Eurolykke: Det irske folk i gældsfængsel

Kommunistisk Politik 23, 2010

Eurozonens finansministre tvang armen om på ryggen af Irland og fik udskudt et truende statskrak. Bankerne skal reddes. Men irerne protesterer voldsomt mod tab af suverænitet og massive nedskæringer til glæde for spekulanterne. Andre lande – også Danmark – kan følge efter

100.000 demonstrerede mod EU, IMF og den irske regering i Dublin 27. november

100.000 demonstrerede mod EU, IMF og den irske regering i Dublin 27. november

Efter måneder med massivt pres på Irland fra udenlandske spekulanter sagde den siddende regering ja til en såkaldt hjælpepakke fra EU-landene og IMF. Meget hjælp er der dog ikke at hente. Det handler udelukkende om at holde den irske regering fast på løfterne om, at staten skal redde de gældsatte banker, som europæiske storbanker har lånt rigtig mange penge, der nu er usikre.

Der er ikke nok statsmidler til at holde hånden under bankerne efter det mangeårige spekulationsvanvid, mens Irland blev rost som en rollemodel af EU og ’den keltiske tiger’ blev overøst med lovprisninger.

Men der er et andet og langt mere oplagt alternativ: at lade banker og spekulanter gå fallit og overlade tømmermændene til de finansielle bagmænd i de hjælpsomme EU-lande.

Den irske regering, EU og IMF vil lade de irske arbejdere og det irske folk betale gildet, men irerne har mødt EU-planen med protester og forbereder endnu mere. For at dæmme op for den sociale uro har regeringen måttet love nyvalg.

Bankredninger: Plan B

Krisens andet store ryk tog for alvor fat i Irland, da det hen under sommeren blev åbenbart, at huspriserne blev ved med at falde og de dramatiske nedskæringer og fyringsrunder og krav om lønnedgang ikke hjalp en disse på huspriserne.

Det faktum, at spekulationsboblen i huspriser sprang, var en af krisens udløsende faktorer, og førend al luft er hevet ud af denne ballon, er det heller ikke muligt at gøre det samlede tab op på byggesektoren.

De første bankredningspakker blev givet med den intention at stabilisere priserne og redde en del af investeringerne hjem, men i september måtte den irske regering igen gå til folks lommer. Ud over de 25 milliarder euro, der allerede var brugt på redde Anglo Irish Bank og Allied Irish Bank, skulle der bruges yderligere ti milliarder.

Budgetunderskuddet for 2010 var allerede passeret 20 procent og ville med den nye gæld vokse til et underskud på 32 pct. Herefter begyndte alarmerne at ringe rundt omkring i kreditvurderingsinstitutterne, og i de mørke korridorer i EU begyndte en plan B at tage form.

Europæiske banker ligger inde med lån på over 500 mia. dollar til irske banker, ifølge den seneste opgørelse fra Den Internationale Betalingsbank. Heraf har Storbritannien og Tyskland en andel på henholdsvis 150 og 140 mia. dollar.

Den irske centralbank anslår, at det samlede tab i den irske banksektor, inklusive for udenlandsk ejede banker, er på 85 mia. euro (634 mia. kr.).

I løbet af et par uger i oktober faldt kursen på irske statsobligationer. Ingen af det frie markeds pengemænd var villige til at låne penge til Irland på ’normale’ vilkår, og renten steg til rekordniveau i forhold til den tilsvarende rente på tyske statsobligationer. En række internationale erhvervskunder lukkede deres kontoer i Irland og trak likviditet ud af banksektoren.

Det har betydet, at Den Europæiske Centralbanks (ECB) nødberedskab har stået for likviditets-tildelinger svarende til 130 mia. euro.

ECB spillede også en afgørende rolle i forhold til krisen for de irske statsobligationer. Siden foråret 2010 har ECB løbende foretaget støtteopkøb af statsobligationer fra flere økonomisk trængte eurolande – herunder bl.a. Irland – for at lægge en dæmper på krisen.

Men da udviklingen tog fart, lod ECB Irland sejle sin egen sø og stoppede disse støtteopkøb.
Herefter var det blot et spørgsmål om tid. Kan man ikke låne penge på normale markedsvilkår, kan man vælge mellem at gå konkurs eller at opsøge djævlen IMF.

