WikiLeaks: Slip sandheden fri

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 24, 2010


Klapjagten på Wikileaks’ grundlægger, australieren Julian Assange, minder i sin mediegenlyd verden over om klapjagten på Osama bin Laden, der blev påbegyndt 11. september 2001, men endnu ikke har ført til arrestation – eller vished om hans død. Julian Assange har ikke bedrevet terror, men fremstilles som en kriminel terrorist, der fra et skjulested under jorden søger at tilføje USA, NATO og alle lande og alle regeringer maksimum skade.

Han er en trussel mod freden i verden, erklærer NATOs generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, som har følgeskab af snesevis af statsoverhoveder og titusindvis af ’ansvarlige’ ministre, politikere og redaktører. Der er ikke den forbrydelse Assange ikke er blevet anklaget for. Han beskyldes endog for mord på ytringsfriheden – af ytringsfrihedens traditionelle neoliberale vogtere, der mener at den skal overlades til dem.

For at have det på det rene: Wikileaks har intet at gøre med det kendte net-opslagsværk Wikipedia, men blev verdenskendt ved at publicere hemmeligholdte dokumenter, der kunne berette sandheden om en mørkelagt sag.

Men især tre sæt dokumenter har gjort Assange og Wikileaks til mål nr. 1 for amerikanske og allieredes efterretningstjenester, politi og mediekampagner.

Først afsløringerne fra Irak-krigen i form af amerikanske militærrapporter, og derpå lækkene om Afghanistan. Begge har bidraget til en større forståelse af både den militære virkelighed i de to ulovligt besatte lande, krigsforbrydelser og løgnedække.

Men da Wikileaks begyndte at offentliggøre Cablegate, en kvart million diplomatiske indberetninger hovedsageligt fra amerikanske ambassader rundt om i verden, er det helt store skyts blevet sat ind. Assange og Wikileaks skal stoppes for enhver pris. Og stoppes nu.

Den egentlige dybt fortjenstfulde whistleblower –  og han skal ikke glemmes –  er en amerikansk efterretningsofficer Bradley Manning (f. 1987), der i maj i år blev arresteret i Kuwait og har siddet fængslet siden med anklager, der kan føre til 52 års fængsel. Julian Assange har ikke overtrådt nogen love ved at publicere materialet, lige så lidt som de etablerede aviser.

Indtil nu er kun en brøkdel af Cablegate-dokumenterne, der spænder over hen ved 15 år, med en stor overvægt af dokumenter fra de seneste fem år, blevet lagt på nettet. De offentliggøres i et samarbejde med en række internationale som også Afghanistan-lækken blev det. Og denne gang med mediepartnere, som tilhører det internationale og nationale establishment som New York Times, det britiske The Guardian, det spanske El Pais og Der Spiegel i Tyskland.

Denne kloge offentliggørelsesstrategi har gjort det vanskeligt for magthaverne at ramme Assange og Wikileaks. Forfølgelsen vil afsløre sig som angreb på den højt besungne ytrings- og pressefrihed. De dominerende medier har i den grad haft glæde af wikileaks, der har forsynet dem med tusindvis af mere eller mindre saftige historier. Og afsløringerne har ikke bare vakt uro i regeringer, men også ført til afskedigelser og pinlige spørgsmål i medier og parlamenter.

Cablegate giver et enestående indblik i, hvordan amerikansk diplomati fungerer, og ikke mindst dets forhold til allierede og vasaller. Det giver selvfølgelig ikke hele sandheden. Det er USA’s verden og kun  en del af den. De største hemmeligheder er heller ikke med. Der er ikke tale om CIA- eller andre efterretningstjeneste-rapporter.

Selvom de selvfølgelig tegner et billede af et amerikansk diplomati, som aktivt spionerer f.eks. mod FN-embedsmænd, organiserer studehandler om NATO-topposter eller klimatopmøder, og opretholder nyttige forbindelser med både regerings- og oppositionspolitikere i allierede lande, der vil stå på god fod med USA.

Afsløringerne ryster det rosenrøde og ideelle billede af USA’s og dets allieredes ’kamp for frihed og demokrati’ overalt på kloden og er med til at tegne de reelle magt- og profitinteresser, der ligger bag.

Magtens instrumenter er enorme. Det blev understreget, da Wikileaks blev smidt ud fra Amazon, der hostede hjemmesiden, da de blev udsat for massive hackerangreb og cyberkrigen brød ud, da Paypal standsede betalingerne, og Mastercard og Visa standsede alle overførsler til Wikileaks. Assanges personlige konto i en schweizisk bank blev lukket.

Kina lukkede simpelthen for adgang til hjemmesiden. ’Ytringsfrihedens’ vestlige helte må bruge mere sofistikerede metoder. Forsøgene på at lukke wikileaks på nettet er allerede mislykkedes. Der findes hundredtusinder af kopier af samtlige lækkede dokumenter og de vil ikke kunne holdes tilbage.

Det er en utrolig vigtig og principiel kamp, der finder sted i denne sag  – mellem magten og ytringsfriheden, mellem magtens interesse i at mørklægge sandheden i spin og propaganda og offentlighedens interesse i reel information.

Det er grunden til at Julian Assange skal stemples som gemen kriminel. Derfor er der i Sverige blevet skabt en sag om påstået voldtægt og seksuelle overgreb, hvor han blev efterlyst internationalt. Det er formelt derfor, han nu er anholdt og fængsler i UK. Nu venter en udlevering til Sverige – hvorfra han vil kunne videreudleveres til USA, der til den tid vil have gravet nogle Guantanamo-krævende anklager frem.

Den svenske sexhistorie handler om to unge kvinder, der har meldt Assange for sexovergreb. De gik godt nok frivilligt i seng med ham, men angiveligt skal Assange med vilje have ødelagt et kondom i det ene tilfælde, i det andet ville kneppe fire gange, hvor den unge fan kun ville tre.

Den ene af kvinderne, Anna Ardin, var organisator af en foredragsturné i Sverige med Assange. Hun tilhører en kristen feministisk fraktion i det svenske socialdemokrati. Hun har bl.a. leveret blogindlæg til et Castro-fjendtligt tidsskrift med forbindelser til det betændte eksilcubanske miljø, der styres af CIA.

Sexanklagerne stinker og ligner en klassisk efterretningsoperation.  Og hele kampagnen mod Assange og Wikileaks stinker langt væk af magtens terror.

Netavisen 8. december 2010