Krise og klassekamp

Leder
Kommunistisk Politik 14, 2010

Sosu demo ved Christiansborg 2008Det er bestemt ikke tilfældigt, at de danske medier ikke har noget, eller meget lidt, at berette om de gigantiske protester og strejkeaktioner, som arbejderne, og ikke mindst de offentligt ansatte – har gennemført i Grækenland, Italien, Spanien, Portugal, Frankrig, Rumænien og mange andre lande i og omkring EU.

Milliondemonstrationer og generalstrejker har ingen interesse i de borgerlige danske medier, og det er stort set alle, når man kan svælge i et planlagt sommerspin som TV2’s ’afsløring af de skandaløse forhold i hjemmeplejen i København’.

Dansk Folkeparti har haft mere end én kulsort finger med og det følger sagen op med en energi, der udspringer af desperation ved udsigten til et nyt regeringsflertal og partiets tab af position som en helt afgørende faktor i dansk parlamentarisk politik.

Dovne folk, der snyder værge- og hjælpeløse gamle – det er noget der er til at forstå, og noget der må sættes en stopper for, med fyringer, straf og øget kontrol.

Det hele stinker langt væk af at være et iscenesat sommershow, som tilsyneladende handler om noget reelt, men skal aflede opmærksomheden fra langt større problemer.

Som f.eks. det gigantiske EU-koordinerede nyliberale angreb på den offentlige sektor og de offentlige ansatte, som gennemføres i land efter land uden at medierne har fortalt, at der er tale om et koordineret angreb på langt mere end de svageste ældre. Eller at det nu gennemføres af samtlige regeringer, der har bundet sig til unionens platform og politik – lige meget om de er åbent borgerlige, eller om nyliberalismen forklædes som socialliberalisme, som det er tilfældet med de socialdemokratiske og socialistiske.

Der er krise og klassekampen skærpes, og det betyder også at afledningsmanøvrerne og vildledningerne stortrives i den nuværende periode, hvor arbejderklassen og ungdommen i EU er ved at erkende at EU og euro’en er monopolernes redskaber til udplyndring, og at de har sat stadig ringere levevilkår, velfærdsydelser og løn- og arbejdsforhold på dagsordenen for det store flertal.

Tingene er endnu ikke trukket så skarpt op, at de reaktionære intriger og manøvrer, som VKO har udviklet til nye højder, afsløres så let igen. Især ikke hvis der er en smule hold i afledningen, som det er tilfældet med hjemmeplejesnyd i København, som DF vil udvide til hele landet.

Med søvngængeragtig sikkerhed og massiv bistand fra spindoktorer udfører partiet sit klassiske splittelsestrick: sekundære spørgsmål gøres til hovedspørgsmål, de behandles isoleret fra deres politiske og sociale sammenhæng – og især fra sammenhængen med den nyliberale europæiske union, som DF angiveligt er modstander af, men systematisk skåner ved fortielse og ved at imødegå en fælles kamp mellem de arbejdende og monopoludbyttede i hele EU.

Dansk Folkeparti er blevet til en rollemodel for racistiske og chauvinistiske populistpartier i og omkring Unionen, som Geert Wilders hollandske ’Frihedsparti’, ’Sverigesdemokraterne’, der lurer på et parlamentarisk gennembrud ved de svenske rigsdags-, regions- og kommunalvalg til september, eller det norske Fremskrittspartiet, og indgår i rækken af ekstreme europæiske højrepartier, som fascistiske tendenser trives i ly af. Den perverterede nationalisme er et hovedinstrument mod den nødvendige internationale solidaritet mellem unionens arbejdere og folk.

Helle Thorning Schmidts socialdemokrater og Villy Søvndals folkesocialister stikker også ud som et markant dansk bud på en ’ny politik’ for krisen, der ryster den europæiske union. Ingen andre reformistiske partier har vovet at foreslå, at vejen ud af krisen går gennem generel arbejdstidsforlængelse.

Hvis S/SF’s forslag om at forlænge arbejdsugen med en time til 38 timer ugentligt skulle gå hen og blive officiel dansk politik, vil det åbne for en storm af arbejdstidsforlængelser i alle unionslande. Den franske 35-timers uge, som Sarkozy-regeringen vil have lavet om, men ikke har vovet at afskaffe, vil umiddelbart komme i farezonen.

S og SFs plan er international solidaritet – med monopolerne i EU og deres regeringer – og der påhviler de danske revolutionære, den danske venstrefløj og arbejderklassen et særligt ansvar for at sætte en stopper for den groteske plan om længere arbejdstid for at støtte banker og arbejdsgivere.

Under en stor kapitalistisk krise som den nuværende – der er ved at bevæge sig over i en langvarig depression – tvinges  klassesamarbejdspolitikken til at kaste masken og bekende kulør som et redskab for borgerlig politik. Det er det S og SF’s fælles plan viser.

Mod den reaktionære nationalisme og klassesamarbejdspolitikkens solidaritet med unionen og monopolerne stiller arbejderklassen sin internationalisme over grænserne – mellem alle der rammes af og modsætter sig monopolernes reaktionære klassepolitik.

Netavisen 7. juli 2010