Karaktermordet på rigsrevisionen

Fordækt milliardstøtte til hospitalsprivatisering

Kommunistisk Politik 20, 2010

Sundhedsministeriet skjulte oplysninger for rigsrevisionen, og statsministeren, udenrigsministeren og VKO har en rigtig dårlig sag

Almindelige ansatte har i årevis undret sig over, hvor de mange penge, som regeringen påstår, de sender til sygehussektoren, er blevet af. De er svære at se i de almindelige forhold for patienter og ansatte og kan ikke rigtig snakkes væk alene med den politiske standardforklaring i stat og regioner om øget aktivitet.

Indicierne har især peget i retning af privathospitaler, overlægerne, medicinalindustrien og prestigebyggerier, men en egentlig afdækning af, hvordan hele sundhedsvæsenet rent faktisk bruger midlerne, er svær at finde frem til.

Politiserende revision?

I de seneste uger har en bog om den ikke-valgte statsminister udløst en fornyet diskussion om den skjulte støtte til privathospitalerne.
I bogen bliver det omtalt,  at Lene Espersen og den daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, der netop er udpeget til direktør for privathospitalet Aleris, ikke kunne komme igennem med at sætte taksterne til privathospitalerne ned. Et udredningsarbejde i sundhedsministeriet havde påvist en overbetaling på 25-30 %.

Derpå luftede Lene Espersen sin holdning i pressen i marts 2009 og angav, at de konkrete tal udelukkede byggede på et udredningsarbejde i den konservative folketingsgruppe.

Når Espersen måtte dække over, at oplysningerne reelt kom fra en rapport i ministeriet, var grunden, at rigsrevisionen af egen drift allerede var begyndt at undersøge overbetalingerne til privathospitalerne, og sundhedsministeriet havde netop benægtet, at det lå inde med sådant materiale.

Rigsrevisionen fik først adgang til sundhedsministeriets mapper, efter at den havde afleveret sin egen rapport, der konkluderede, at privathospitalerne var blevet overtakseret med op mod en milliard kr. Allerede første udkast til denne rapport blev i øvrigt lækket til pressen og blev med det samme genstand for et karaktermord fra V’s politiske ordfører Peter Christensen: Jeg beklager, at rigsrevisionen ved at politisere undergraver sig selv.”

At mere af sandheden om overbetalinger ikke kom for dagen i rigsrevisionens rapport, skyldes altså, at regeringen holdt oplysninger skjult og samtidig forsøgte at undergrave folketingets kontrolinstitution med løgnagtige beskyldninger!

Selve sagen om overbetaling – at regeringen har stjålet af kassen og delt med spidserne i erhvervslivet – er mærkeligt nok ikke kriminelt. Måske fordi det er selve meningen med kapitalismen.

Afdækningen af, at oplysninger bevidst blev tilbageholdt, og af angrebet på rigsrevisionen er i begge tilfælde forhold, der med det samme burde have udløst en mistillidsafstemning mod regeringen i folketinget.

I en parallel sag beskyldes sundhedsministeriet for også at forhale andre vigtige oplysninger til rigsrevisionen. Her drejer det sig om at få belyst, om de private sundhedsforsikringer betyder kortere ventelister. I dag har knap 900.000 danskere en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring, og ifølge skatteministeriet koster de statskassen 700 millioner kr. om året i tabte skatteindtægter.

Alene de sidste fem år er antallet af forsikringer fordoblet, uden at det markant har påvirket ventetiden på en operation, skriver dagbladet Information.

Aldrig – nej, aldrig

Fra regeringspartiet Venstre lyder omkvædet: ”Aldrig har Danmarks offentlige sektor været større, og aldrig har vi brugt så mange penge på velfærd.”

På Venstres særlige tjekligefakta-hjemmeside hedder det endvidere:
”På sundhedsområdet bruger vi knap 31 mia. kr. ekstra i 2010 sammenlignet med 2001. Det har blandt andet betydet 21.500 flere fuldtidsansatte fra 2002 til 2010 (1. kvartal). Ventetiden er i gennemsnit blevet reduceret med 23 dage fra 2001 til 2009. De danske sygehuse gennemførte i 2009 omkring 187.000 flere operationer end i 2001.”

