Partikonference: APK 10 årDialektisk tænkning i det organisatoriske arbejde – en marxistisk-leninistisk disciplin


Vi oplever i disse år en opmærksomhed omkring Marx og Engels økonomiske arbejder pga. den økonomiske krise, der går verden rundt og til fulde bekræfter disse to kammeraters teorier om den kapitalistiske økonomis tilbagevendende kriser.

Selv folk, der ikke forstår -  eller måske aldrig har læst Marx og Engels – henviser (for tiden) jævnligt til deres arbejde, dog udelukkende i økonomiske henseende, og i en stiv ‘forståelse’ af at ”kapitalismen jævnligt vil opleve kriser”.

Det var dog ikke Marx eller Engels, der opfandt eller opdagede kapitalismens kriser; det gjorde den ’selv’, i og med de opstod og var tydelige for enhver. Hvad Marx og Engels opdagede og beviste, var krisernes tilbagevendende karakter samt, hvad flere såkaldte marxister og marxistisk inspirerede folk ikke vil snakke om, kriserne som en uadskillelig (!) del af kapitalismen, og kapitalismens akkumulation af dens egne kriser.

Der er flere dele af Marx og Engels økonomiske arbejde, som trods en øget anerkendelse af deres arbejde ikke bliver behandlet eller nævnt, i hverken borgerlige eller revisionisternes fremstillinger, og der er et spørgsmål, som meget sjældent stilles omkring dette arbejde.

Hvordan, eller hvorfor, kunne Marx og Engels udarbejde disse økonomiske teorier, og hvorfor tilfaldt det netop dem at gøre det?

Svaret er at Marx og Engels udviklede og arbejdede ud fra den dialektiske materialisme og kunne med det redskab afdække og forstå sammenhængen mellem kapitalismen og dens kriser, udviklingen af dens kriser, og ud fra dette, med dialektikken ved hånden, kunne de så udvikle en teori til forandring af samfundet, den revolutionære teori om arbejdernes revolution og proletariatets diktatur.

Det samme gør sig gældende, når vi kigger på Lenins tanker og udformning af  ”et parti af en ny type”. Også denne analyse af hvad der var brug for, hvilken organisering eller parti, til gennemførslen af en proletarisk revolution, er baseret i en analyse, hvor den dialektiske materialisme anvendes på det kapitalistiske samfunds forhold og de erfaringer, der er indsamlet gennem års klassekamp mod det.

Vi har på vores 4. kongres stillet os selv opgaven at opbygge en front mod krise, krig og reaktion samt sideløbende med dette at opbygge partiet, et udtryk for forståelsen af forholdet mellem massearbejde og partiarbejde.

Kigger vi på udviklingen siden kongressen bliver det tydeligt, at det er den rigtige opgave vi har stillet os selv, at fronten mod krise, krig og reaktion til stadighed er en korrekt opgave at stille os selv, samt at behovet for et stærkt ML-parti i Danmark skriger til himlen – så at sige.

Kigger vi på vores arbejde siden kongressen er der også tydelig fremgang på flere områder, der er  tilføjelser og udvikling af sider af vores arbejde. Men det er lige så tydeligt, at der er mangler i vores arbejde, og at eksempelvis kongressen kvantitative målsætning om øget rekruttering til partiet, her halvvejs i kongresperioden, ikke er opnået i tilstrækkelig grad.

Et af de steder hvor vi må forbedre vores arbejde – for at forbedre alt vores arbejde – er den dialektiske tænkning, der må gennemsyre alle vores svar på de spørgsmål, klassekampen rejser.

Stalin snakker et sted om, at man ikke kan kræve, eller have en målsætning om, at alle mennesker har det samme niveau af ekspertise indenfor alle felter (af sovjetsamfundets opbygning…), at nogle vil arbejde i minen, andre ved maskinen, andre igen med fysikken som videnskab eller f.eks. med litteraturen, men at ALLE skal have et kendskab til marxismen, sideløbende med deres special-område.

På samme måde kan vi i dag sige, at alle kammerater ikke har det samme niveau af ekspertise indenfor alle klassekampens områder, at nogle vil udmærke sig mere i massekampe end andre, at nogle vil være bedre skribenter end andre, nogle bedre organisatorer mv. – MEN at alle kammerater må forstå anvendelsen af den dialektiske materialisme sideløbende med deres special-område(r…).

Kun på den måde kan man forstå sammenhængen mellem ens special-område og partiets arbejde som helhed, og kun på den måde kan man forstå ens eget special-område (!).

