Arbejderklassen i kamp mod det nyliberale EU

Kommunistisk Politk 21, 2010

De seneste måneder har en protest- og strejkebevægelse rullet hen over EU, både i Vesteuropa og i en række af de gamle østlande. Mest omtalt og synlig har den været i Vesteuropa, hvor Grækenland var igangsætteren, med Spanien, Portugal og de sidste uger med massive protester, strejker og militante aktioner i Frankrig, som ser ud til at blive fulgt op med skærpet klassekamp i Storbritannien, i Irland samt andre.

Demonstranter ved Downing Street 10, da Cameron-Clegg-regeringen annoncerede dramatiske offenlige fyringer og nedskæringer

Kampene er ikke opstået ud af den blå luft, men udtrykker harmen over den koordinerede EU-bestræbelse, der forsøger at tørre den to år gamle kapitalistiske krise – kaldet finanskrisen – af på arbejdere og småfolk. Den såkaldte finanskrise fik efter udbruddet samtlige regeringer til at vedtage et sæt (en, to eller tre) bankpakker, der alle havde til formål at holde hovedet oven vande på disse finansinstitutioner, som kapitalismens liv er afhængig af.

Pakkerne indebar i sig selv en række angreb på arbejderklassens levevilkår, men den regulære regning for såvel pakkerne som krisen er først nu trin for trin og land for land ved at blive ført ned over de fattige med voldsom nedgang i leveforholdene og social deroute som konsekvens for millioner af mennesker i EU.

Velfærd som syndebuk

Den syge moster, som benyttes som forsøg på at manipulere arbejderne med, er fælles for det samlede EU og de respektive landes regeringer:
Det hedder sig, at den offentlige sektor er alt for stor og økonomisk belastende. Derfor gennemføres der omfattende fyringer i den offentlige sektor, som også bidrager til at fremme privatiseringen af gamle offentlige ydelser, løn- og arbejdsforhold forringes for de offentlige ansatte, og pensionsalderen skal generelt hæves fra 65 til 67 (for Storbritanniens vedkommende foreløbig “kun” til 66 år).

Særlige ordninger (såsom den danske efterløn eller den franske mulighed for at blive pensioneret, når man er 60, efter 40 år på arbejdsmarkedet) ophæves. Desuden skærer regeringerne i de offentlige budgetter, hvor de kan komme af sted med det, indbefattet i pensionerne og udgifterne til uddannelse og sundhed.
Det er kort sagt velfærdsforanstaltningerne, der er udset til syndebuk.

VKO-regeringen i Danmark var som bekendt tidligt ude og gennemførte allerede i 2006 en stor pensionsreform med Socialdemokratiets og LO’s bistand, der hævede efterlønsalderen fra 60 til 62 og den generelle folkepensionsalder fra 65 til 67.

Oppositionens og LO’s medvirken er en bidragende årsag til, at Løkke-regeringen foreløbig har reddet klassekampens storme af, hvilket statsministeren har begrundet med den ekstraordinært gode danske økonomi. Det har dog ikke forhindret ham i indgreb, der tilsyneladende er ’mildere’ end de hårdest kriseramte EU-lande, og ikke igen har ændret på pensionsalderen, selvom der råbes stadig højere på afskaffelse af efterlønnen. Men den samlede nedskæringsvirksomhed fra Fogh- og Løkkeregeringerne med de nyliberale EU-reformer placerer igen Danmark på en dukseplads.

I foråret vedtog det danske folketing således en spareplan – den såkaldte genopretningsplan – der blandt andet kalkulerede med fyring af 8.000 offentlig ansatte.

Arbejderprotesterne i EU udvikler sig

Kronologisk startede protestbevægelsen i Grækenland, hvis finansielle system brød sammen som følge af krisen i slutningen af april. Landet var reelt statsbankerot, men blev reddet på målstregen af EU med en gigantisk lånepakke (5.582 mia. kr.), i hvis hale der imidlertid var bundet en lang række betingelser for landets fremtidige økonomi, hvis konsekvenser arbejderklassen og fattige i almindelighed var udset til at skulle betale. Det nationale parlaments krisepakke udløste umiddelbart en generalstrejke den 5. maj. Krisepakken indebærer højere pensionsalder, nedsat pensionsydelse og højere moms (fra 21 til 23 pct).