’EU-solidaritet’: Pression og armvridning

Mens pressionen mod den irske regering for at opgive irsk suverænitet og lade sin politik diktere af EU og IMF voksede, fik man en økonomiprofessor fra Dublin til at sende en klar invitation gennem medierne. Colm McCarthy udtalte til avisen Sunday Independent: Den Internationale Valutafond (IMF) kan meget vel kan blive nødt til at komme Irland til undsætning allerede til februar, hvis det kommende statsbudget “ikke formår at overbevise markedet”.

Irlands finansminister, Brian Lenihan, fremlagde et nyt fireårigt budget helt i IMF’s spareånd: Det nye sparemål var blevet fordoblet til 15 mia. euro (110 mia. kr.) og forhandlet på plads med EU-kommissær Olli Rehn.

”Vores udgifter og indtægter skal være nøjere afstemt. Det her er den eneste måde, vi kan sikre os den fremtidige velfærd i vores samfund på,” udtalte regeringen.

De officielle ledighedstal nærmer sig 14 procent. Stort set alle immigrantarbejdere har forladt landet for længst, og mere end 100.000 af Irlands egne arbejdere forventes at søge udenlands efter arbejde i 2010.

I sidste ende satte finansministrene i eurolandene trumf på og gav Irland et par dage til at acceptere en ’hjælpepakke’. En ekspertgruppe af europæiske bankbosser blev sendt til Dublin for at klarlægge forholdene og forhandle lånet på plads.

Efter weekenden blev aftalen mødt af demonstranter på gaden og opsving på de finansielle markeder, og for første gang i mange måneder faldende irske statsrenter.
Gæld fra spekulanternes eventyr er helt efter kapitalismens krisebog blevet forvandlet til statsgæld, som det store flertal af borgere hænger på, og dernæst til statsgæld til de europæiske stormagter.

De såkaldte hjælpepakker redder imidlertid hverken Irland eller irerne eller andre lande, der er ved at gå bankerot, men skubber bare problemerne lidt ud i fremtiden.
I en udtalelse til epn konstaterede cheføkonom ved Sydbank Jacob Graven meget kontant:

“Hjælpepakken løser nemlig ikke det underliggende problem: at Irland og andre lande har så store offentlige underskud, at investorerne tvivler på, at gælden vil blive betalt tilbage. Reelt giver redningspakkerne blot de forgældede lande mulighed for at låne endnu flere penge og gældsætte sig yderligere.”

Fra oppositionen og EU-modstandens side kræves regeringens øjeblikkelige afgang og et parlamentsvalg, inden de når at underskrive lånet fra IMF og vedtage en oppefra dikteret finanslov.

Sinn Féin udtaler, at det er regeringens politik, der har kastet landet ud i økonomisk kaos, og nu vil den sælge Irlands hårdt vundne suverænitet til IMF, hvis meritter i andre lande handler om privatiseringer og arbejdsløshed. De irske fagforbund varsler social uro.

Eurokrise – dansk krise

Grækenland var det første euroland, der modtager dødshjælp, Irland er det næste. Men flere står for tur: Portugal, Spanien og andre. Gældsproblemerne har fået EU-præsident von Rompuy til at erklære, at unionen og euroen befinder sig i en ’overlevelseskrise’.

Den danske regering overvejer at hjælpe Irland med bilaterale lån som en del af hjælpepakken til Irland, i lighed med Sverige og Storbritannien, som heller ikke er med i euroen, erklærer udenrigsminister Lene Espersen.

Samtidig advarer de danske ’økonomiske vismænd’ om, at Danmark styrer mod en afgrundsdyb gæld og går samme vej som Irland. Danmark låner simpelthen ni millioner kr. i timen, hedder det. Og derfor skal danskerne nu tvinges til at acceptere massive nyliberale ’reformer’ med Irland som skræmmebillede – nedskæringer af efterlønnen, ændring af boligbeskatningen og nye offentlige nedskæringer – ifølge ’vismændene’.

Se også

100.000 demonstrerer i Dublin
Indymedia Ireland 27. november 2010

Baggrund om EU og den irske krise

Irland i dyb krise: EU dikterer nedskæringer
Kommunistisk Politik 22, 2010

Irsk ja: Unionen går i offensiven
Kommunistisk Politik 20, 2009

Euro er ikke svaret på krisen
Kommunistisk Politik 21, 2008

Region Irland
Kommunistisk Politik 12, 2008

Netavisen 30. november 2010