Hvordan bliver vi bedre til at anvende den dialektiske materialisme i det organisatoriske arbejde, og hvad forstås der herved?

Det er en gammelkendt forståelse i vores parti, at vi på basis af analyser prioriterer den ene eller anden del af klassekampens områder. At vi udvælger det vigtigste, eller, det mest centrale klassekampsområde, fordi det er på det område at alle de andre spørgsmål i klassekampen i perioden vil blive afgjort, omend afgørelser i klassekampen jo kun er af midlertidig karakter.
Kort sagt, at vi lægger en taktik.

Et godt eksempel på dette var og er antikrigs-kampen i kølvandet på 9/11, hvor vores partis politiske prioritering i alle dele af arbejdet afspejlede kampen mod krigene. Vi forstod at krigene ville blive et lokomotiv for den reaktionære udvikling, vi har set siden, og at de ville blive dyre.

At antikrigs-arbejdet var det centrale klassekamps-spørgsmål afspejlede sig ikke mindst i vores ihærdighed for at sammenkæde dette spørgsmål med andre politiske spørgsmål (på et taktisk niveau), såsom : terrorlove/fascisering og de sociale vilkår, og derudover hvor vi ellers kunne komme til det, bl.a. EU.

Dette viser en fin brug af den dialektiske materialisme, forståelsen af den koncentrede indsats mod det centrale klassekampsspørgsmål som afgørende for de andre spørgsmål.

Samme dialektiske tænkning må vi bruge bedre i det organisatoriske arbejde. Et eksempel: Når vores agitprop-arbejde er et af de mest centrale spørgsmål i udviklingen af partiet og dets massearbejde, som i det seneste års tid, er det opgaven at sammenkæde andre opgaver med dette, både i indadvendte og udadvendte politiske aktiviteter.

Et endnu mere aktuelt eksempel er vores økonomiske kampagne. I selve ordet ”kampagne” ligger i virkeligheden betydningen ‘en kvantitativ forøgelse over kortere eller længere tid’ og i den dialektiske forståelse tillægges det samtidig i den konkrete organisering ‘der sammenkædes og indarbejdes i de allerede eksisterende planer til styrkelse af begge/alle’.

En kampagne, eller denne forøgelse af kvantitet, kan i større eller mindre omfang slå sig om i kvalitet, hvilket f.eks. med succes var tilfældet med klima-redaktionen og en efterfølgende udvikling af agitprop-arbejdet, ikke mindst udviklingen af KPnetTV.

Det er en gammelkendt forståelse i vores parti, at sammenkædningen af flere politiske spørgsmål kan være den vigtigste opgave for partiet, som f.eks. fronten mod krise, krig og reaktion der blev sat på dagsordenen fra vores 4. kongres, eller f.eks. et aktuelt og konkret enhedsarbejde vi har indgået i som demonstrationen ”Velfærd NU – ikke krig!”

Denne prioritering ‘mod krise, krig og reaktion’ afspejler analysen af at det centrale modsvar mod kapitalens offensiv, er en samlet modoffensiv, der dækker alle disse 3 områder.

På samme måde kan det være en prioritet at sammenkæde de organisatoriske opgaver/spørgsmål og lave en offensiv på flere områder samtidigt, i forbindelse med hinanden. Dette er tilfældet med den dobbelt-opgave vi har stillet os fra kongressen: opbygning af en front samt opbygning af partiet.

I dette tilfælde kan vi ikke sige den ene eller den anden opgave er central, men at den må løses sammenhængende, og at netop dette er den centrale opgave.

Det er også en gammelkendt forståelse i vores parti, at når et politisk spørgsmål har været et tema, et vigtigt, et vægtigt, eller et helt centralt klassekampsspørgsmål, og at det er lykkedes på den pågældende tid at mobilisere en massebevægelse omkring spørgsmålet, så har det konsekvenser langt ind i fremtiden, på dets ‘eget’ klassekampsområde, såvel som på andre områder.

Igen kan vi nævne antikrigsbevægelsen, vi kan nævne ‘Velfærd til alle’ i 2006, der i dag har en betydning for velfærdskampen, fordi den var et startskud, og et godt startskud.

Vi kan også, for at illustrere, nævne Palæstina og kampen for palæstinensernes frihed og en selvstændig nation. Et politisk spørgsmål som i løbet af 70’erne var et vægtigt tema og den dag i dag er flere progressives indgangsvinkel til forståelse f.eks. af væbnet kamp. (en forståelse der i nogle tilfælde så kan begrænses til palæstinensernes kamp…)

Om det rigtige politiske spørgsmål er blevet prioriteret som det centrale har også en betydning for fremtiden, og mangel på mobilisering af masserne på de centrale klassekamps-spørgsmål har en tilsvarende akkumulerende negativ effekt på dette spørgsmål gennem tiden.

På samme måde har de centrale spørgsmål i partiet organisatoriske arbejde ikke ‘kun’ en tilsyneladende effekt, men har betydning ud i fremtiden. Større projekter der har krævet en større mobilisering af vores kammerater, som f.eks. ”Den internationale ungdomslejr mod fascisme og imperialisme (2006)”, har i dag en stor betydning for den fælles forståelse af problematikker i organisatorisk arbejde, for forståelsen af hvilke massive kæmpe-projekter, det er muligt at stable på benene, mm.

På denne måde kan vi lave flere sammenligninger mellem det politiske og det organisatoriske, uddybe kendskabet til brugen af den dialektiske metode og bruge den bedre i vores organisatoriske arbejde.

Ét sted er der dog afgørende forskel på de to ting.

Nemlig at partiets politiske prioriteringer er det afgørende for, hvilke organisatoriske tiltag vi laver, at det politiske er udgangspunktet, det allermest centrale og altid er det, det absolut afgørende i alle henseender i de organisatoriske prioriteringer. Hvorimod det organisatoriske ikke bestemmer, hvilke politiske spørgsmål, partiet mener, er centrale.

Det er ikke er udgangspunktet for det politiske, men alligevel spiller det ind ved at sætte begrænsninger i partiets formåen for f.eks. politisk at virke på samtlige klassekampsområder. Et sløset organisatorisk arbejde, der f.eks. ikke formår at mobilisere kammeraterne omkring de centrale politiske spørgsmål, repræsenterer en fare for, at der ikke er klarhed om hvilke spørgsmål, der er de centrale, og kan i sidste instans betyde fraktionsdannelser mv.

Det politiske som det centrale for vores organisatoriske arbejde er den vigtigste pointe at forstå i den dialektiske tænkning om det organisatoriske arbejde, det er hjørnestenen i al organisering, i organiseringen af partiet såvel som i mobiliseringen af masserne.

Vi må som marxister-leninister gøre os klart, at det bestemmende, at det afgørende for partiet altid vil være den konkrete klassekamps-situation, det befinder sig i. At partiets beslutninger, prioriteringer, konkrete opgaver, og alt andet afgøres af klassekampens aktuelle stilling, og at partiet først og fremmest må forstå og analysere situationen politisk, for at kunne agere i den.

Derefter er opgaven at finde de rigtige tiltag i situationen og mobilisere partiet omkring opgaverne med både politisk mobilisering og henvisning til leninismens princip om samlet handling omkring en vedtaget parti-linje.

Vi må gøre os klart, at tilbagevendende problemer i vores organisatoriske arbejde netop ikke må isoleres som organisatoriske problemer, men skal forstås i sammenhæng med politikken, eller måske i højere grad, i deres mangel på sammenhæng med politikken.

Man kan umuligt, med bare nogenlunde succes, være partiorganisator uden at forholde sig til de politiske kampe, der raser i gaderne med massernes deltagelse. Man kan umuligt, med bare nogenlunde succes, være organisator af massekampe uden at forstå partiets politiske prioriteringer, og partiets baggrund for disse prioriteringer.

Vores analyser, vores politiske paroler, vores forudseende paroler, udgør noget af det bedste arbejde, vores parti præsterer, og et arbejde, vi præsterer med en bemærkelsesværdig kontinuitet, og vi har al mulig grund til at være stolte over dette arbejde.

Hvad vi dog må erkende, er at det organisatoriske arbejde halter efter, ikke helt står mål med det politiske. Når det forholder sig sådan, er det fordi vi ikke bruger den dialektiske materialisme, vi benytter så godt i det politiske analyse-arbejde, på en ordentlig måde i det organisatoriske arbejde.

Hvilket også inkluderer at vi ikke bruger den dialektiske materialismes erfaringer på det organisatoriske område på en ordentlig måde – ikke mindst Lenins ”Hvad må der gøres?” og ”Ét skridt frem, to tilbage” udgør et fundament i det organisatoriske arbejde, uden hvilket vores parti ville være nødsaget til at udvikle det på ny, for at lykkes i arbejdet med gennemførslen af den proletariske revolution i Danmark, og oprettelsen af proletariatets diktatur.

Netavisen 29. december 2010