OK2010 Klasse  mod klasse: Stem Nej-kampagne NU 

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 5, 2010

Ser man på de uforskammet ringe overenskomstforlig, som er kommet i hus, så er de kun ringe for arbejderne, men til gengæld uforskammet billige for arbejdskøberne.

De er et produkt af et årelangt råddent klassesamarbejde fra LO-toppens side, hvor der prædikes mådehold, ikke mindst  i en krisetid for virksomhedsejerne. Der anråbes om solidaritet med virksomhedernes konkurrencevene, og fagtoppen er med til at udbrede illusionen om, at virksomhederne ellers tvinges til at rejse udenlands.

Forud for ok-forhandlingerne kunne LO ikke undlade at docere mådehold om, at der er et meget begrænset beløbsramme ved de aktuelle kriseoverenskomster. Udslagsgivende storvirksomheder har prædiket mådehold og direkte talt om lønnedgang. Medierne har fulgt trop med historier om, at arbejderne i massefyringernes kølvand blot er glade for at beholde deres arbejde, og topforhandlerne har suppleret med, at man skal benytte fantasien og komme med gode ideer og stille krav, som er meget billige for arbejdsgiverne. 

Stikker man en finger i jorden, så er det klart, at situationen er udpræget defensiv, og at arbejderklassen må udbygge initiativer, som styrker sammenhold og solidaritet – og forsvarer den truede realløn.

Men de miserable forlig, som er indgået på industriområdet og transporten, er ikke udtryk for at forsvare arbejderklassens sammenhold og solidaritet, men de er udtryk for fagtoppens accept af, at byrderne ved en kapitalistisk krise kastes over på arbejdernes skuldre. Derfor forsvares mindstelønnen ikke ved et krav om et reelt lønløft. Tværtimod splitter man op ved at foregøgle, at folk på løfteparagrafområdet sikrer sig dér, og at det ikke har nogen betydning for dem og alle med højnelse af mindstelønnen.

Ser man blot lidt længere frem og forstår, at også løfteparagraf-området (minimallønsområdet) udhules mere og mere, og at det sættes mere eller mindre i stå, såfremt der ikke er en massiv solidarisk basis at kæmpe og manøvrere ud fra. 

En sådan basis opbygges bedst gennem fælles krav, der betyder, at hæver man bunden betydeligt, så styrkes solidariteten også væsentligt og påvirker højere lønnede i positiv retning.

Derfor kan der ikke være tvivl om, at krav om sikring at reallønnen ved de nuværende overenskomster her og nu må stå i centrum med en væsentlig forøgelse af mindstelønnen. 
Et krav om op imod 150 kr. i timen som mindsteløn er ikke noget overbudskrav i forhold til de sølle 3 kroner mindstelønnen er hævet med over 2 år i de indgåede ’mønsterforlig’. På samme måde er de opnåede satsforhøjelser på normallønsområdet usle og garant for fortsat reallønsnedgang, hvis disse to-årige overenskomstaftaler også bliver gældende overenskomster.

Et vigtigt krav er også kravet om nedsættelsen af arbejdstiden, især for skifteholdsarbejdere – et krav som også bør kunne forene kræfter på alle områder. 
Og kravet om afskaffelse af den halvfeudale regel for fortidens kontorslaver, om at 50 pct. skal være organiserede i HK for at HK kan tene overenskomst, skal selvfølgelig støttes solidarisk og ultimativt.

Det er i sammenhæng med sådanne solidariske krav, at man også kan kræve foranstaltninger imod udenlandsk løndumping, et spørgsmål som af gode grunde aldrig kan være et hovedspørgsmål ved overenskomstaftalen. Selv om man kan få lov til at se arbejdsgiverne efter i kortene ved mistanke om løndumping, så er det utroligt let at omgå. Papir er taknemmeligt, og pæne ord gør det ikke.

I sidste ende er det først og fremmest opbygningen af klassesolidariteten som skal imødegå det uvæsen, som skruppelløse arbejdskøberes løndumping er. 

Selvom der ikke foreligger forligsresultater på alle de forskellige områder, er der ingen grund til at vente.   De decentrale forhandlinger, som har afløst tidligere tiders centrale forhandlinger om fælles krav for store dele af klassen, er ikke så decentrale igen, at det gør noget. Vi har luret dem og kan ligeså komme ud af røret og iværksætte Stem Nej kampagner for hele området.  

Vil vi nægte at bære monopolernes og kapitalens krise, mens banker og andre forgyldes og milliarder postes til privatisering og ulovlig krig – så er der ingen vej uden om: 

Det haster  med en fælles Stem Nej kampagne for hele overenskomstområdet med hovedfokus på sikringen af reallønnen og styrkelsen af solidariteten arbejdere imellem – imod individualismen og fleksibilitetens svøbe.

Er der et billede der er behov for at sætte op foran sig ved OK2010, er det forståelsen af, at holder man mange tændstikker sammen, så er det næsten umuligt samlet at knække dem,  medens den enkelte tændstik er uhyggelig nem at knække. 

 Netavisen 2. marts 2010
 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne