Fra boligboom til krise: Rekordmange tvangsauktioner 

5.000 boliger kommer i 2010 under hammeren, hvilket tangerer 1995.Alligevel holdes antallet nede med kunstig lav rente og afdragsfrie lån. Nøjagtig det samme billede tegnede boligpolitikken op til kriseudløsningen i efteråret 2008.

Kommunistisk Politik 25, 2010

Bortset fra en lille håndfuld optimister – som regel fra ejendomskæderne, der stædigt ønsker at fastholde et fatamorgana af omsætning og fremdrift – så er udsagnene mange og voldsomme, når det gælder nutidens og fremtidens bolig- og finansmarked. Pressen har fået færden af den dystre situation. Spalterne oversvømmes af overskrifter: “Tusinder kan sendes på tvang af højere rente” “Boligejernes låneloft under pres” og “Tvangsauktioner på samlebånd”.

Overskrifterne kommer ikke ud af den blå luft. Tæt på årsskiftet kan det konstateres, at antallet af tvangsauktioner for 2010 runder de 5.000. Man skal tilbage til 1995 for at finde en tilsvarende situation. Starten af 90’erne var dønninger oven på Schlüters såkaldte “kartoffelkur”, som udtrykte den tidligere statsministers (konservative) politik, der i sit indhold slog bunden ud af mange familiers økonomi. Schlüters slogan var: Pengene har det bedst i borgernes lommer.

Politikken, som er den samme for enhver kapitalistisk regering, udtrykker, at borgerne for at undgå, at producenterne fremstiller varer til lagrene, skal kunne forbruge. Tænkningen står imidlertid i konstant modsætning til, at arbejderne – af hensyn til profitten – får sine leveomkostninger beskåret. Også i 80’erne havde den daværende VK-regering skubbet krisen foran sig, hvilket – da den så endelig kom – udløste masseruinering af familier. I 1993 blev 15.000 boliger sat til tvangsauktion.

De ti hårdest ramte kommuner: Antal tvangsauktioner

(2009 til medio 2010)

Næstved                             502
Nykøbing Falster                478
Roskilde                             427
København                        420
Aalborg                              418
Hillerød                              412
Holbæk                              385
Frederiksberg                    364
Hjørring                             358
Randers                             320

Som det ses af faktaboksen, så er tvangsauktioner koncentreret omkring Syd- og Vestsjælland, hvor mange fattige med i øvrigt lavere ejendomspriser i tilfælde af en mistet indtægt rammes så hårdt, at det koster boligen.

Kiksede Fogh

Udløsningen af vor tids såkaldte finanskrise for to år siden har endnu ikke fået de samme drastiske konsekvenser, men baggrunden for krisen er den samme: kapitalismens modsætning mellem den private tilegnelse af produktionsmidler og værdi på den ene side og samfundsmæssiggørelsen på den anden.

Fogh forsøgte at løse problemet ved at forøge borgernes mulighed for at optage lån ved hjælp af afdragsfri og lavt forrentede, men usikre lån med variabel rente. Omsætningen blev således baseret på, at arbejderfamilier levede på låntagning.

Baggrunden for og resultatet af krisen er som sådan den samme, og boligmarkedet kan sagtens nå det samme katastrofale niveau som i starten af 90’erne. I hvert fald tøver cheføkonom Carsten Holdum fra Forbrugerrådet ikke med at kalde boligejernes situation historisk sårbar:
En kunstig lav lånerente er grunden til, at antallet af tvangsauktioner ikke når niveauet fra starten af 90’erne. En rentestigning udgør en tikkende bombe under boligejerne.
Det er de færreste, der tør erklære sin uenighed.

Antallet af tvangsauktioner og familiernes forringede leve- og købevilkår har tvunget ejendomspriserne nedad, om end de sandsynligvis ikke har nået bunden endnu, men det er afgjort ikke sælgers marked. Mange familier er teknisk insolvente. Det er ikke kun ejerne, der rammes. Mange følger med i slipstrømmen – som Roy Douglas fra Sydsjællands Fugeservice, der havde 16.000 kroner udestående i et netop tvangsauktioneret hus i Blangslev:
– Mange byggefirmaer hernede er knækket under krisen og har revet underentreprenører med sig.

Købers marked?
Når ikke det er sælgers marked, vil mange erklære, at så er det købers marked, men sådan forholder det sig heller ikke. Den økonomiske situation er simpelthen for usikker og sårbar. Det gælder såvel den enkeltes families økonomi, der ofte vakler ved udsigten til arbejdsløshedstruslen og lignende, samt samfundsøkonomien, hvis renteleje langtfra er sikret.

De tre ejendomsselskaber, som absolut hører til den tunge ende i Danmark, erklærer enstemmigt, at de i 2010 hver især har en omsætning på omkring 55-60.000 solgte ejendomme, hvilket for alle tres vedkommende er en forringelse på 25 pct. i forhold til et normalt år. Det er karakteristisk, at stort set samtlige ejendomskæder gennem al den tid, krisen har stået på, i offentligheden har forsøgt at overbevise markedet om, at nu var krisen færdig. Spekulanterne har forsøgt at snakke sig ud af krisen. Det har ikke gavnet deres troværdighed.

Ifølge den uafhængige boligside bolig.dk var der den 7. december 76.519 boliger til salg på nettet. Året forinden var der kun knap 69.000 boliger til salg. Stigningen i antallet af boliger til salg udtrykker på én og samme tid, hvorledes familieøkonomien ikke længere sammen, hvilket forårsager salg, samtidig med at antallet af købere forsvinder ud af markedet.

