Klimakapitalismen vandt i Cancun – alle andre tabte

Af professor Patrick Bond

COP16 blev udråbt som en succes og et stort fremskridt i klimakampen – men det var fupløsningerne der vandt

Kommunistisk Politik 25, 2010

Protestmarch ved COP16 i Cancun, Mexico

Protestmarch ved COP16 i Cancun, Mexico

Cancun, Mexico Afslutningen den 11. december  på COP16- konferencen, det globale klimatopmøde, i det balsamiske Cancun blev af de fleste deltagere og ledende journalister fremstillet som en sejr, som et skridt fremad. Chefforhandler Todd Stern fra USA’s udenrigsministeriums pralede: ”Ideer, der for det meste blev stærkt begrænset og afvist sidste år, er nu godkendt og stadfæstet”.

Eliternes positive spin er baseret på at der blev opnået en international enighed (uanset Bolivias formelle modstand) og blev etableret instrumenter til at styre klimakriser ved at bruge kapitalistisk teknologi. Cancuns forsvarere hævder, at aftalen, der blev til i de sidste timer, rummer en anerkendelse af, at nedskæringer i CO2-udledning vil holde stigningen i verdens temperatur nede under to grader, og der er yderligere overvejelser om at sænke målet til 1,5 grader.

Forhandlerne peger også på større gennemsigtighed ved udledninger, en Grøn Klimafond styret af Verdensbanken, introduktion af regnskovrelaterede investeringer, overførsel af teknologi til ”ny energi”, kapacitetsudbygning og en strategi for at indgå juridisk bindende protokoller fremover. FN’s klimaudsending Christiana Figueres, tidligere ledende kulstofhandler, siger:
 ”Cancun har gjort sit arbejde. Nationer vist, at de kan arbejde sammen under et fælles tag og nå enighed om en fælles sag.

Status quo eller tilbageskridt?

Men kigger man ædrueligt på, hvad der behøves for at vende den nuværende opvarmning, og hvad der faktisk blev leveret, må det konstateres, at forhandlerne på Cancuns luksushotel Moon Palace mislykkedes ud fra alle rimelige kriterier.

Som Bolivias præsident Evo Morales beklagede:
”Det er let for folk i luftkonditionerede rum blot at fortsætte med politikken at ødelægge Moder Jord. Vi har i stedet behov for at sætte os i bolivianske familiers sted og folk verden over, der mangler vand og mad og lider af elendighed og sult. Folk her i Cancun har ingen anelse om, hvordan det er at være offer for klimaforandringer”.

De fleste specialister mener, at hvis de uambitiøse København og Cancun-løfter holdes, og det er et stort hvis, vil resultatet være en katastrofal 4-5 graders temperaturstigning i dette århundrede, hvis ikke det vil være, og det er måske mere sandsynligt, 7 grader. Selv med en stigning på 2 grader er videnskabsfolk generelt enige i, at små øer vil synke, andinske og himalayiske gletsjere vil smelte; kystområder som det meste af Bangladesh og mange havnebyer drukne, og Afrika vil tørre ud (eller nogle steder oversvømmes) i et omfang, så ni ud af ti bønder ikke overlever.   

Politikerne og embedsmændene er blevet advaret om det ofte nok af klimavidenskabsfolk, men står i gæld til magtfulde erhvervsinteresser, der står i kø for enten at støtte klimaafvisning eller skabe forhandlingsblokke på national basis, der er forhåndsbestemt til at mislykkes i deres kapløb om at opnå flest udlednings rettigheder. Som resultat voksede afstanden mellem forhandlere,  folkemasserne og planeten i de sidste par uger.

Wikileaks viser klimabestikkelse

For at illustrere det kan nævnes, at mindre regeringer blev ”moppet, hundset med, lokket med småbestikkelse, kaldt øgenavne og tvunget til at acceptere de rige og nytilkomne rige landes spil”, udtalte Soumya Dutta fra Sydasiatisk Dialog omkring Økologisk Demokrati:
”Mange gældsplagede små afrikanske lande ser de penge, de måske får via udspekulerede modeller for Reduceret Udledning for Afskovning og skov-Degradering (REDD), og har kapituleret under angrebene fra REDD-brigaden. Det er en win-win situation for de rige lande, såvel som for de ’rige’ fattige lande. De dybt fattige er i alle tilfælde en byrde, der skal holdes på arms afstand – om ikke længere væk”.

Nogle få måneder tidligere havde Maldiverne hjulpet med at anføre kampagnen mod de lave udledningsmål, som de der blev fastlagt i Københavns-akkorden. Men dets ledere ændrede fuldstændig kurs, tilsyneladende på grund af en amerikansk hjælpepakke på 50 millioner dollars, som den amerikanske vice-klimaforandrings-udsending Jonathan Pershing. Ifølge et telegram fra 23. februar mødtes Pershing med Maldivernes USA-ambassadør Abdul Ghafoor Mohamed, som fortalte ham, at såfremt der blev givet ’anseelig bistand’ til hans land, så ville andre berørte lande indse ’fordelene der kunne vindes ved at støtte’ Washingtons klimadagsorden.

De lovede penge er imidlertid tvivlsomme. (Connie) Hedegaard bemærkede også bekymret, at nogle af de 30 milliarder dollars, der er lovet i klimarelateret hjælp fra nord til syd – for eksempel fra Tokyo og London, sagde hun – ville komme i form af garantier for lån, og ikke direkte bevillinger. Pershing var ikke modstander af denne praksis, fordi ’giverlandene må balancere mellem det politiske behov for at sikre reel finansiering med de praktiske begrænsninger, som kom fra stramme budgetter.’

Ethiopiens premierminister Meles Zenawi, det ledede statsoverhovede i Afrika med hensyn til klima, blev også afsløret af WikiLeaks som omvendt til Københavns-akkorden, selvom han noterede Washingtons tendens til at bryde finansielle løfter. Dette ser ud til at være resultat af pres fra det amerikanske udenrigsministerium, ifølge et telegram fra 2. februar, hvor Zenawi anmoder om flere bidrag fra nord til syd som gengæld.

REDD som kile

Udover boliviansk lederskab ligger verdens bedste håb i kampen mod disse magtforhold i civilsamfundets aktivisme. Sammen med netværket af bondeorganisationer La Via Campesina, som tiltrak en landsækkende karavane i Mexico og iværksatte en militant march, der næsten nåede frem til adgangsvejen til lufthavnen om morgenen den 7. december, da statsoverhovederne landede i Cancun. De mest synlige repræsentanter for de fattige folk  kom fra Netværket Oprindelige Folks Levevilkår (IEN). Den 8. december blev talsmanden Tom Goldtooth nægtet adgang til FN forummet, begrundet i  hans ledende rolle i ikke-voldelige protester.        
                                                                                                             
Ifølge Goldtooth er Cancuns ’forrædderi’ ”en konsekvens af en fortløbende diplomatisk amerikansk offensiv med korridor aftaler, armvridning og bestikkelse, der har været målrettet mod lande i opposition til Københavns- Aftalen”.

For Goldtooth, der er en glødende modstander af REDD, har ”sådanne strategier altid vist sig at krænke menneskerettighederne og oprindelige folks rettigheder. Aftalerne støtter stiltiende kulstof-markederne, modregning, uprøvet teknologi, og røveri af land – alt andet end forpligtigelse til ægte reduktioner af udledningerne. Udtrykket ’idet rettigheder anerkendes’ ses alene i sammenhæng med marked mekanismer, hvor man glemmer at garantere sikkerheden for folk og lokalsamfund, kvinder og unge”.

Grundlæggeren af vagthunds-NGO’en REDD-Monitor Chris Lang argumenterer for, at forsøg på at reformere systemet slog fejl, fordi for det første ’at beskytte intakt oprindelig skov og genetablere mishandlet naturskov er ikke et ’kernemål’ for REDD-aftalen fra Cancun. Vi har stadig ingen fornuftig definition af skov, som vil udelukke industrielle træplantager, for at give det mest oplagte eksempel på hvordan beskyttelse af oprindelig skov ikke er med – men ’bæredygtig håndtering af skove er med’, hvad der kan oversættes til fældning.

 For det andet, siger Lang, ”beskyttes oprindelige folks og skovsamfunds rettigheder og interesser ikke i Cancuns REDD-aftale – de er henvist til et tillæg, med en note om at ’beskyttelsesforanstaltninger’ bør ’fremmes og støttes’. Det kan betyde hvad som helst regeringerne  vil have det til at betyde.”

Under Cancun-forhandlingerne blev stillingen til REDD et signal om, hvorvidt klimaaktivister var pro- eller antikapitalister, selvom Greenpeace og International Forum on Globalisation prøvede at udstikke et vanskeligt mellemområde. Forvirrende nok gjorde begge sig til talsmænd for et ikke-markeds REDD-arrangement (som om kræfternes stilling ville tillade noget sådant)

Men de og deres allierede tabte, og Friends of the Earth (NOAH) afdelinger i Latinamerika og Caribien forklarede: ”De nye tekster bliver ved med at se skove som rene kulreservoirer (tanke) og er rettet ind mod handel med udledninger.”

På samme måde blev Den Grønne Fond støttet af Verdensbankens præsident Robert Zoellick, hvis højtrofilerede tale til en sidekonference lovede at udvide REDDs handelsvareprincip til bredere sektorer af landbrug og endog karismatiske dyr som tigre –  i alliance med den russiske leder Vladimir Putin.

Den 8. december krævede protester, at Verdensbanken blev udelukket fra klimafinansiering, bl.a. fordi institutionens årlige investeringer i fossile brændstoffer under Zoellick er steget fra 1,6 milliarder til 6,39 milliarder dollars, og fordi Verdensbanken fremmer eksportrettet vækst, ressource-udvinding, energiprivatisering og kulstof-markeder med et urokkeligt, nyliberalt dogme. 

Ifølge Grace Garcia fra Friends of the Earth, Costa Rica “ville kun en bande galninge tro på, at det er en god ide at invitere Verdensbanken til at modtage klimafonde. Den har en langvarigt ry for at stå bag finansieringen verdens mest beskidte projekter og i at påtvinge vore folk betingelser, der er rene dødsdomme.”

Uheldigvis er der visse grupper oprindelige folk og tredje verdens NGO’er, som går ind i REDD, og velfunderede nordlige allierede som det markedsorienterede Environmental Defense Fund har brugt del og hersk taktik til at udvide kløfterne. Faren ved dette er ekstrem, fordi Clean Development Mechanism (CDM) strategien kan meget vel fortsætte med at splitte forsvaret af klimaet. Denne politik  blev iværksat af Al Gore i 1997, da han fejlagtigt (og i egen interesse) lovede, at USA ville tiltræde Kyoto-protokollen, hvis kuliltehandel var et centralt led i aftalen.

REDD er en af adskillige afpresningsmekanismer fra det globale Nord, hvormed der med små beløb betaler for projekter som træplantning og bestyring af skovbevarelse. I visse tilfælde,  og også for CDM, såsom metanudvinding fra affaldsdepoter, bevirker disse projekter, at folk forflyttes fra deres lokale bosteder. I tilfældet med Durbans vigtigste CDM har de bevirket en fortsat voldsom racistisk affaldsdumpning i det sorte kvarter Bisasar Road – i stedet for at få det stoppet. Så de nordlige firmaer, som køber udlednings kreditter kan fortsætte business-as-usual uden at foretage de omfattende reformer, der er nødvendige for at løse krisen.

Klimagæld, kommando og kontrol

Mange kritikere af REDD og andre CDM’er, indbefattet Evo Morales, fremsætter ideen om klimagæld som kernen i en finansieringsstruktur for erstatning. De forlanger, at kulstofmarkedet sættes ud af kraft, fordi deres fatale defekter inkluderer stigende niveauer for korruption, periodisk kaotisk ustabilitet og ekstremt lave priser, som er utilstrækkelige til at tiltrække investeringskapital til ny energi og mere effektiv transport. 

Sådanne investeringer ville minimum koste hvad der svarer til 50 € pr. ton CO2, men EU’s planlagte udledningshandel faldt fra 30 € pr. ton i 2008 til mindre end 10 € pr. ton sidste år, og ligger nu på omkring 15 € pr. ton. Dette gør det meget lettere for virksomhederne at blive ved med at forurene end at omstrukturere.

Efter at have tilbragt en eftermiddag i Cancun, hvor jeg diskuterede disse spørgsmål med verdens ledende CO2-handlere, er jeg mere overbevist om, at markederne må lukkes, så vi kan fremme langt mere effektive og resultatrige kommando-og-kontrol systemer. Som modargument fremførte Henry Derwent, leder af International Emissions Trading Association (IETA), at markederne fik gjort en ende på syreregnen, der var en følge af svovldioxid-udledninger.Men i Europa i de tidlige halvfemsere var statsregulering langt mere effektiv. Kommando-og-Kontrol fungerede godt under ozonhuls krisen, hvor CFC-gasser blev forbudt i Montreal-protokollen fra 1996.

Det amerikanske Miljøbeskyttelsesagentur har i dag kommando-og-kontrol over drivhusgas udledningerne, og dets topchef Lisa Jackson kan alarmere 10.000 større CO2 kilder om, at de må skære ned øjeblikkelig.

Men uden yderligere protester imod agenturet, som west-virginianerne, der kræver stop for kulflytning fra bjergtoppe, har Jackson sagt, at hun først vil påbegynde denne proces i 2013 (efter Obamas genvalgskampagne). På positivsiden har IETA’s ledende Washington-repræsentant, David Hunter, bekræftet overfor mig, at USA’s kuliltemarked befinder sig i et dødvande, fordi det mislykkedes for senatet at vedtage en markedsbaseret udledningslovgivning i år. Tusind tak til Washingtons trafikkaos.

Washingtons store grønne grupper har imidlertid indrømmet, at de har pumpet 300 millioner dollars i fondspenge til at finansiere et forvar for kvotehandel i kongressen – selvom medlemmer af Klima Retfærdighed Nu (Climate Justice Now!) har ført en kampagne mod denne fremgangsmåde.  Kritikere har brugt filmen ” The story of cap and trade”, der det sidste år har haft mere end en million seere. Det enorme forbrug af penge modsvaredes af en udtørring af ressourcerne i basis.

I oktober konkluderede tre miljøorganisationer med rimelige ressourcer – 350.org, Regnskovsaktionsnetværket og Greenpeace – at flere direkte aktioner var nødvendige. Det sker selvfølgelig allerede. To dusin amerikanske grupper, inklusive IEN, Grassroots Global Justice og Movement Generation skrev i et åbent brev den 23. oktober, at ”frontlinjeorganisationer, der benytter sig af græsrods-, netværksbaserede og aktionsrettede strategier over hele landet har haft betragtelig succes i kampen mod klimaforurenende industrier de seneste år, med langt færre ressourcer end de store miljøgrupper i Washington D.C.” Initiativerne har forhindret en massiv mængde af ny kulstof i at blive udledt.

Klimaretfærdighed i stedet for klimakapitalisme

Men efter alt at dømme var en af grundene til, at klimakapitalist-fantasierne rykkede så afgørende fremad i Cancun den fragmenterede karakter af denne type modstand, Vigtige ideologiske og geografiske skillelinjer var tydelige blandt Mexicos progressive kræfter, et problem, der må undgås i den kommende periode, hvor helingen af splittelsen i forhold til markedsrelaterede strategier fortsætter. Græsrodsaktivister er uimponerede af Cancuns sidste gispende forsøg på ar genoplive klimakapitalismen.

I virkeligheden bekræfter de begrænsede udsigter for elitens styring af krisen, hvor seriøst der er brug for et sammenhængende alternativ behøves.

Heldigvis blev Folkenes Aftale i Cochabamba en realitet i april – på et konsultativt møde, der tiltrak 35.000 aktivister hovedsageligt fra civilsamfundet. Opråbet til Cochabamba-konferencen omfatter:

         * 50 % reduktion af drivhusgasser i 2017

         * Stabilisering af temperaturstigning på 1 grad og 300 andele pr. million

         * Anerkendelse af klimagælden, som de udviklede lande skylder

         * Fuld respekt for menneskerettighederne og de oprindelige folks rettigheder

         * En universel erklæring om Moder Jords rettigheder for at sikre harmoni med naturen

         * Etablering af en international domstol for klimaretfærdighed

         * Afvisning af kvotehandelen og REDDs forvandling af natur og skov til varer

         * fremme af metoder til at ændre forbrugsmønstret i de udviklede lande

         * ophævelse af ntellektuel ejendomsret på brugbar teknologi til ar mindske klimaforandringer

         * betaling af  6 % af de udvikledes landes bruttonationalprodukt til at imødegå klimaforandringer

Analysen bag disse krav er udarbejdet i løbet af de sidste få år. Men nu er udfordringen for klimaretfærdigheds bevægelserne over hele verden ikke blot at fortsætte – og dramatisk at fremme –en spillevende græsrods-aktivisme imod store udledninger af fossile brændstoffer og udvindingssteder,  fra Albertas tjæresand, til ecuadorianske Amazonområder, til San Franciscos raffinaderier, til Niger-deltaet, til West Virginias bjerge og til sydafrikanske kulfelter.

Hvis Cancun desuden stimulerer de finansielle markeder i forhold til de nordlige landes planer om at manipulere klima debatten, er Goldtooths advarsel desto mere presserende:
 ”Industrielle lande, store selskaber og uetiske firmaer som Goldman Sachs vil profitere klækkeligt på Cancun-aftalerne, mens vore folk dør”.

Showdown i Durban 2011

Durban vil byde på den næste store konfrontation imellem uigennemførlig kapitalistisk strategi på den ene side, og folkemassernes interesser og planetens vilkår. De sidstnævnte har været vidne til en lang historie med økologisk og social mobilisering, såsom Verdenskonferencen mod racisme i 2001, hvor 15.000 protesterede imod zionisme og mod FN’s fiakso m.h.t. at sætte kompensation for slaveri, kolonialisme og apartheid på dagsordenen.

Det vil blive en udfordring at fastholde presset mod REDD og mod kvotemarkederne, men næste november burde det stå klart, at ingen af disse vil levere varen.

Herom siger Friends of the Earth’ internationale formand og Nigerdelta-aktivisten Nnimmo Bassey, som vandt den alternative Nobelpris Right Livelihood Award i år, i poetisk form:

The outside will be the right side in Durban
What has been left undone

Will properly be done
Peoples’ sovereignty
Mass movement convergence

Det er noget at se frem til!

Patrick Bond er tilknyttet Centret for Civile Samfund på KwaZulu-Natal universitetet og er på sabbatår ved Cal-Berkeley Afdelingen for Geografi       

Originalartikel:   
Climate Capitalism Wins in Cancun     
        

Netavisen 22. december 2010