Fattigdom: Verden er løbet fra løfterne

FN har afholdt topmøde om udryddelse af fattigdom. Overlades den opgave til verdens rige lande, bliver fattigdom ikke udryddet hverken om 5 eller om 50 år.

Kommunistisk Politik 19, 2010

Den private sektor er midlet til at skabe bæredygtig økonomisk vækst og beskæftigelse. Det var Lars Løkke Rasmussens nyliberale budskab til FNs topmøde om den globale fattigdom

Løfterne til verden om at udrydde ekstrem fattigdom i 2015 – om bare fem år – er end ikke i nærheden af at blive indfriet.
Det nyligt overståede FN-topmøde fra den 20. til 22. september om status på de mål, der blev sat ved årtusindskiftet – de såkaldte millennium-udviklingsmål (MDG) – blev én lang konstatering af,  at ingen af de rige lande havde gjort noget alvorligt i de ti år, der allerede er gået, og da slet ikke har tænkt sig at begynde nu.

Selvom FN har fremhævet, at den sultne del af verdensbefolkningen er stagneret rent procentuelt, er antallet af sultne mennesker i verden vokset fra 842 millioner i 1990-92 til 1,02 mia. i 2009.

I 2006 havde 37 procent af verdens befolkning ikke adgang til et toilet. I Afrika syd for Sahara lever 38 % af befolkningen i ekstrem fattigdom, hvilket vil sige for mindre end 1,25 dollar om dagen.

Udviklingen sat i stå

Disse og tusinde andre fakta belyser, at verden er mindst lige så skæv nu som i 1990 – og i nogle regioner er det endda blevet værre. Ikke mindst som følge af krige, forurening, klimaforandringer, økonomisk krise, udpining af landbrugsjorden og spekulation i fødevarer, og de mange andre følger af et råddent system.

Udgangspunktet for MDG- målene sætter de dårlige resultater i perspektiv. De er nemlig baseret på en fremskrivning af, hvad generationen fra 1975 til 1990 nåede inden for uddannelse, sundhed og bekæmpelse af fattigdom. FN lavede på den baggrund en fremskrivning fra 1990 til år 2015, som forudsatte, at denne generation ville gøre det ligeså godt som den forrige generation.

En ny statistisk fremskrivning fra FN, baseret på de sidste 15 år, viser, at en række MDG løfter end ikke vil være nået om 50 år. Den globale nyliberale offensiv efter 1989 satte bogstavelig talt udviklingen i stå.

Danmark og fattigdommen

Danmark har spillet en central rolle i forberedelserne af 2010 MDG-topmødet, idet FN-ambassadør Carsten Staur sammen med FN-ambassadør Paul Badji fra Senegal har ledet forhandlingerne om slutdokumentet. En proces der typisk dansk fik et rodet forløb med aflyste møder og uklare formuleringer og endte med et dokument, som ingen sandsynligvis nogen sinde vil bruge til noget.

Regeringens minister for udviklingsbistand Søren Pind forsøgte  sammen med statsministeren på FN- topmødet  at få sat en særlig fokus på spørgsmålet om kvindernes rettigheder, hvilket er nr. 3 ud af de 8 MDG mål.

Kvinderne bruges også som hovedargument for at der ikke er problemer med at bruge den danske udviklingsbistand som en del af den militære ”hjælpepakke” til Afghanistan. Den sikrer ifølge Søren Pind nemlig at nogle piger kommer i skole. Og ’islamisk kvindeundertrykkelse’ er som bekendt et argument for at føre krig mod hele lande og deres befolkninger af begge køn.
Det er kvinderne, der skal tage slæbet med at få udryddet fattigdommen i udviklingslandene, mener den danske regering.

Gennem en indviklet bistandsmekanisme vil den danske regerings sikre, at selv den mindste almisse til de fattige samtidig er en støtte til opbygningen af private enkeltpersons-virksomheder, eller rettere sagt til kapitalistiske virksomheder.

Udviklingsbistand til fattige lande kan ses som en investering både i traditionel geopolitisk forstand, forstået som et element i imperialismens del-og-hersk politik, og i en mere direkte økonomisk forstand. Hvordan ulandsbistandstanden påvirker befolkningen og deres egne ressourcer har sjældent været den primære tanke bag bistandshjælpen.

Ulandsbistanden bruges til at promovere privatkapitalisme og liberalistiske tanker – en genoplivning af ’demokratihjælpen’ – og skal intensiveres ved at redefinere en del nødhjælp og bistand til investering i private banker, der låner penge til små familieforetagender.

Ikke mindst EU medlemslandene har nydt  godt af fattigdommens afledte effekter, Nemlig dels en meget billig arbejdskraft, der er villig til at risikere livet for at få et arbejde som illegale immigranter uden rettigheder og med usle løn- og arbejdsforhold. Og dels ved at fattigdom og såkaldte gældsforpligtigelser har sat de fattige lande i et afhængighedsforhold til de tidligere kolonimagter, en økonomisk magt der bruges skrupelløst til at sikre billig adgang til råstoffer mv.

Netavisen 8. oktober 2010