Efter VKO

Leder
Kommunistisk Politik 13, 2010

Håbefulde talenter hos SF drømmer i denne tid sødt om ministerliv og fordeler indbyrdes  posterne i en Thorning Schmidt-regering. Opinionstallene ligger stabilt lavt for VKO – alle tre partier ligger under deres stemmetal fra sidste valg, hvor Fogh var statsminister og ikke kunne slås af den håbefulde socialdemokrat.

Pia Kjærsgaards fremmedfjendske flok ser ud til langt om længe at være gennemskuet af mange, der var faldet for deres sociale demagogi. Hendes ny lovfæstede forslag om halvering af dagpengene m.m. har afsløret, at det sociale hos partiet netop var demagogi, og drømmen hos DF om at blive regeringsparti er skudt ud i fremtiden

VKO nærer et spinkelt håb om, at Naser Khaders efterladte valgfidus fra sidste gang – Liberal Alliance – kan gøre det igen og sikre endnu en periode for en VK-regering. Tilsyneladende er der systematisk pumpet medlemmer og vælgere fra regeringspartierne til den liberale fidus, som kun har gjort sig perifert bemærket ved at rykke fra den ’absolutte midte’ i dansk parlamentarisk politik til at placere sig til højre for Venstre.

Hvad der bare siger noget om, hvor seriøst det hele er. Men fidusen må siges at være mere end tvivlsom. Valgkaninen er brugt.

Regeringen synger på sidste vers. Det er let nok at se. De kvikke journalister i de borgerlige medier har også opdaget det, og efter otte mikrofonholdende år med Anders Fogh og hans VK-regering har de fundet den kritiske tone frem. Det vil ikke skade at holde sig på god fod med den opposition, der er gør sig parat til regeringstaburetterne.

Krisen bider hos VK, og får partierne til at bide af hinanden, undertiden i fuld offentlighed. Det er ikke noget kønt syn.

Karakteren for VK-politikken efter snart ni år og to statsministre er helt i bund, efter samtlige skoleskalaer, fra slet og minus 16 til den nuværende syv-trins skalas minus 3 for den ringe præstation.

Og mens de unge SF’ere drømmer og LO-formand Børsting lukker dampen ud på sine medlemmer og opfordrer til at afvente et valg og en ny regering, før der skal gøres noget, fortsætter VKO dens nyliberale felttog.

Det betyder ulykker og forringelser hver eneste gang, den beslutter noget, hvad enten det er i form af lovgivning eller indgåelse af nedskæringsaftaler som nulvækstaftalen med kommunerne. Eller i form af mere eller mindre formelle internationale aftaler som senest i EU om at lande, der har sagt Nej til euro’en, alligevel skal behandles og vurderes efter euro-landenes aftaler.

Det betyder i sin konsekvens opgivelse af den sidste rest af økonomisk selvstændighed, hvad der længe har stået på regeringspartiernes og det meste af oppositionens program. De vil trives som administratorer af den nordlige provins. Folkebevægelsen mod EU har forlangt en folkeafstemning om Løkkes løfter, der igen er i strid med den pænt omtalte og lidet fulgte grundlov.

Folketingsmedlemmerne rapporteredes under afslutningsdebatten at være i højt humør ved udsigten til en lang sommerferie, som de synes er velfortjent. De skulle lige først vedtage ’genopretningsplanen’, der sparker til børnefamilier, arbejdsløse og andre, den kapitalistiske krise uden egen skyld har sendt til tælling.

Hver dag med VKO bringer nye ulykker, og efter sommerferien er situationen den samme: ’Genopretningsplanen’ skal iværksættes – i første omgang gennem kommunale nulvækstbudgetter. Her vil der blive kæmpet, ligesom elever og studerende eller offentligt ansatte og dagpengemodtagere eller potentielle dagpengemodtagere ikke vil acceptere den.

Selvom S og SF drømmer, og LO-formanden lader stå til, kan VKO bremses og sættes på porten.

Netavisen 25. juni 2010