21.500 flere fuldtidsansatte i sundhedsvæsenet burde kunne efterspores ude i den virkelige verden. Men de er ikke at finde på de offentlige hospitaler. Ifølge sundhedsstyrelsen er der fra 2001 til 2010 (2. kvartal) ansat 8.246 flere læger og sygeplejersker, herudover 1.856 flere i gruppen af sundhedsfaglige personale med lange eller mellemlange videregående uddannelser, og 2.886 flere kontorfolk. De ufaglærte ansatte og de forskellige grupper med korte uddannelser er stort set ikke vokset, så den samlede stigning i antallet ansatte beregnet som fuldtidsstillinger er 13.649. Hvilket reelt er 14.346 personer, hvoraf en del er ansat på deltid.

Brug af eksterne vikarbureauer er ikke indregnet, men en ukendt del af stigningen dækker over, at regionerne i perioden oprettede deres egne vikarbureauer. Andre eksterne leverandører af ydelser i f.eks. drift, madlavning og rengøring er heller ikke medregnet.

En relativt stor stigning i antal ansatte i 2009 skyldes, at folketinget kortvarigt suspenderede loven om udvidet frit sygehusvalg, samt andre følgevirkninger af strejken i 2008.

De påbegyndte prikkerunder og nye varslede nedskæringer og fyringsrunder i 2010 og 2011 på landsplan forventes at overstige 2.000 fuldtidsstillinger. Hvor resten af de mange, som regeringspartiet Venstre praler med, der er ansat i sundhedsområdet, er gemt henne, er et åbent spørgsmål.

Pengene forsvinder

Tallene fortæller ikke noget om, at der i perioden er sket store strukturændringer og omprioriteringer, hvilket har betydet nedskæringer på en lang række områder, f.eks. fødeafdelinger og psykiatrien, mens nogle enkelte områder er opprioriteret lidt. Konsekvenserne af nedskæringerne er et hug til den fysiske og psykiske folkesundhed.

Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen, skrev i september i et opråb til folketingets sundhedsudvalg:
”Arbejdstempoet på flere danske fødesteder er skruet så højt op, at der jævnligt forekommer situationer, hvor sikkerheden kan blive kompromitteret.”

Tallene fortæller heller ikke, hvor mange penge der er gået til at forberede det næste store ryk i centralisering af de offentlige sygehuse. Alene de indledende idéskitser til en kommende udbygning af Skejby-hospitalet uden for Århus har kostet mere end 250 mio. kr. Omkostninger, der i nogen udstrækning er spildt på luftkasteller, da der ikke er penge til at bygge så meget, som region Midtjylland havde forestillet sig.

Tal plukket ud af en statistik er taknemmelige. Selv regeringens egen Budgetredegørelse 2010 begynder at væve rundt i stedet for at forklare, hvad pengene er gået til. Kun en brøkdel skyldes demografiske forskydninger, altså befolkningens relativt længere middellevetid.

”Men,” skriver regeringen, ”det er ikke muligt at sætte præcise tal på effekterne af de mange mulige ikke-demografiske faktorer, der påvirker udgifterne til sundhed. Med øget indkomst i samfundet og dermed øgede forbrugsmuligheder følger også muligheden for fx at gøre brug af de seneste teknologiske fremskridt, herunder nyeste apparatur og medicin.”

Lars Løkke selv mener ikke, der er noget at komme efter. Det er kun naturligt, at privathospitalerne i hans tid som sundhedsminister fik en overkompensation til at løbe hele den private sektor i gang. Fra regeringens trøstegruppe i den liberale propagandaorganisation Cepos skriver man, at det er urimeligt, at oppositionen kræver flere penge i støtte til f.eks. alternativ energi, men stiller sig forargede, når det samme sker på privathospitalsområdet.

Kapitalismens logik er, at det private er bedst, selvom det koster mere og er i modstrid med befolkningens interesser og krav – såsom et gratis sundhedsvæsen, der er ens for alle uanset tilknytning til arbejdsmarkedet, indkomst og bopæl.

Netavisen 14. oktober 2010