Det nyliberale systemskifte: En fiasko uden fremtid

Partikonference: APK 10 år –

Kommunistisk Politik 25, 2010 —


Det årti, der er gået siden stiftelsen af APK i april 2000, har været præget af hurtige forandringer og udviklinger.

Det startede som et nyt århundrede, tilmed et nyt årtusinde, med strålende løfter. Det forvandlede sig efter 11. september 2001 til terrorkrigens årti, og det udviklede sig til årtiet, hvor den største økonomiske verdenskrise siden 20’erne og 30’erne i sidste århundrede brød ud. Det var et årti, hvor Euroland intoneredes med brask og bram og endte i klynk, gæld og fallit.

Ved genlæsningen af vores partiprogram ’Manifestet for et socialistisk Danmark’ er det forbavsende at konstatere, hvor frisk det har holdt sig hele vejen gennem dette dramatiske årti.

Dets marxistisk-leninistiske analyser og principper er fortsat gyldige som vejledning til et radikalt anderledes samfund end det Danmark, der findes ved udgangen af 2010. Og det er fortsat det eneste revolutionære bud på en socialistisk fremtid.


Nyliberalismens triumf

Danmark blev i slutningen af 2001 overtaget af en bande politiske gangstere, forkortet til VKO. De blev anført af storkrigsforbryderen Anders Fogh Rasmussen, der af den internationale reaktion senere blev belønnet med posten som generalsekretær i den globale terrororganisation NATO.

I 100-året for systemskiftet til borgerligt demokrati i 1901 påbegyndte den borgerlige VKO-koalition deres eget ’systemskifte’, der skulle gøre op med den socialliberale (socialdemokratiske) ’velfærdsstat’ – i borgerlig sprogbrug ’formynderstaten’ – og erstatte den med et  nyliberalt helvede af en politistat – af Fogh kaldet ’minimalstat’.

Vi må konstatere, at de er nået langt.

VK-regeringen har hele tiden været i trekant med det populistiske, racistiske og krigsgale Dansk Folkeparti, der som stueren regeringsstøtte i dag er blevet en fremtrædende del af et hurtigt voksende, p.t. parlamentarisk europæisk ultrahøjre.

Denne reaktionære trekant har sammen tegnet en af de sorteste perioder i den nyere Danmarkshistorie. Den har, inspireret af nykonservative og ultraliberale politikker og opskrifter fra USA og designs fra det nyliberale EU, på mindre end ti år gennemført en omdannelse af det kapitalistiske Danmark i sort reaktionær retning.

VKO mener selv, at de har gjort Danmark til et ’foregangsland’ i Den Europæiske Union og en global forkæmper for demokrati og ytringsfrihed.

Men de har gjort Danmark til en spydspids for den internationale reaktion, for imperialismens og monopolernes globale dominans og magt over nationalstaterne. Det aflæses i, at Danmarks brand ude i verden har forandret sig. Navnet Danmark vækker ikke længere associationer til social velfærd, lighed, tolerance og humanitet, men til indgroet fremmedfjendskhed, krigerisk aggression og massiv undertrykkelse af politisk protest.

VKO har gennemført en lang række love, herunder en meget stor stribe EU-direktiver, til udvikling af de kapitalistiske markedsmekanismer uden reguleringer og begrænsninger, som giver profitmotivet, kapitalen og monopolerne frit spil og sikrer dem kontrol over alle sider af samfundslivet, den offentlige sektor indbefattet.

VKO stimulerede det usunde boligboom og en rådden finans- og banksektor, som den pumpede op med skattegarantier og skattepenge, da boblen brast i 2008.
Danskerne – ikke mindst en hel generation af unge – nåede forinden at blive måske livslange gældsslaver.

Men det er kun en beskeden del af trekantens socialt destruktive hærgen af og i det danske samfund i næsten et årti indtil nu.

Tilsløring af kapitalismen og tilsvining af modstand

En nyliberal ideologisk offensiv til skønmaling af kapitalismen og tilsvining af al modstand blev gennemført straks fra starten af VKO’s tid og forberedt længe før. Det skete gennem et veludviklet system af spindoktorer og oprettelse af private ultraliberale tænketanke som CEPOS og ideologiske gylletanke for skatteborgerpenge som Bent Jensens koldkrigs-institut eller Bjørn Lomborgs lige så pseudovidenskabelige Institut for Miljøvurdering. Og det skete samtidig med at uafhængige, men statsfinansierede videnskabelige og sociale institutter og råd samt organer til kontrol og regulering af kapitalen blev nedlagt.

