Nekrolog: Rød Ungdom 

Kommunistisk Politik 7, 2010 

Af Troels Riis Larsen

I marts 2010 erklærede Rød Ungdom at organisationen havde nedlagt sig selv, som landsorganisation. Kun en enkelt afdeling i Aalborg, der har eksisteret siden 1996 holder ved og holder fast i navnet – men som landsorganisation er Rød Ungdom nu definitivt slut med at markere sig.

Murens fald betød store omvæltninger i det politiske landskab. De største omvæltninger var nok at al snak om socialisme, revolution og troen på mennesket som grundpillen i fremtidens samfund med et slag blev fejet til side til fordel for markedskræfterne og fortællingen om at historien har fundet sin afslutning med det liberale kapitalistiske samfund.

I det danske politiske landskab var der dog lys i mørket. Omkring afstemningen af EF-traktaten i 1992 havde organisationen Rok ved unionen kæmpet for et nej. For mange af de unge der deltog, var perspektivet om kampen mod EU ikke helt nok. Man ville mere endnu.

I september 1992 blev ungdomsorganisationen Rebel stiftet, der ikke formelt, men i praksis på mange måder var knyttet til Enhedslisten. Rebel havde dog som udgangspunkt et meget anarkistisk udtryk og samtidig gjorde man en dyd ud af at afgrænse sig fra ”stalinismen” – altså i praksis alle, der mente, at Sovjetunionens og de øvrige erfaringer fra den praktiske socialisme stadig kunne og burde bruges (om end ikke ukritisk).

I starten af 1993 stiftede en stor gruppe unge Rød Ungdom. Derved var der sikret et åndehul til de unge, der ikke troede på fortællingen om kapitalismens evige vækst og fremgang – der var sikret plads til de tusinder af unge der hver dag kæmpede mod nedskæringer, mod markedsgørelsen – og ikke mindst var der hér en gruppe unge, der turde tage den ideologiske kamp. Her turde man diskutere kapitalismen som system, og man turde pege hen mod en løsning – socialismen.

Rød Ungdoms første år handler i høj grad om at konsoliderer sig politisk og organisatorisk. Men den politiske kamp bliver også ført videre fra Rok ved Unionen. Afstemningen den 18. maj 1993, der efterfølgende resulterede i gadekampe og politiskud på Nørrebro, har også betydning for Rød Ungdom. For en generation af EU-modstandere står det klart, at politikerne vil have deres vilje og modstand slået ned med hård hånd. Hvor ”den autonome bevægelse” bredt for skylden for urolighederne, så oplevede de røde unge det samme billede af et udemokratisk samfund – men hér turde man gå skridtet længere end både Rebel og den udefinerbare gruppe af ”autonome” (som Rød Ungdom og Rebel i offentlighedens øjne også var en del af, men som i hvert fald ikke var en del af Rød Ungdoms selvforståelse) – man turde pege på, at vi kunne og skulle skabe vores eget demokratiske og socialistiske samfund, der ikke blot er til for kapitalisterne.

Rivende udvikling

De næste fire år oplevede Rød Ungdom en næsten konstant fremgang. Men ikke uden kamp. Mange steder landet over kæmpede Rød Ungdom og Rebel om at definere den revolutionære venstrefløj i forhold til ungdommen, men i midten af 1990’erne var Rød Ungdom så stor, at den flere steder rundt om i landet også udkonkurrerede SFU. SFU var i forbindelse med SF’s deltagelse i det såkaldte nationale kompromis og dermed Ja’et til afstemningen i 1993 blevet splittet, og i en kort periode levede der en gruppe Uafhængige Unge Socialister, hvoraf en del gled ind i Rebel.

Rød Ungdoms fremgang var heller ikke sket uden at falde en række borgerlige for brystet, og Dansk Ungdoms Fællesråd forsøgte i 1996 at fratage Rød Ungdom tipsmidler til trods for, at man opfyldte alle formelle betingelser. Man ikke mente at Rød Ungdom var ”demokratisk” nok – det skyldtes bl.a. at man ikke mente at socialismen kunne nås fredeligt, men også at man i Rød Ungdoms program erklærede at man ønskede nazismen forbudt. Med en dygtig kampagne og argumenterne i orden fik Rød Ungdom dog sikret sin bevilling.

I Rød Ungdom havde det dog også ført til, at nogle ytrede ønske om at nedtone eller fjerne de dele af programmet, således at det blev nemmere at få støtte. Denne tendens til at sælge sine meninger for mammon blev ikke aktuel dengang, men det er selvfølgelig problematisk for en organisation, hvis der er medlemmer der er parat til at gå på kompromis med holdninger og principperne for at få støtte.

I sommeren 1993 deltog jeg i Rød Ungdoms sommerlejr, min første organiserede kontakt med Rød Ungdom. Det ene tog hurtigt det andet, og snart efter var jeg en integreret del af Rød Ungdom i København. Der blev sat en hel stribe initiativer i gang og ikke mindst kampen mod nazismen, racismen og fremmedhadet fyldte. Der blev lanceret konkrete kampagner – ikke mindst mod nazihøjborgen i Kværs og Kollund i 1994 og i Roskilde 1995, hvor nazisterne blev jaget ud af byen efter de forsøgte at gennemføre en nazimarch.

