Hvor går klimakampen hen?

Klimabevægelsen i Danmark efter COP15? Der er betydelig enighed om klimadagsordenen, men uenighed om mål og midler.

Kommunistisk Politik 5, 2010

Organisationen Klimabevægelsen afholdt i slutningen af februar et åbent debatmøde for alle, der på den ene eller anden måde havde været aktive under COP15-topmødet i København i december 2009.

Mødet blev et lærestykke i, hvorfor politiske enkeltsager er problematiske at bygge organisationer op omkring.

Den første runde af paneldeltagere skulle vurdere selve topmødet. Der var inviteret fra Verdensnaturfonden (WWF), Klimabevægelsen selv og en ung fra Danmarks Naturfredningsforening. De var alle enige om, at resultatet af selve klimatopmødet havde været en fæl skuffelse. Alle de forventninger, der var til, at København skulle være stedet, hvor verdens lande ville indgå en ny bindende global klimaaftale, brød aldeles sammen.

Men har nogen troet, at det ville få alle illusionerne til verdens stormagter til ligeledes at bryde sammen, ville de blive lige så skuffede, som de tre organisationer var over topmødet.

Helt uberørte af situationen var de naturligvis ikke. Derfor blev der heller ikke udtrykt nogen forhåbning til, at det kommende COP16-møde ville finde frem til enighed om at reducere CO2-udledningen.

Klimadagsorden – men uenighed om mål og midler

Til opsamling var inviteret en repræsentant for projektet Transition Towns og en ung person fra Noah. Det var med til at fuldende billedet af klimakampen i Danmark som spredt for alle vinde.

Dette skal dog ikke forstås som rent  negativt. Klimakampen er i stedet blevet tilføjet stort set alle politiske bevægelsers eksisterende grundlag, uanset om der er tale om den gamle miljøbevægelse eller nye varianter. Klimakampen er også blevet et vigtigt argument i arbejdsløshedsbevægelsen, der havde udarbejdet en plan om 10.000 job i byggeriet til at energirenovere boliger og virksomheder.

Bevægelsen med dens mange initiativer har været med til at sætte en politisk dagsorden.
Organisationen Klimabevægelsen blev aldrig selv til den masseorganisation, som nogle folk havde forestillet sig. Hvilket måske er et tegn på, at folk godt kan se de større sammenhænge, og at de søger mod dem, der forsøger at give et svar på hele det kapitalistiske systems krise.

Under det uskyldige debatpunkt ”Opsummering af civilsamfundsaktiviteter” lå den anden centrale diskussion – om retten til at demonstrere. Op til selve topmødet havde f.eks. Anders Olesen fra Byggefagenes Samvirke samt ‘Kommunistisk Parti’ undsagt brugen af den planlagte civile ulydighed, specielt fra Climate Justice Actions side. Det var en splittelsesmanøvre, der var med til at give det danske politi nærmest frie hænder i deres vanvittige forfølgelse af danske og internationale aktivister, i strid med lovgivningen.

Blandt deltagerne i den anden runde var også Tannie Nyboe fra Climate Justice Action, en af de to talskvinder, der blev arresteret og varetægtsfængslet for ingenting under forsøget på at råbe de delegerede i Bellacentret op. Hun fremlagde, at de på mange måder havde følt, at det havde været spild af tid at prøve at få ting til at fungere sammen med folk fra de etablerede såkaldte ’græsrodsorganisationer’ (= statsfinansierede ngo’er, KP).

Der var for store principielle uenigheder, både om hvad der skal gøres for at standse den globale opvarmning, og om hvilke politiske metoder det er i orden at bruge for at komme til orde. Når man fornægter civil ulydighed som kampmiddel og anerkender CO2-kvotesystemet, står man i virkeligheden på samme linje som den danske regering og lederne fra verdens stormagter.

Efter COP15: Fra aktivister til præsidenter

Climate Justice Action er den af de mange internationale paraplyorganismer, der var på gaden i december, der fremstår klarest i formuleringen af sammenhængen mellem det imperialistiske system og de kriser, verden står i, herunder klimakrisen. Det kunne ses på Reclaim Power-dagen under det mislykkede topmøde, hvor det lykkedes at gennemføre et Folkets topmøde uden for Bellacentret. Det er også hovedsageligt baseret på aktivist-traditionerne i de vestlige landes hovedstæder.

På konferencen og paraplyen Klimaforum09 lykkedes det at nå til enighed om en skarp deklaration under overskriften ”System change – not climate change”, der bl.a. kræver et fuldstændigt stop for fossilt brændsel i løbet af 30 år og en kompensation til de lande, der allerede nu lider under klimaforandringer. Dette initiativ var først og fremmest et internationalt virvar af store og små organisationer.

Et tredje initiativ er nyt og så først dagens lys efter COP15, da en lille gruppe lande nægtede at anerkende Obamas og værten Lars Løkkes ’resultat’, Københavns-akkorden. Det førte til, at Bolivias præsident Morales har indkaldt til en ”Folkets verdenskonference” om klimaforandringer og ”Moder Jords rettigheder” i Cochabamba, Bolivia, den 19.-22. april 2010. Denne konference er bl.a. et forsøg på at holde landene fast på Kyoto-protokollens måltal, som ingen af de industrialiserede lande i virkeligheden har tænkt sig at leve op til. Dette internationale initiativ har også fået en dansk gren.