Det har ført til produktionen af en lang række såkaldte ’eksperter’ – kadrer med VKO-partibogen i orden, som optræder som uafhængige.

Et vigtigt udgangspunkt for denne ideologiske offensiv er den herskende klasses kontrol over de fleste massemedier. Samtidig er der sket en systematisk undergravning af public service-funktionerne, med undergravning af DR på talrige måder og favorisering af TV2 og privatejede medier, herunder placering af eks-spindoktorer og politiske venner i ledende funktioner i medierne.

Det har f.eks. ført til forvisning af al seriøs journalistik og debat fra primetime til fordel for endeløse sløvende underholdningsprogrammer.

Hele dette systematiske angreb går ud på at skønmale kapitalismen, forstørre dens ’gode sider’ og formindske dens fejl og mangler og ikke mindst benægte deres karakter af systemfejl. Og selvfølgelig i at afvise enhver kritik, miskreditere al modstand og tilsvine alle alternativer, fra progressive bevægelser til bare ideen om samfundsforandringer – for ikke at tale om revolution, socialisme og kommunisme. Klapjagten på ’røde lejesvende’ og den antikommunistiske hetz er et permanent og ufravigeligt træk i den borgerlige ideologi og praksis i dag.

Al progressivt er legitimt mål. Det betyder, at ikke bare videnskabelig usandhed, men propagandistisk løgn bliver en foretrukken metode.

Det gælder om at tilsløre og skjule sandheden om det kapitalistiske system – om dets egentlige magthavere, om dets funktionsmåde, om regeringens og de borgerlige og socialliberale partiers rolle som kapitalens lakajer, om den systematiske udplyndring af de offentlige kasser og borgernes penge. Ikke mindst i en krisetid som den nuværende.

Derfor gennemføres en række udemokratiske mekanismer til at holde de virkelige magtforhold og sociale kendsgerninger skjult – fra manipulerende statistik til EU-domstolens nylige kendelse om, at det krænker menneskerettighederne, hvis navne på modtagere af landbrugsstøtteordningerne er offentligt tilgængelige – fra kegleklubber og mafiosi til våbenproducenter og godsejere.

Nu vil VKO-regeringen med en ny offentlighedslov begrænse indsigten i magthavernes gøren og laden og muligheden for at kigge dem i kortene. Enhver borger har i dag ret til at få aktindsigt i alle dokumenter, der forlader en myndighed. Det skal der nu lukkes for. Alle papirer, der indgår i såkaldt politisk ministerbetjening, skal holdes under lås og slå – det vil sige alt materiale, der ligger før en ministerbeslutning. Der skal lukkes for nye bilagssager, nye overbetalingssager til privathospitaler eller tilsvarende nye sager om tortur af krigsfanger, og hvad ministre og ministerier vidste.

Den nyliberale minimalstat er en autoritær og antidemokratisk stat.

Militariseret politistat

Det er også en militariseret politistat. Som særdeles aktiv deltager i ’krigen mod terror’ og som USA’s lydige lakaj i de langvarige kolonikrige og besættelser af Afghanistan og Irak, der har slået hundredtusinder, for ikke at sige millioner, ihjel og smadret disse lande, er det officielle Danmark og VK-regeringen medskyldig i uhørte krigsforbrydelser, strafbare ifølge præcedens fra Nürnberg-domstolen og FN’s charter.

Vi forlanger stadig, at de ansvarlige for aggressionskrig, folkemord og tortur bliver straffet, og at krigskoalitionen og Danmark betaler krigsskadeserstatninger for deres ødelæggelser.

Krigene har udviklet det danske forsvar til en imperialistisk angrebshær, klar til at blive sat ind overalt i verden, hvor USA og krigsalliancen NATO måtte have brug for det. De har omdannet den til hær af professionelle dræbere med avanceret udstyr og skabt et lag af krigsveteraner og nærtstående, der er opdraget i en chauvinistisk og kolonialistisk ånd, og som udgør et tvivlsomt element i det borgerlige Danmarks sociale basis, der også kan udgøre en rekrutteringskilde til organiseret kriminalitet og voldelige fascistiske organisationer.

Parallelt og i sammenhæng med udviklingen af den professionelle hær udvikler også en tvivlsom sikkerhedsindustri af ekssoldater og et udvidet politikorps med stadig større beføjelser sig.

Gennemførelsen af antiterrorlovgivningen frem til den såkaldte lømmelpakke op til COP15-topmødet i 2009  – i starten med stor entusiasme, efter amerikansk forbillede og med anvisning fra EU – har gjort Danmark til en spionstat mod dets borgere, til noget, der ligner en politistat, hvor al elektronisk kommunikation overvåges og fuldt lovlig udenomsparlamentarisk politisk aktivitet registreres, udspioneres og infiltreres.

Terrorlovene og alle følgelovene retter sig ikke i første række mod ’terrorister’, men mod politisk protest. VKO har med kriminalisering af politisk protest, nedsættelsen af den kriminelle lavalder, udlevering af danske statsborgere til f.eks. amerikanske domstole og en lang række andre reaktionære tiltag bombet retssystemet stadig længere baglæns.

En side af dette er udviklingen af et stikkersamfund i hvad der kaldes kamp mod socialt bedrageri. Alle opfordres til at angive alle ved mistanke om snyd. Det kan – helt vanvittigt – ramme fraskilte, der tager et fortsat fælles forældreansvar alvorligt, og for det meste rammer det ubetydelige fattigdomssnydere, samtidig med at danske milliardskattesnydere og multinationale selskaber går fri.

Den offentlige sektor under nyliberal behandling

Monopolernes kontrol med statsapparatet og den offentlige sektor er blevet betydeligt forstærket med gennemførelsen af ’markedsprincipper’ dér – dvs. profitmekanismer og profitmotiver. Ud over frasalg, privatisering og udlicitering af de mest givtige dele af den offentlige sektor, og potentielle afkastmuligheder, er det systematisk gennem de sidste 10-20 år blevet omorganiseret efter New Public Management-systemet.

Forbundet med såkaldte ’frit-valgs’-mekanismer gøres alle offentlige foretagender til hinandens konkurrenter, hvad der smadrer både samarbejds- og reelle plan- og stordriftsmuligheder. Det fører også til opsplitning, uoverskuelighed og ineffektivitet inden for den enkelte institution eller virksomhed, fordi alle dens elementer splittes op, og der skal høstes profit eller konkurrencefordele ved alle funktioner.

Der er utallige sugerør nede i kasserne i hospitaler, plejehjem, skoler og andre offentlige institutioner. Private firmaer og underleverandører uden koordination er inde over mange af funktionerne, som tidligere blev varetaget af institutionerne og deres personale selv, eller evt. af kommunale instanser.

Alle bliver kunder hos hinanden og samtidig sælgere og leverandører af forskellige ydelser. Det betyder en gigantisk og stærkt fordyrende opsvulmning af administration, regnskabsføring, tilbudsgivning, reklamefremstød osv.

Hele systemet er ineffektivt. Blandt andet derfor er det blevet suppleret med en lang række kontrolsystemer, fortrinsvis af ansatte, der spilder enorme mængder kostbar tid med at dokumentere, at de gennemfører de topstyrede planer og målsætninger. Topstyringen har selvfølgelig forvist initiativ, autoritet og reel ansvarlighed fra, hvor det virkelig behøves: i det nære, i det daglige arbejde med brugerne, borgerne, eleverne.

Systemet har samtidig skabt et stort lag af kommunalt ansatte bureaukrater, konsulenter og rådgivere eller private pendanter.

Der er dermed flyttet store ressourcer fra grundplan til administration og ledelse, både i den enkelte virksomhed eller institution, inden for de enkelte offentlige områder og i sektoren samlet.

Ineffektiv, dyr, bureaukratisk

I samme retning gik også den store kommunalreform, der stærkt reducerede antallet af kommuner gennem sammenlægninger, nedlagde amterne og oprettede fem regioner efter EU-model.

Hele denne nyliberale omorganisering af den offentlige sektor har været stærkt bekostelig, ineffektiv og bureaukratisk, selvom den er forsøgt solgt som billiggørelse, effektivitet og på angiveligt at stille flere muligheder til rådighed for den enkelte borger.

Men servicen og kvaliteten af de offentlige ydelser er på én og samme gang blevet forringet og fordyret over en bred kam – fra hjemmepleje til forholdene på plejehjem, i sundhedssektoren med dens udsultede offentlige hospitaler og svindelagtigt forgyldte privathospitaler og privatklinikker, i skoler og uddannelsesinstitutioner.

Som økonomisk mekanisme har New Public Management og den profitstyrede organisering af den offentlige sektor ført til forgyldning af en række private virksomheder og erhverv – fra rengøringsgiganter til fupklinikker og jobfirmaer, som har levet fedt af at lave unyttige idiotkurser for arbejdsløse, fra fodring af eksisterende monopoler til skabelse af en helt privat snylterindustri på den offentlige sektor.

De sociale basisydelser er blevet ringere; kapitalistiske og bureaukratiske top- og mellemlag er blevet rigere.

Indførelsen af alle disse mekanismer har haft en stærkt ødelæggende virkning på solidariteten og velfærdsydelserne i den offentlige sektor. Borgerne og brugerne, hvis rettigheder skulle sikres og opfyldes gennem den offentlige sektor, klientgøres og bliver profitobjekter også inden for denne. De kapitalistiske forhold mellem menneskene understreges med indbydes mistillid og konkurrence i stedet for respekt, værdsættelse og solidaritet.

Når VKO påstår, at der aldrig er postet så meget ind i den offentlige sektor som nu, glemmer de at fortælle, at aldrig er der blevet suget så meget og så store profitter ud af den – at den i sig selv er blevet omdannet til en omfordelingsmekanisme fra den brede befolkning til dens øverste lag.

Konsekvens: Social og politisk polarisering

Udviklingen af modstanden mod det nyliberale ’systemskifte’ siden 2001, mod krigspolitikken og militariseringen, mod EU’s stadig mere dominerende rolle og mod den brutale krisenedskæringspolitik siden 2008 er blevet stærkt hæmmet af en politisk og ideologisk rådvild socialdemokratisk ledet opposition. Det har i betydeligt omfang også været den socialdemokratisk dominerede fagbevægelses rolle, som har antaget nyliberalismens grundsætninger og derfor også har omfavnet eller ikke har villet imødegå de nyliberale forandringer og politikker.

Men både de politiske og sociale udviklinger og den permanente skærpelse af klassekampen har ført til en betydelig grad af social og politisk polarisering.
VK-regeringen er blevet slidt, og DF’s indflydelse har været så stor og har præget dansk udlændinge- og integrationspolitik så meget, at et flertal i befolkningen har fået nok og bare venter på et regeringsskifte.

S-SF er i den sammenhæng blevet dannet som et ’centrum-venstre’-alternativ til den nuværende ’centrum-højre’ (med streg under højre)-regering. De Radikale blev simpelthen splittet i denne polariseringsproces – hvor en del gik over i den borgerlige lejr i skikkelse af, hvad der nu hedder Liberal Alliance og finansieres af Saxo Bank – og De Radikales traditionelle parlamentariske rolle som ’tungen på vægtskålen’ er stærkt afsvækket.

Derfor hedder regeringsalternativet S-SF, med De Radikales rolle endnu uafklaret. Helle Thorning har angiveligt bevæget sig en smule mod venstre, Villy Søvndals SF har galoperet mod højre.

Nogle gange har man en følelse af, at VKO-regeringen er klar over, at den snart vil være ude i en periode, og derfor søger at bruge flertallets sidste dage til at gennemføre så megen reaktionær og nyliberal lovgivning, som den kan slippe af sted med.

De vil kunne rose sig af at have fuldendt deres ’systemskifte’ – i alt fald på en enkelt undtagelse nær: Det er ikke lykkedes dem at få danskerne til at give slip på kronen og muligheden af en selvstændig valutapolitik, trods ihærdige forsøg fra hele spektret.


’Systemskiftet’ – en fiasko uden fremtid

Men ’systemskiftet’ har været en fiasko på alle planer. En gigantisk social og ideologisk fiasko. Det har skabt et dansk samfund, som flertallet af befolkningen ikke kan lide, selvom propagandaen bliver ved med at gentage, at det er et velfærdssamfund, og dertil det bedste i verden.

’Systemskiftet’ er på alle felter en reaktionær politik, og det har derfor ikke kunnet bringe samfundet og samfundsudviklingen fremad.

Det siger noget om, hvad VKO’s politik er baseret på – nemlig rådden ideologi og uvidenskabelige nyliberale læresætninger – at en minister for få år siden påstod, at ’Vi kan købe hele verden’. I dag aner de ikke og har ingen ide om, hvad Danmark og danskerne i fremtiden skal leve af.

