Partikonference: APK 10 år Miljøkrise, klimakrise og revolution

FN’s miljøkonference COP16 finder sted i Mexico den 29. november-10. december, et år efter fiaskoen i København.
Det følgende oplæg om en revolutionær klima- og miljøpolitik er fra partikonferencen i forbindelse med APK’s markering af 10-året for partistiftelsen

Kommunistisk Politik 23, 2010

Den nuværende generation af unge – i Danmark, i EU, globalt – har i løbet af  dette århundredes første  nyliberale årti fået syn for sagn om kapitalismens og imperialismens dårligdomme og råddenskab.

Imperialismen og dens ’ny verdensorden’ lovede som bekendt med de kontrarevolutionære omvæltninger i 1989-91 global fred og fremgang med kapitalismens ’endegyldige sejr’ og ’historiens afslutning’. Men den  viste i stedet straks sit utilslørede røveransigt med den imperialistiske globalisering og den internationale nyliberale offensiv.

I det 21. århundredes første årti er det for alvor blevet understreget, at imperialisme betyder krig – permanent krigog politisk reaktion over hele linjen. Vi har også set,  at det kapitalistiske system er ude af stand til at overvinde sine kriser og bringe social fremgang på globalt plan. Det eksisterer tværtimod kun i kraft af masseelendighed på den ene pol og obskøn rigdom på den anden.

I de imperialistiske lande står den ny og allerede forgældede ungdomsgeneration for første gang over for en situation, hvor dens levevilkår vil blive ringere end forældregenerationens.

Den nuværende generation af unge på globalt plan står med andre ord over for kapitalens dystre fremtidsudsigter, men også med muligheden for og en voksende forståelse for nødvendigheden af at skabe et andet samfund, for revolutionen og socialismen. Den oplever revolutionære tider.

Socialismens nødvendighed og nødvendigheden af en arbejderrevolution og oprettelsen af arbejderklassens statsmagt – proletariatets diktatur – betinges af alle sider ved kapitalismen og af imperialismens almene krise. Kun revolution og socialisme vil stoppe de imperialistiske krige og sætte borgerskabet, fascismen og reaktionen på porten. Det vil til gavn for alle konfiskere milliardærtyvenes ejendom og socialisere produktionsmidlerne – i stedet for som nu, hvor profitten privatiseres og spekulanternes tab socialiseres med gæld og bankerot for folkene som følge, som vi har set det i Island, Grækenland og nu Irland.

Kun arbejderklassens sociale revolution kan skabe et samfund, hvor produktionen tilrettelægges for at opfylde menneskenes behov og ikke for profittens skyld, et samfund, der organiseres på national basis, men er internationalistisk og solidarisk i sin karakter.

Vi har også for alvor i dette årti, der snart er forbi, konstateret, at et nyt træk har føjet sig imperialismens almene krise. Rovdriften på miljø og natur har nået et punkt, hvor klimaødelæggelserne truer menneskehedens fremtid. Og vi ser, hvordan imperialismen reelt står magtesløs over for krisen, som det blev demonstreret med COP15 og vil blive det igen med COP16 i Mexico.

Det er profitstyringen, den kapitalistiske økonomis planløshed og imperialismens rovdrift, der har skabt den økologiske krise og  klimakrisen, som den nuværende måde at organisere produktion og samfund på både lokalt og globalt plan er ude af stand til at løse.

Det grundlæggende problem ligger ikke i det ene eller andet delelement eller aspekt ved krisen eller ved produktionen. Det er simpelthen den kapitalistiske produktion i sig selv, som har fået verden ind i en vækstfælde, hvor den ikke kan tage de skridt på nationalt og globalt plan, som er nødvendige for fuldstændigt at ændre retning. Det vil sige i retning af at lægge produktion og forbrug om til global bæredygtighed uden at give afkald på de teknologiske fremskridt, men benytte dem i samfundets og ikke profittens tjeneste.

For at bremse den globale opvarmning har man regnet ud, at den samlede udledning af CO2 skal være halveret i 2050 i forhold til vores århundredes begyndelse. Det er en vigtig målsætning, men utopisk under kapitalismen. Og det er blot et enkelt aspekt ved den globale økologiske krise, klimakrisen og miljøkrisen, om end et meget vigtigt aspekt.

De ’teknologiske løsninger’ holder ikke hele vejen, og deres anvendelse i kapitalistiske samfund kan medføre, at der kommer nye problemer til, uden at de eksisterende bliver løst. Overgang til biobrændsel er et eksempel. Et andet er, at de fleste ’energibesparende’ forbrugsgoder, der er lidt mindre forurenende i drift, meget ofte erstatter fungerende apparater, og produktionen af nyt i sig selv forurener langt mere end de gamle apparaters fortsatte brug og drift, til de er slidt ned.

Udskiftning af køleskabe og andre hvidevarer eller skift fra gamle fjernsyn til fladskærme og stadig større modeller af sidstnævnte kunne også nævnes. Det er mest en ny kapitalistisk fidus: Brug og smid væk – med god grøn samvittighed.

Der eksisterer en gigantisk – og reelt overflødig – produktion af varer og tjenesteydelser, af hvad der engang kaldtes luksus. En del af det er en ’internationaliseret livsstil’ med høj forureningsgrad og højt ressourceforbrug. Den er selvfølgelig tilgængelig for overklassen, men også til en vis grad for nogle småborgerlige lag og de bedst stillede dele af arbejderklassen i de imperialistiske lande – men ikke for  flertallet i disse, og slet ikke for den gigantiske ludfattige verdensbefolkning.

Den globaliserede imperialistiske produktion i sig selv med dens internationale arbejdsdeling, der producerer varerne, hvor arbejdskraften er billigst og kan udbyttes maksimalt – p.t. blandt andet i Kina – er en global CO2-forurener, ikke mindst på grund af enorme og belastende transporter.

Og samtidig ved vi, at militæret og krigene er de største institutionelle forurenere, og at imperialisme betyder krig for nyopdeling af verden og dens ressourcer.
Vi går selvfølgelig ind for bæredygtig produktion, økologisk mangfoldighed, vedvarende energi osv.

Og vi ved, at løsninger ligger i udviklingen af lokal baseret bæredygtig produktion i forhold til langt de fleste samfundsbehov i stedet for den kapitalistiske rovdrifts-produktion og den imperialistiske arbejdsdeling. Vi ved, at det kapitalistiske overflødighedsforbrug for de få må afløses af en produktion for alle og for hele samfundet af holdbare, energirigtige og minimalt forurenende goder, der gør op med indbygget forældelse og ‘brug og smid væk’.

Vi ved, at der må udvikles en bæredygtig og grundlæggende langtidsholdbar infrastruktur og energibesparende transport, især kollektiv transport, både lokalt og over grænserne. Vi ved, at den nationale produktion må være alsidig og sammensat til at dække alle sociale behov, så importbehov begrænses radikalt. Vi ved, at der må ske en omlægning til en alsidig sammensat vedvarende energi med ikke kun en enkelt kilde og en udfasning af de fossile brændstoffer. Vi ved, at de imperialistiske krige og imperialistisk militær må stoppes og skrottes.

Den globale kapitalisme og de enkelte kapitalistiske samfund er ude af stand til at gennemføre disse radikale omlægninger og sociale nyudviklinger, simpelthen fordi den kapitalistiske produktion i sig selv, profitmotivet, den kapitalistiske konkurrence og den imperialistiske rivalisering forhindrer det. Det kan kun ske i samfund, hvor produktionen sker efter en plan for at dække samfundets og menneskenes stadigt voksende behov – alle menneskers og hele samfundets, ikke blot et lille eller lidt større mindretals.

Imperialismens løfter om at gøre noget ved klima- og miljøkrisen er bedrag. Fiaskoen for COP15 i Danmark i 2009 er symptomatisk. Men løfterne fornyes efter hver fiasko, og krisen bliver værre.

’Markedsøkonomien’ kan bidrage til at løse den økologiske krise, fortæller man, og de kapitalistiske regeringer har ikke været sene til at udnytte det som nye skatte- og afgiftsfiduser, der rammer den almindelige befolkning. Man fortæller også, at den krisefremkaldende produktion kan forandres ved ændret adfærd fra forbrugerne, ved at de stiller krav om holdbar produktion. Men overvindelse af krisen kræver plan og ikke individuelle løsninger på det uoverskuelige kapitalistiske kaos.

Det er de store kapitalistiske monopoler, de multinationale selskaber, og deres internationale organismer og instrumenter – fra IMF og Verdensbanken til FN, G20, EU osv. – der har drevet den imperialistiske globalisering og den nyliberale sociale nedskærings- og krigspolitik fremad og dermed har forstærket miljø- og klimakrisen.
De opererer i vidt omfang uden for nationalstaternes kontrol og kontrollerer ofte nationalstaternes politik. Mærsks indflydelse på dansk politik kan ikke undervurderes.

De sætter den politiske dagsorden – og med hensyn til klimakrisen er det kun løfter, der er på dagsordenen –uden hverken vilje til reel handling eller i sidste ende uden virkelig mulighed derfor. De store kapitalistiske monopoler vil hellere se klodens undergang end et reelt systemskifte.

Vort marxistisk-leninistiske parti og DKU må forklare de mange – og ikke mindst ungdommen – hvordan tingene hænger sammen, at kun socialismen kan skabe et retfærdigt og menneskeværdigt samfund med velfærd for alle. At det kun er socialismen, der kan løse klima- og miljøkrisen og skabe bæredygtige samfund og en bæredygtig verden. Og få alle – og især de unge – til at forstå, at det haster!

Verden reddes ikke gennem nok så vigtige og sympatiske enkeltsager og enkeltkampe alene. Miljøet reddes ikke gennem miljøkamp eller klimaet af klimakamp alene.

Det kræver en radikal forandring af klassernes indbyrdes styrkeforhold.  Det kræver et reelt systemskifte. Uden at det sættes på dagsordenen, farer enkeltkampene vild i den kapitalistiske jungle.

Netavisen 27. november 2010