Men det må også konstateres, at klimakampen aldrig rigtig har fået fat som selvstændig enkeltsagsbevægelse i Danmark i anden form end den, som den antog under forberedelserne til COP15 og i de mange aktiviteter og demonstrationer under topmødet. Og selvom klimakampen hører sammen med kampen mod imperialismen, og allerede er inddraget af de eksisterende anti-globaliseringsbevægelser, er der stadig grund til at tage den politiske diskussion på dette felt under selvstændig behandling.

Den sidste olie

Borgerskabet har gennem årtier fornægtet, at klimaproblemet overhovedet eksisterede. De fossile brændsler er på den anden side blevet et tiltagende problem af andre grunde, først og fremmest geopolitiske, da ikke mindst USA’s og andre af vestens stormagters egenproduktion af olie på ingen måde dækker deres forbrug, USA’s egne oliekilder er for længst pumpet tørre og brændt af på de mest idiotiske måder, som var der tale om uendelige forsyninger.

Også Vestens egne gasreserver er ved at være udtømt, Danmarks naturgas beregnes af energiselskabet Dong til kun at holde de næste få år, og selskabet er derfor dybt involveret i den nye russiske gasledning, der skal løbe gennem Østersøen   uden om alle de tidligere østbloklande og direkte til Tyskland.

Olie er under alle omstændigheder ved at blive en begrænset ressource her på planeten. Det samme er ikke tilfældet for kul og gas, men det samlede billede viser klart Vestens forsyningsproblem.
Det betyder, at prisen på især olie har været konstant stigende, i takt med at den bliver stadig vanskeligere at få boret op.

Det er vigtigt at slå fast, at klimadagsordenen set fra verdens nuværende stormagter på ingen måde er baseret på miljøbevidsthed, men simpelthen er blevet en indfaldsvinkel til kampen om adgang og kontrol med verdens ressourcer. På samme måde er krigene i verden i dag i høj grad et udtryk for kampen om råstoffer, heriblandt ikke mindst adgangen til billig olie.

Det handler ikke om angsten for stigende vandstande og tørke, eller andre uheldige sideeffekter af den globale opvarmning, men om modsætninger mellem imperialistmagterne.

At det netop er sådan, tingene hænger sammen, ses i virkeligheden også ganske tydeligt i de forslag, som stormagterne stiller som løsning på problemet med reducering af CO2. De handler om, hvordan man på en snedig måde kan skabe et marked for at købe og sælge retten til at forbrænde den sidste olie, det såkaldte CO2-kvotesystem.

Andre interesser har også øjnet muligheden for at hoppe på det miljørigtige og grønne ordvalg. F.eks. bruger atomkraftindustrien uanede midler på at fremhæve sig selv som en bæredygtig energiform, selvom den har sine egne og mindst lige så uhyggelige forurenings- og forsyningsproblemer. I England vil man åbne ti nye reaktorer inden for de kommende årtier.

Energisparekrav bliver med særlig flid rettet mod den almindelige husholdning. Og det passer rigtig godt ind i hele den individualistiske propaganda, der bruges så mange ressourcer på at udsende. For den er beregnet til at fordreje det faktum, at arbejderklassen i virkeligheden ikke får tilstrækkelig andel i det, den producerer, til at forbedre egne vilkår. Tværtimod kan der i ethvert udbyttersamfund ses en klar tendens til forarmelse af arbejderklassen, mens borgerskabet høster overskuddet.

Fossilforbud

CO2-udledning til atmosfæren som følge af forbrænding af fossilt kulstof er en objektiv kendsgerning, hvis konsekvenser bliver stadig bedre beskrevet som følge af de videnskabelige fremskridt med hensyn til forståelsen af klodens klima.

Klimavidenskaben og dens opdagelser, teorier og konklusioner følger den samme udvikling som alle andre videnskabsområder. Den går ikke bare jævnt fremad, men med fejl og tilbageskridt som uundgåelige elementer. Nye videnskabelige instrumenter, kombineret med udviklingen inden for rumforskning og computerteknologi, betyder, at klimaforskningen i disse år har nået mange resultater, der slår om i nye erkendelser.

Hvordan mekanismerne i jordens klima hænger sammen, er selvklart ikke fuldkommen afdækket, men at kræve dette ville jo også være umarxistisk. Det er heller aldrig tidligere blevet krævet af nogen anden videnskabelig teori, før den blev antaget som værende korrekt, at den skulle være 100 procent dækkende, men udelukkende at teorien tilnærmelsesvis genspejler objektet, dvs. nærmer sig til den objektive sandhed.

Et stop for CO2-forurening betyder i praksis, at energiforsyning baseret på fossile brændsler skal stoppe som beskrevet i deklarationen, der blev vedtaget på Klimaforum09.

Dette er i kort form problemet: i den konkrete politiske kamp at rejse krav om et forbud mod afbrænding af fossile brændsler.

Netavisen 10. marts 2010