Men det, der i denne periode i høj grad var med til at fasttømre Rød Ungdom som organisation var engagementet i Ribus-konflikten i 1995. En arbejdskonflikt der varede 268 dage (næsten 9 måneder), hvor Rød Ungdom deltog meget aktivt og var med til at organisere støtten til de strejkende buschauffører. For mange af de unge var konflikten et lærestykke i kapitalismens logik – men også i statens (politiets) tydelige støtte til fordel for busselskabet. Samtidig var det med til at skabe forståelse for, at man blev nød til at kæmpe og til tider militant for at sikre arbejderklassens rettigheder.

Rød Ungdom formåede at rykke på en række områder i denne periode og blandede sig også i uddannelsespolitikken og havde bl.a. indflydelse i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Og som ’ungdomsparti’ slog RU også igennem i en bredere offentlighed. I foråret 1996 mente Politiken, at Rød Ungdom og Kristeligt Folkeparti var ’de to politiske partier udenfor folketinget’, der var bedst med når det gjaldt hjemmesider.

Fra 1993 til 1997 oplevede Rød Ungdom altså en rivende udvikling og afholdt sommerlejre med over 100 deltagere, hvilket må siges at være bemærkelsesværdigt i en tid, hvor alt hvad der lugtede af socialisme og kommunisme var tabu og blev bekæmpet hårdt.

Splittelse og nedtur

Kuppet i DKP/ML i foråret 1997 fik også konsekvenser for Rød Ungdom. Det betød en ny linje for partiet og ungdomsarbejdet. Ikke alene påvirkede det ledelseskræfter i Rød Ungdom, der efter kuppet blev udelukket fra ledelsen. Men også store afdelinger som København og Odense blev ramt og kom sig aldrig rigtig igen.  Kupfolkene førte en ’skjult partikamp’ i Rød Ungdom – selvom det var de færreste medlemmer i RU, der nogensinde opfattede hvad kuppet i DKP/ml gik ud på. Det ’nye DKP/ML’ gav plads for al mulig liberalisme i RU, og var ude af stand til at give et bud på udviklingen af organisationen.

Båndene mellem partiet og Rød Ungdom blev holdt skjult og man søgte at fremstille RU som en helt parti-uafhængig organisation. Med tiden nedprioriterede DKP/ML og mere eller mindre opgav arbejdet med Rød Ungdom.

For mit og andre kammeraters vedkommende var det klart, at vores tilstedeværelse i Rød Ungdom ikke var ønsket. Derfor tog vi konsekvensen. Efter at jeg var kommet hjem fra en længere rejse til Australien i foråret 1998 påbegyndte vi arbejdet med at danne en egentlig kommunistisk ungdomsorganisation, der i 1999 blev til dannelsen af DKU.

Rød Ungdom døde ikke med ét slag. Den var relativt aktiv frem til midten af 0’erne, men uden opbakning og uden et klart revolutionært perspektiv blev organisationen stadig mere overflødig. Rebels opløsning og reelle omdannelse til Enhedslistens ungdomsorganisation – SUF – viste med al tydelighed at ungdomsorganisationerne måtte vælge, om de i forhold til det parlamentariske ville nærme sig Enhedslisten eller fortsat forblive ’uafhængig’. Rød Ungdom forsøgte begge dele og fejlede. I stedet for at lægge en klar strategi for at sikre et alternativ til reformismen blev der åbnet op for, at en række andre ungdomsorganiseringer, såsom Globale Rødder, kunne overtage pladsen som den aktivistiske, politiske ungdomsorganisering uden for liste Ø.

Spildte muligheder

Som gammel Rød Ungdom’er kan jeg i dag være ked af tabet af den organisation, der var med til at forme min politiske bevidsthed. Men det er ikke blot nostalgien, der gør tabet af Rød Ungdom trist. Det er i lige så høj grad de muligheder, som man smed på gulvet som resultat af DKP/ml’s forandring. Rød Ungdom kunne den dag i dag fortsat have været et ægte revolutionært alternativ. Stort nok til at tage kampen op mod reformismen både i og udenfor organisationen, samtidig med at man hele tiden fastholdt perspektivet – fremtidens fjerne mål.

Et reelt alternativ til reformismen er også den bedste måde at holder den galopperende reformisme tilbage. Dette alternativ eksisterer ikke som stærk kraft i dag. Resultatet er, at f.eks. SF kan galoppere til højre uden risiko for at møde reel modstand. Et stærkt revolutionært Rød Ungdom ville ikke være løsningen på alle venstrefløjens problemer, men det ville måske med tiden være blevet den brede ungdomsorganisering, der for alvor bandt den revolutionære venstrefløj sammen og udviklede den til en betydelig kraft.

Det nytter selvfølgelig ikke at græde over de forspildte muligheder. Vi kæmper videre for vores fælles fremtid, for en verden uden udbytning – for socialismen.

Rød Ungdom er død – den røde ungdom lever!

Troels Riis Larsen er talsmand for APK og tidligere medlem af Rød Ungdoms landsledelse

Netavisen 8. april 2010