Med kikkerten for det blinde øje

Da finanskrisen brød ud for godt to år siden, havde mange borgerlige økonomer travlt med at trække Karl Marx ud af stalden, men selvsagt var det kun overfladisk benyttelse. Det etablerede Danmark er fastlåst i sin samfundsform: kapitalisme – dens måde at definere problemstillingerne på og dens løsningsmodeller.

Det er for økonomer, ejendomsmæglere, bankfolk og politikere en umulighed at se en vej ud af krisen. For dem er der kun én vej: Lad arbejderne betale. Der eksisterer ingen mirakelkur, som en klogsmart økonom udtrykte til gratisavisen 24 timer:
– Samtidig må vi konstatere, at de sidste muligheder er udtømte. Næste skridt er rentefrie lån, og det bliver nok svært at overtale den finansielle sektor til.

Man skal aldrig sige aldrig. Kapitalen forsøger sine egne uransagelige veje, og deflation er før set.

En anden model er at sænke låneloftet eller graden af belåning. Denne kan kombineres med, at man forinden skal have foretaget en opsparing, eller at størrelsen på lønsedlen skal have en større vægt.

I Danmark er graden af belåningen maksimalt 80 pct., men den vakler:
– Nationalbanken har ikke lagt sig fast på noget bestemt instrument, men belåningsgraden af fast ejendom er noget, der netop er blevet ændret i en række lande, siger Nils Bernstein, nationalbankdirektør.

OECD udtrykker på Danmarks vegne det samme:
– Selv om man har et boliglånesystem, der nok er blandt de sundeste, kan man stadig diskutere, hvor højt man skal være villig til at belåne boliger. Der kan man måske i højere grad bruge belåningsgraden i den økonomiske politik. Når der begynder at komme skub på bølgerne, kan det være, at belåningsgraden skal reduceres noget, siger direktør Jørgen Elmeskov, en af OECD’s topøkonomer.

Et eventuelt lavere låneloft begrundes med, at man vil undgå en situation, hvor en ny boligboble brister. Det vurderes, at omkring 20 pct. af boligejerne er teknisk insolvente – altså skylder mere i deres ejendom, end den er værd.

International påvirkning

Økonomer og politikere kan nok så meget finde redskaber, bolte og møtrikker at skrue med og på – uden at det hjælper et hammerslag. Vores økonomi er nemlig i et og alt spundet og skruet ind i den internationale økonomi, hvor USA er en totalt dominerende sværvægter.

Det er dog en uhyre skrøbelig og ustabil kolos at sætte sin lid til. USA’s betalings- og handelsbalance står med store røde tal. Dollarkursen er skruet kunstigt til måske det dobbelte – eller mere – af sin regulære værdi. Statens underskud er ufatteligt stort etc.

USA’s engagement i Irak- og Afghanistan-krigene har sat sine tydelige spor i den hjemlige samfundsøkonomi, mens private industrier har tjent kagen. Den væsentligste årsag er imidlertid landets egen økonomiske struktur, kapitalismen, hvor der gælder de samme økonomiske sammenhænge som herhjemme – blot i større grad. USA ligger derfor i øjeblikket økonomisk som et dødeligt såret dyr, og det er vanskeligt at se, hvordan det kan læges.

Præsident “Yes we can”-Obama har for nylig valgt at forlænge de skatterabatter, som Bush Jr. gav de rigeste for år tilbage. Den politik har ikke vakt begejstring i den øvrige verden, som frygter for et kollaps udløst af USA.

Cheføkonom i Sydbank Jacob Graven fremstiller situationen således:
– De nye skattelettelser i USA gambler med hele verdensøkonomien. Går det godt, kan skattelettelserne bidrage til et stærkere opsving i USA, som kan hjælpe verdensøkonomien ud af krisen. Går det galt, kan en afgrundsdyb finansiel og økonomisk krise vente forude. Vi må alle håbe det bedste …

Det er hertil, vi er nået: Stillet over for en “afgrundsdyb finansiel og økonomisk krise” må vi alle “håbe det bedste”.

Det udtrykkes tilmed i en tid, hvor USA’s kreditværdighed svækkes væsentligt:
– I yderste konsekvens kan USA miste sin status som et af de mest kreditværdige lande i verden og dermed få nedgraderet den nuværende AAA-rating. Skulle det ske, kan obligationsrenterne stige kraftigt i USA med afsmittende virkning i resten af verden, advarer Jacob Graven.


Dr. Doom

Nu tænker vi alle, at det jo blot er en lille, uforstandig lokal bankmand, der gisner om verdensøkonomien, men sådan hænger det ikke sammen.

Nouriel Roubini, amerikansk professor i økonomi, erklærer sig med henvisning til Obamas forlængelse af skattelettelserne enig:
– Skatteaftalen koster 900 mia. dollars over to år. USA sparker øldåsen længere ned ad vejen. Er obligations-vigilanterne begyndt at vågne op?

“Vigilanter” er investorer, som profiterer af en højere obligationsrente, hvilket kan blive resultatet af et højere budgetunderskud og gæld.

Roubini er ikke en hr. hvem som helst, men fik tilnavnet Dr. Doom, da han som en af de første så finanskrisen komme i efteråret 2008.
Nouriel Roubini mener, at USA’s banker står over for tab i omegnen af 1.000 mia. dollars.

Han henviser til en analyse af boligmarkedet udarbejdet af Laurie Goodman fra finanshuset Amherst Securities, som i oktober konkluderede, at hele 11 mio. amerikanske husstande er i risikozonen for at miste deres hus på tvangsauktion.

Det svarer til hver femte indehaver af et amerikansk boliglån.

Nouriel Roubini er overbevist om, at det amerikanske boligmarked er på vej ind i en fase med nye prisfald, og at banksektoren vil få store problemer, når de enorme tab på et tidspunkt skal tages.

Netavisen 30. december 2010