100 års kamp fortsætter

Vores køn er ikke til salg

Af Cathrine Pedersen, formand for DKU

Kommunistisk Politik 5, 2010


Ergoterapeuter demonstrerer under storkonflikten 2008

Kvindekampen er stadig højaktuel: 100 år efter man indstiftede en international kvindeaktionsdag i København, har vi stadig ikke opnået fuld ligestilling. Kvinder tjener mindre end mænd, kvinder laver det meste husarbejde i hjemmene, kvinder fremstilles og sælges som varer, og kvinder har ikke de samme muligheder som mænd på arbejdsmarkedet.

Samtidig bliver vi løjet for. Vi får at vide, at kvindekampen er vundet for mange år siden, at der er ligestilling, og at de stadige angreb på kvinders løn og arbejdsforhold er ren indbildning 

For 100 år siden på Den anden internationale socialistiske kvindekonference, afholdt i København på Jagtvej 69,  besluttede man at indstifte en verdensomspændende kvindedag. Forslaget blev fremsat af konferencens tyske delegation, som bl.a. bestod af den fremtrædende kvinderetsforkæmper og kommunist Clara Zetkin:

”I forståelse med proletariatets klassebevidste politiske og faglige organisationer i hvert enkelt land foranstalter de socialistiske kvinder i alle lande hvert år en kvindedag, som i første række har agitation for kvindernes valgret som formål. Kravet må belyses i sin sammenhæng med den socialistiske opfattelse af hele kvindespørgsmålet. Kvindedagen må have en international karakter og forberedes omhyggeligt.”

Allerede i 1911 manifesterede man den internationale kvindedag i en række lande, herunder Danmark. I 1921 blev dagen fastlagt til 8. marts af Kommunistisk Internationales 2. kongres. Siden har 8. marts været kvindernes internationale kampdag.

Vi har ikke vundet kampen

I Danmark opnåede man stemmeret for kvinder i 1916, hvilket var en stor sejr, men ikke ensbetydende med, at kampen for ligestilling og frigørelse var vundet. Alle illusioner om, at mænd og kvinder er lige eller nogensinde bliver det i det kapitalistiske samfund, må afsløres som endnu en af borgerskabets løgne. Allerede da man indstiftede kvindedagen i 1910, indså man, at kampen for kvinders ligestilling er tæt forbundet med kvinders økonomiske position i samfundet. Dette betyder i sidste ende, at kampen for kvindefrigørelse ikke kan vindes i et kapitalistisk samfundssystem, hvor der er store økonomiske interesser forbundet med opsplitningen af mænd og kvinder.

Deler man arbejderklassen på midten og sørger for, at der ikke er en samlet kamp for bedre lønninger, bedre arbejdsforhold og bedre levevilkår, svækker man denne kamp umådeligt meget. Skaber man samtidig en situation, hvor den kvindelige del af arbejderklassen kan hives ud og ind af arbejdsmarkedet, alt efter konjunkturer og forgodtbefindende, og hvor samme del i øvrigt tjener mindre, har man et kapitalistisk system som det danske i dag.

De ideologiske angreb på kvindekønnet er en direkte konsekvens af kvinders uligestillede økonomiske position.

Ideologiske angreb og splittelse

Den konsekvente fremstilling af kvinder som seksualobjekter i reklamer, i tv og i ugeblade har mange formål i et kapitalistisk system.

For det første legitimerer en sådan fremstilling den økonomiske ulighed, der eksisterer mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet. Hvis kvinder umenneskeliggøres som varer, hvorfor skal de så have krav på de samme lønninger og rettigheder som mænd?

For det andet påvirkes især yngre kvinder meget af de uopnåelige kvindeidealer, der fremstilles. Dette fører dels til forbrug af skønhedsprodukter og dels til store selvværdsproblemer. Selvværdsproblemer, der bl.a. sammenkædes med den meget store stigning i selvmordsforsøg blandt teenagepiger, i selvhad og selvskæreri, eller ’bare’ i utilfredshed med sig selv. Denne fremstilling af kvinder er en stor hindring for reel ligestilling og frigørelse. 

Et tredje markant ideologisk angreb er den fordrejning af kvindekampen, som det vedholdende fokus på ’stakkels undertrykte muslimske kvinder’ indebærer. Dette fokus signalerer, at vestlige kvinder er frigjorte, at vores kvindekamp er vundet.

Frem for at lade os splitte på baggrund af religion bør vi se på, hvilke undertrykkelsesmekanismer vi alle lider under. Muslimske kvinder arbejder og underbetales også i den offentlige sektor, de har også børn, der går i børnehave og skole, de bliver også gamle og skal leve af en folkepension, der er latterligt lav.

Det er disse grundlæggende uretfærdigheder, vi skal have vendt om. Uden dette har vi intet håb om at opnå hverken ligestilling eller frigørelse.

Men de fleste kvinder, og i særdeleshed arbejderkvinderne, ved godt, at kvindekampen ikke er et overstået kapitel, og tror ikke på, at kampen er vundet og vi har opnået ligestilling. Dagliglivet viser det modsatte. