Velfærden skal reddes – for hvem?

Leder
Kommunistisk Politik 10, 2010

Det er et tilbagevendende mantra ikke bare i Danmark, men i hele EU,  at ”velfærden skal reddes”.

Den seneste uge rutsjetur på børserne og hasteindgreb i EU, der etablerede både en gigantisk lånepakke til Grækenland og en stabiliseringsfond til andre gældstyngede lande, der spekuleres imod, har vist hvad det betyder.

Det samme som under ’finanskrisen’ i 2008, der blev indledningen til den generelle verdenskrise, som endnu holder en hel del af den kapitalistiske verden (og det vil sige hele verden) i sit mere eller mindre kvælende greb.

”Når velfærden skal reddes”
konkret, handler det om bankernes, monopolernes, kapitalisternes velfærd. Det handler om at sikre de finansielle institutioner og det absurde finanssystem, så hele cirkus’et kan fortsætte med den ukontrollable spekulation, der kan sende hele nationer i knæ, med akutte kriser, fallitter, massearbejdsløshed og alt hvad der ellers følger med.

Det viser sig, at det, der skal reddes, er euro’en – ’for enhver pris’. Og det vil sige tyske og franske banker, som ikke ville få deres poster og renter, hvis Grækenland gik konkurs.

Euro’en, Unionen og velfærden er uforenelige størrelser. Unionens traktatfæstede nyliberale økonomiske politik sikrer kapitalen, bankerne og monopolerne på bekostning af arbejderne og det store flertal.

Det bliver særlig tydeligt i krisetider. De græske offentligt ansatte, arbejderne, de unge, befolkningen som helhed er blevet dikteret seriøse forringelser – direkte lønnedgang, højere skat (moms), pensionssænkning, højere pensionsalder osv.

Ikke fordi de har levet over evne eller haft det specielt fedt, men fordi deres uansvarlige kapitalister og den kapitalistiske regering har gjort det, og er blevet finansieret af uansvarlige banker og finansinstitutioner af direktører med årlige millionlønninger.
Dem vil de beholde. De græske kapitalister og deres regeringer bliver ikke draget til ansvar. De lever stadig fedt og godt. Men det store flertal skal betale ved at knokle mere for mindre.

De græske arbejdere er prøvestenen. Kommer man igennem med det elendige kriseprogram der over for en arbejderklasse, der både er mobiliseret og kampvant, vil man komme igennem med drastiske kriseprogrammer over hele unionen. Umiddelbart står i hvert fald Spanien og Portugal for tur. Stort set samtlige lande skal opfylde konvergenskravene, og den nyliberale patentløsning er at  slagte og forringe den offentlige sektor og de offentlige ydelser.

 Løsningen er massearbejdsløshed. Løsningen er forringede levevilkår for det store flertal. Og de kapitalistiske EU-politikerte har tilmed den frækhed at påstå, at velfærden slagtes ’for at redde velfærden’.

I hvert eneste land skal den model anvendes, og den bliver anvendt. I Danmark med VKO-regeringen som flittig praktikant. Dens spareplan 2011-13 er skåret over samme læst som i resten af EU. Velfærden skal reddes – for kapitalen, monopolerne, skibsrederen og hans bank.

De græske arbejderes og det græske folks massive protester har gjort det klart, at de ikke vil finde sig i det nyliberale velfærdsangreb,  at de ikke vil acceptere EU’s diktater og recepter og at de ikke vil betale enhver pris for den elendige euro. Det socialdemokratiske PASOK blev bragt til magten for at redde græsk kapitalisme og EU ud af det kaos og den afgrundsdybe krise, de tidligere regeringer havde forberedt. Deres forræderi mod de græske arbejdere og deres egne valgløfter, i øvrigt, var så at sige bestilt. Den folkelige vrede rammer nu også dem.

Der sker en hurtig radikalisering og en venstredrejning i det kriseramte Grækenland. Lige nu har den styrket det græske revisionistparti KKE og dets faglige organisme PAME. Revisionismen er så at sige kapitalismens sidste chance i arbejderbevægelsen, der indsættes for at søge at bremse vendingen mod et revolutionært opgør med kapitalisme, union, gæld og euro. At dette parti oplever et comeback siger mest af alt noget om den græske krises dybde – og om EU’s og euro’ens krise.

Netavisen 15. maj 2010