I Spanien var regeringen allerede i slutningen af maj parat med et indgreb, der betyder fem pct. lønnedgang for offentligt ansatte og nedlæggelse af 13.000 stillinger i det offentlige. Fagbevægelsen bebudede generalstrejke. Den 8. juni strejkede 75 pct. af alle offentligt ansatte, svarende til omkring 1,8 mio. arbejdere. Den 17. juni gennemførtes en 24 timers generalstrejke, der blev fulgt af omkring ti millioner fra den private sektor. Og den 29. september var der igen en massiv generalstrejke.
Sarkozy i Frankrig varslede højere pensionsalder, og fagbevægelsen svarede med national aktionsdag, som siden er blevet optrappet.

I Tyskland forberedte et landsdækkende initiativ massemobilisering til to centrale demonstrationer den 12. juni under mottoet: Vi vil ikke betale for jeres krise. I Portugal, Italien og Rumænien protesteredes og strejkedes der også.

I land efter land udvikler der sig mere eller mindre kraftige styrkeprøver mellem arbejderne og EU’s nyliberale nedskæringspolitik.
Som det har vist sig, bliver protesterne kraftigst, hvor store fagforeninger går ind i kampene.

Denne voksende protestbevægelse måtte det europæiske LO (ETUC eller EFS) reagere på. Ellers ville protesterne finde vej uden om denne pro-EU-organisme, som også dansk LO er medlem af.

I løbet af sommeren erklærede europæisk LO 29. september for europæisk aktionsdag under parolen: Nej til nedskæringer – prioritering af job og vækst. 100.000 arbejdende, der repræsenterede 24 EU-lande, demonstrerede i Bruxelles’ gader.

I Spanien var der som nævnt generalstrejke, og der var større manifestationer og aktioner i Portugal, Italien, Letland, Polen, Cypern, Rumænien, Tjekkiet, Litauen og ansøgerlandet Serbien.

Se
Med La Forge i Bruxelles 29. september 2010
Europæisk aktionsdag mod nedskæringer

Pensionerne: Et omdrejningspunkt i kampen

I oktober er det de franske arbejdere, der i millionvis med opbakning af den franske ungdom har præget protestscenen i EU. Ungdommens rolle i Frankrig er speciel vigtig i betragtning af, at pensionsalderen er så central, og kan blive banebrydende. Borgerlige medier taler om et nyt 1968, hvor alliancen mellem ungdommen og arbejderklassen var karakteristisk.

Der er tale ikke bare om massedemonstrationer, men også regulære masseaktioner som strejker og militante aktioner som blokader af benzin- og olielagre for at lamme trafikken og sætte Frankrig i stå. Den forhadte præsident Sarkozy beordrer politiet til at slå ned på arbejdernes aktioner, hvilket udløser enorm harme i stadig større dele af arbejderklassen, som opfatter strejke- og aktionsretten som ukrænkelig.

Politiet benytter såvel tåregas som gummikugler, hvilket har medført mindst et tilfælde af invalidering.

Befolkningen bakker ifølge opinionsundersøgelser op bag kravene og protesterne: 71 pct. støtter dem. Politikerne bag forringelserne blev presset til at udskyde den endelige parlamentsbeslutning om pensionsalderen, men vedtog den sluttelig på trods af protesterne – samtidig med at fagbevægelsen med CGT i front lovede nye masseprotester.

Kampen er i sig selv en voldsom inspiration for resten af Europas arbejderklasse.

Massive fyringer og generalangreb på den offentlige sektor

Den britiske regering er på forkant i modvind med den mest omfattende spareplan siden 2. verdenskrig: En halv million offentlige ansatte skal fyres, svarende til hver 12. ansatte i det offentlige. Omkring 400.000 privat ansatte mister deres arbejde, vurderes det. Samtidig sættes  pensionsalderen op, mens der gennemføres en lang række andre nedskæringer.

Ved annonceringen af spareplanen i sidste uge trængte 2.200 protesterende ind i parlamentet samtidig med, at der blev demonstreret i mindst otte større britiske byer.

Den angiveligt store offentlige og økonomisk belastende sektor er over hele kammen gjort til hovedmål for borgerskabets og dets partiers ’krisebekæmpelse’. Et af redskaberne er at slanke den ved at forlænge pensionsalderen med den begrundelse, at der er brug for arbejdskraften, hvilket set i lyset af EU’s mange millioner arbejdsløse og yderligere fyringer i forbindelse med indgrebene (alene en halv mio. i Storbritannien) er totalt absurd.