Under globaliseringen er mængder af industriarbejdspladser blevet nedlagt i Danmark og produktionen outsourcet og flyttet til lavtlønslande, især Østeuropa og Kina. Det gælder ikke bare simpel industriel forbrugsvareproduktion, men også videnstunge industrigrene. Hundredtusinder af arbejdspladser er nedlagt, og udflytningen har især taget fart siden krisens gennembrud i 2008. Igennem hele boomet i begyndelsen af årtiet blev der ikke skabt væsentlig flere nye arbejdspladser.

Ud over de officielt registrerede arbejdsløse og de studerende (som der bliver flere af i en krisetid) var i 2009 omkring 700.000 fortsat uden for arbejdsmarkedet. Det er samme tal som mere end ti år tidligere.

Tidligere – dvs. indtil for ganske nylig – hed det, at Danmark skulle blive et videns-samfund, og at dette ville skabe nye arbejdspladser. Men viden er uløseligt knyttet til produktionen, og eksisterer ikke i et industrielt vakuum. Nu hedder det stadig, at danskerne og de unge skal uddanne sig. Samtidig skæres SU’en ned, så måske mener man det alligevel ikke.

For alternativet til et alsidigt udviklet samfund med en solid industriel produktion, transportsektor og en betydelig og stort set selvforsynende fødevaresektor er et kapitalistisk servicesamfund  med lave lønninger og stærk afhængighed af internationale monopoler. Som f.eks. Spanien under Franco – men uden at et land som Danmark har de helt store turistmuligheder.

Ændring af kampbetingelserne

Nedlæggelsen af en stor del af dansk industri og både faglært og ufaglærte job, der ikke kommer igen, kan ikke undgå at få konsekvenser for klassestrukturen og klassesammensætningen. Også andre sociale forandringer er ved at slå igennem. Småborgerskabet og nogle mellemlag reduceres, selvom det modificeres ved, at der samtidig skabes nye i både den privatkapitalistiske og kapitalistiske offentlige sektor.

I USA og mange andre lande taler man om ’middelklassens forsvinden’. Det drejer sig om de faglærte og funktionærarbejdspladser, der er forsvundet med globaliseringen og udflytning af industrien. Dertil kommer fyringerne af professionelle, både i den private og offentlige sektor: skolelærere, sygeplejersker, sundhedsarbejdere, kontorfolk i banker og finansinstitutioner osv.

Vi må studere disse udviklinger, som også fører til, at nye lag i arbejderklassen griber solidaritetens og klassekampens fane og går stærkt ind i modstanden. Vi har  f.eks. set dette med sosu’er og andre arbejdere i det offentlige gennem de senere år, hvor betingelserne for protest og modstand ellers på mange måder er blevet forringet. Både i det private og i den offentlige sektor er modstand, faglig kamp eller afsløring af misforhold blevet bremset kraftigt af mundkurve, overvågning, fyringstrusler og intimidering.

Det nyliberale systemskifte har på mange måder begrænset arbejderklassens kampmuligheder, men skaber også både nye muligheder og nye former.
Ikke mindst betyder ny teknologi, at der opstår nye muligheder, men også farer for overvågning, kontrol og afledning.

Det er det marxistisk-leninistiske partis opgave at finde disse nye veje for solidaritet og tage disse nye kampformer i anvendelse.

En selvstændig klassepolitik: For et revolutionært alternativ

Denne periodes taktiske hovedparoler må være noget i retning af ’Vi vil ikke betale kapitalens krise’.’Lad de rige betale krisen’ og ’Stop krigene NU! Velfærd til alle’. Spydspidsen må rettes mod den nyliberale offensiv og kræve sikring af det store flertals levevilkår på profittens bekostning.

Det må udmønte sig i videreudviklingen af vores kriseprogram for at vælte VKO – og i øvrigt også et program med krav til S/SF om at rulle systemskiftet tilbage, og andre elementer i en klasseplatform, der bryder totalt med nyliberal ideologi og politik.

Netop udviklingen af en selvstændig klassepolitik, af den brede front mod krise, krig og reaktion – altså af et revolutionært alternativ – er den politiske hovedopgave for APK i den nuværende periode.

Det siger sig selv, at APK og DKU hele vejen igennem har bekæmpet VKO’s nyliberale systemskifte, Danmarks inddragelse i imperialismens krige, spydspidsrollen som ideologisk aggressor som under karikaturkrisen, undertrykkelsen af politisk protest som i forbindelse med vedtagelsen af ’lømmelpakken’ og COP15, terrorlovene, opbygningen af Den Europæiske Union som superstat og supermagt – og ikke mindst undergravningen af arbejdernes og den brede befolknings hårdt tilkæmpede politiske, demokratiske, sociale og økonomiske rettigheder.

Vi har også forstået at VKO-offensiven ikke er en speciel dansk politik, men en del af den internationale kapitals offensiv mod arbejderklassen og folkene tillempet danske omstændigheder og understøttet af det danske medlemskab af de imperialistiske alliancer og organismer fra EU og NATO til OECD, IMF og Verdensbanken osv.

Det betyder også, at vores – arbejderklassens, de offentligt ansattes, ungdommens og den brede befolknings – modstand imod den er den del af det internationale proletariats og folkenes modstand.

Modstand over hele unionen

Danmark har tabt selvbestemmelsesretten i Den Europæiske Union, hvor arbejderne og folkene i alle lande står over for samme fjende og samme brutale nyliberale offensiv.

Krisens udbrud i 2008 var afslørende: Det var arbejderklassen, den brede befolkning og ’velfærden’, der skulle holde for, når milliarder og atter milliarder af euro blev pumpet ind i banker og en rådden finansiel sektor, der brændte ind med enorme mængder af giftige lån. Kapitalen kender kun én vej: Beskyt profitten, og lad andre betale!

Det ’europæiske projekt’ viste sig at være monopolernes projekt og ikke folkenes,

Derfor styrkes i disse år arbejderklassens, ungdommens og folkenes kamp i Den Europæiske Union mod den nyliberale krisepolitik med de massive bankpakker og dramatiske nedskæringer af den offentlige sektor. De rejser sig mod nedskæringer på de sociale budgetter, af antallet af offentligt ansatte og deres løn – mod forhøjelsen af pensionsalderen og beskæringen af pensionerne – mod fjernelsen af de gratis elementer i uddannelse og undervisning og forringelser af forholdene for de uddannelsessøgende –  på felt efter felt.

Arbejderne, ungdommen og den brede befolkning i Grækenland var dem, som i første omgang blev hårdest ramt af krisen og de EU- og IMF-dikterede nedskæringer.
De rejste sig til stærk og militant kamp, hvor både et perspektiv for brud med EU og nødvendigheden af et andet, et socialistisk og solidarisk samfund blev rejst.

De er blevet fulgt af arbejderne og befolkningen i mange andre lande, herunder Spanien og Frankrig. Modstanden vokser i alle landene, senest i UK og Irland, som står over for gigantiske nedskæringer og fyringsrunder. Bemærkelsesværdigt er det også, at et nyt ’studenteroprør’ er ved at tage form, ikke mindst tydeligt i Italien.

I Unionen bliver det politiske billede stadig mere ensartet og harmoniseret: med åbent borgerlige blokke anført af konservative og kristendemokratiske partier støttet af en stadig stærkere nationalkonservativ, populistisk og  racistisk højrefløj, i nogle lande med fascistiske rødder og forbindelser; af vaklende Grønne og Radikale ”i midten”; og ”på den anden side” socialliberale eurosocialdemokratier og eurosocialister og SF-Linke-agtige alliancer.

Men billedet af de konkurrerende parlamentariske blokke krakelerer i virkelighedens verden. De massive demonstrationer og masseprotesterne i Grækenland og Spanien retter sig mod socialistiske regeringer. Det er gennemførelsen af Unionens nyliberale og asociale nedskæringspolitik, der får massekampene til at udvikle sig, og ganske særligt når de til en vis grad understøttes af fagtoppene, der er under stærkt pres for at bekæmpe den reaktionære krisepolitik.

Det globale billede af klassekampen viser turbulens. I Europa retter protesterne sig mod den nyliberale offensiv og de imperialistiske krige. I USA og Nordamerika ses dramatiske bevægelser, der førte Obama til magten, men nu vender en anden vej. I Latinamerika rammes det revolutionære opsving af den globale krise og har endnu ikke antaget en definitiv retning. I Mellemøsten og Centralasien, ikke mindst i Irak og Afghanistan, styrkes modstanden mod de nye koloniherrebesættelser.

Udsigterne peger på mere uro, skærpet klassekamp – og at Danmark ikke kan holde sig udenfor.

Netavisen 28. december 2010