligvis kunne have kostet ham livet, hvis ikke han havde afskrevet sin kætterske tro – med krydsede fingre bag ryggen. Derved reducerede han straffen til fængsel, som med hans fremskrevne alder senere blev mildnet til husarrest.

Det har aldrig været behageligt at lægge sig ud med den katolske kirke. Inkvisitionen efterlod sig tykke spor af blod og død efter sig. Det er måske den religion i Verden, der i forbindelse med omvendelse af klodens befolkning har kostet flest lidelser og liv.

Katolicismen fastholdt gennem omkring 400 år, at Galilei tog fejl. I hvert fald var det først med pave Johannes Paul II (pave fra 16.oktober 1978 til hans død 2.april 2005), at kirken formelt erkendte, at det var forkert at dømme Galilei – og det først efter 13 (tretten!) års kommissionsundersøgelse.
Hvor svært kan det være?

For få år siden brugte den katolske kirke altså 13 år på at finde ud af, at Galilei  år 1633 havde ret, når han påstod, at jorden drejer sig om solen – og ikke omvendt.
Katolicismens historie har på alle felter været eet langt tilbagetog og syge bortforklaringer – men så vidt vides aldrig beklagelser. Det er for så vidt forunderligt, at retningen stadig eksisterer.

Som omtalt forsøgte pave Johannes Paul II at pynte lidt på forholdet til de videnskabelige facts. Hans nuværende substitut pave Benedict har tilsyneladende taget tråden op. Det er her skabelsesberetningen dukker op, da det katolske overhovedet har følt trang til at gøre sig klog på denne front.

Nu har evolutionen aldrig hørt til kirkens favoritter – og da slet ikke teorien om universets skabelse, som videnskabsfolk mener fandt for 13,7 milliarder år siden i form af “The Big Bang”.

Benedict er oppe imod store kræfter, når han skal forklare, at der på den ene side ingen modsætninger er mellem videnskaben og den katolske kirke – men at katolicismen alligevel i den sidste ende har ret. Han udvælger sig en hjemmebanefordel i Peterskirken i selveste Rom med – ifølge sikre kilder – 10.000 troende tilskuere:

– Nu skal I høre; mine kære troende og naive væsner. Sådan faldt ordene vist ikke præcist; men fortsættelsen er god nok:

– Universet er ikke et tilfældigt resultat, som nogen ønsker, vi skal tro. Ved at betragte det inviteres vi til at forstå noget dybere: Skaberens visdom, Guds utrættelige kreativitet

Hvad paven mener, er, at videnskaben ganske vist har ret i, at universets opståen er sket som videnskaben hævder – i form af teorien om “Big Bang”; men kun fordi det var Guds vilje.

Tag den! – Noch ein mal.

Det havde tjent den gejstlige bedre, hvis han havde nøjes med et:
– Det er meget vanskeligt at huske så mange år tilbage.

Det metafysiske udgangspunkt er ganske vist indeholdt i enhver religiøs retning; men for mig er det værste at blive medregnet til en “civilisation”, der omfatter katolicismen.

Må syndfloden dog tage disse grusomme, sindsforvirrede, reaktionære gamle mænd og deres perversioner – og føre dem en tur gennem skærsilden.

Så stiller jeg såmænd gerne op for at dele lidt salve, røgelse og syndsforladelse ud.

Indtil da forlader jeg mig på Marx’ visdomsord: Religion er opium for folket.

Netavisen 8. januar 2011