Hvor skal der være plads på arbejdsmarkedet til 65-67-årige? Det er der simpelthen ikke, og det er heller ikke årsagen, men bare undskyldningen.

I de respektive EU-lande – herunder Danmark – føres debatten i parlamenterne under en meget fælles dagsorden. Der eksisterer simpelthen ikke nogen mærkbar, stærk og reel opposition i langt de fleste parlamenter, hvilket giver protestbevægelserne hårdere betingelser med forstærkede krav til at stole på egne kræfter uden illusioner til det parlamentariske cirkus.

Alle EU-partier gennemfører Unionens nyliberale politik

Forklaringen er yderst simpel, idet såvel de gammelkendte borgerlige som de socialdemokratiske partier er smeltet samen i en fælles forståelse af, at kapitalismen kun overlever med en hårdhændet nyliberalistisk politik, som de selv og EU er garanter for. Det kommer åbenlyst til udtryk ved, at krisepakkerne gennemføres, uanset hvilken regeringskonstellation der sidder ved roret, samt i den kendsgerning, at oppositionen alle steder er grundlæggende enige i retningen for angrebet: arbejderklassen og de fattige, unge som gamle.

Oppositionerne forsøger at markere sig på ét spørgsmål, som vi også kender fra Danmark: skattepolitikken! Diskussionen breder sig over i, hvorvidt en højere skat kan afbøde krisens virkninger.

Der er om noget ingen tvivl om, at skattelettelser til de rige og navnlig skattestoppet har betydet nedskæringer på de sociale ydelser, forøget brugerbetaling med videre – med andre ord vendt den tunge ende nedad. 00’ernes årti har forgyldt de rige og gennemført så store huller i det sociale sikkerhedsnet, at stort set alle risikerer at ryge gennem det.

Men løsningen er ikke og behøver overhovedet ikke at være en almen skatteforhøjelse, som socialdemokraterne, SF’erne og nogle erklærede ‘kommunister’ mener – men i stedet en voldsom neddrosling af de militære udgifter, hvor vi i første omgang kan trække samtlige tropper og engagement ud af diverse krigszoner. Her ligger der mange penge!

Samtidig kan vi fokusere på, hvor og i hvis lommer pengene er: brandbeskatning af de rige, transnationale selskaber og store virksomheder inden for landets grænser. Eller rettere sagt: genbeskatning af kapitalen og de multinationale skattesnydere.

Kan det passe, at Danmark skal benyttes som skattely for rederier, fordi én mand styrer politikken og lovgivningen i landet?  Der er masser af muligheder – trods den kendsgerning, at det først er under socialismen, at vi opnår et varigt, stabilt system, der sikrer os fornuftige sociale kår og generel fremgang i levevilkårene.

Der er en anden vej

Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer, IKMLPO, har fra starten erklæret: “Bankerne og kapitalisterne må betale for deres krise og deres gæld – folket skal ikke betale.” Og i EU-landene arbejder IKMLPO’s medlemspartier, som APK i Danmark, netop i den retning. Løsningen på krisen ligger ikke i nedskæringer og fyringer og heller ikke i at arbejde mere. S/SF vil forlænge den ugentlige arbejdstid. Og det stopper ikke dér: Nu vil de tyske arbejdsgivere have 45 timers-arbejdsugen (gen)indført!

De europæiske marxistisk-leninistiske partier sagde i deres erklæring op til aktionsdagen den 29. september:

I alle lande udvikler arbejderklassens og folkenes modstand sig for at imødegå kapitalens angreb og afvise denne politik for at sætte os op mod hinanden i indbyrdes konkurrence. Klassesolidariteten er vores våben til at udvikle støtten mellem arbejderne i alle lande, for at kæmpe sammen i fællesskab.

Det kapitalistiske systems krise er dyb; de sociale og miljømæssige skader, det forvolder, og konflikterne og krigene, som denne krise skaber, gør det bydende nødvendigt at fastlægge en politik, som fører til et brud med dette system, en politik for enhed og kamp, som forener alle ofrene for dette system.

Som partier og organisationer, der baserer sig på arbejderklassen, udtrykker vi vores overbevisning om, at den eneste virkelige, varige og effektive løsning på det kapitalistiske og imperialistiske systems krise er, at det opstyrtes, og at socialismen bliver opbygget.”

Læs hele udtalelsen her
Vi må alle stå sammen om at nægte at betale for krisen – For international solidaritet

Netavisen 4. december 2010


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne