Imperialismens stinkende ånde

Af Klaus Riis

Afbrænding af billede af Fogh under karikatur-krisen i GazaSidste århundredes sorteste danske dagblad Jyllandsposten gør, hvad det kan, for også at sikre sig en position som dette århundredes grimmeste. I disse dage fejrer avisen sig selv og sin tvivlsomme verdensberømmelse for de anti-muslimske propagandategninger.

Den ukendte Kurt Westergaard trådte ud af anonymiteten, da han portrætterede profeten Muhammed og islam som bombegal og terrorfikseret – og dermed fik afsløret, at han deler holdninger med det islamofobiske Dansk Folkeparti. Af  DF og klodens mørkeste kræfter er han gjort til en nutidig helt, senest hædret af den stokkonservative tyske kansler Angela Merkel. Hun og mange andre andre af imperialismens kransekagefigurer solidariserer sig med tegneren som en ‘forkæmper for ytringsfriheden’, som forfølges af gale terrorister med koranen under armen.

Jyllandsposten markerer 5-års-dagen for karikaturkrisens start den 30. september 2005 ved at  udsende en bog af Flemming Rose, der som kulturredaktør var idemand bag provokationen. Han introducerede den med en bemærkning om, at muslimer måtte ’være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse’.

Allerede dengang gik han i felten for en af Dansk Folkepartis mærkesager: Afskaffelse af racisme- og blasfemi-paragrafferne. Det vil nemlig betyde total fri bane for at sprede den hadpropaganda, som nazister i utilsløret form, og DF og Jyllandsposten i lidt pænere forklædning gør sig  i.

Ifølge Leif Davidsen, en anden reaktionær skribent på avisen, som er blevet sat til at anmelde Roses ’Tavshedens tyranni’ (rosende selvfølgelig), slår bogen endnu en gang et slag for at fjerne al hæmmende lovgivning.

Efter 11. september 2001 stillede partiet Venstre, dengang det største oppositionsparti, forslag om at afskaffe straffelovens racismeparagraf. DF har forsøgt sig flere gange, uden det endnu er lykkedes.

Korstoget mod sådanne ’begrænsninger af ytringsfriheden’ har både et dansk og et internationalt perspektiv.

Racisme- og blasfemilovene har en lang historie, og er ofte af de herskende blevet brugt til at knægte religionskritk og ytringsfrihed. Men efter 2. verdenskrig og fascismens nederlag blev de genformuleret i international lov på baggrund af erfaringerne med antisemitismen og racehadet mod sorte.

Det fik bl.a. sit nedslag i den europæiske menneskerettighedskonvention, hvor det hedder:
” FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination fordømmer i artikel 4 al propaganda og alle organisationer, som bygger på ideer eller teorier om overlegenhed hos en enkelt race eller en persongruppe af en bestemt hudfarve eller etnisk oprindelse, eller som søger at forsvare eller fremme nogen form for racehad og racediskrimination.
Medlemsstaterne skal kriminalisere al udbredelse af ideer, der hviler på racemæssig overlegenhed eller racehad. ”

Og det er det, DF, Rose og Jyllandsposten vil have strøget igen . . .

Muhammed-krisen for fem år siden blev en øjenåbner for rigtig mange i Danmark. Den indgroede myte om det pæne og gode lille land, en progressiv kraft i kampen for en bedre verden, fik sig et grundskud.

Det ’åbne, tolerante, demokratiske’ land viste sig under Anders Fogh Rasmussen og VKO-regimet at være en krigerisk og islamofobisk lakaj for den amerikanske supermagt, som styredes af den neokonservative klike omkring krigspræsidenten George Bush.

’Systemskiftet’ i 2001 og dets konsekvenser blev pinligt mærkbare. Velfærdsmodellandet som udenrigspolitisk aktivist -  hvad der er en pæn betegnelse for international terrorist.

I dag er den daværende statsminister boss for verdens største militære terrororganisation, og Danmark og dansk politik, omskabt i Foghs og Dansk Folkepartis billede, et krigerisk redskab for imperialisme, zionismen og det internationale højre.

De samme kræfter, som nedbrød Danmarks navn og rygte, prøver stadig at udbrede myten om den demokratiske, tolerante, inkluderende og velmenende danske nation. Faktisk har de patent på godhed, på sandhed, på kampen for demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed.

Og nationen er truet af  ondsindede elementer  fra Taliban til muslimer og indvandrere af første, anden og tredje generation, for ikke at tale om røde lejesvende, venstreorienterede i almindelighed og kommunister i særdeleshed.

Den modsætningsfykldte propaganda dels af fjendebillederne og dels om den gode, nærmest udvalgte,  lille nation – med plads til alle i folkefællesskabet og åben over for hele verden – køres som dobbeltsignal samtidig og konstant i medierne som  virkeligheden i Danmark i dag.

‘Systemskiftet’ bragte den sorte reaktion til magten. Det har fremtryllet en hærskare af nyliberale og fremmedfjendske politikere, mediefolk, bloggere osv, som dominerer det offentlige rum – og det har spaltet landet og polariseret befolkningen – en proces, der fortsætter efter stadig klarere klasselinjer.

Danmark er ikke længere et puslingland, der hygger sig i smug, mens hele verden brænder om vuggen, som Jeppe Aakjær sagde. Det er gået ild i flaget. Det er heksejagternes, intolerancens, fremmedfjendskhedens, racismens, fobiernes,  intimideringens, meningsundertrykkelsens, aggressionens, krigenes, torturens, terrorlovenes og løgnenes idyl.

Det er den døende imperialismes rådne og stinkende ånde.


DOKUMENTATION

Se artiklerne omkring krisen for fem år siden

Jyllands Postens redaktion er en flok reaktionære provokatører
Kommunistisk Politik 29. oktober 2005

Afsløret: Neocon-mænd bag Jyllands Postens storpolitiske provokation
Kommunistisk Politik 8. februar 2006

Danmark, hvor er du henne? En historie om længsel
Thomas Koppels åbne brev til Danmark 8. februar 2006

”Det er nu der skal siges fra!”

Interview med Arbejderpartiet Kommunisternes daværende formand Dorte Grenaa 15. februar 2006

Se også TEMA’et

Muhammed-tegningerne: Danmarks internationale krise

Netavisen 30. september 2010


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne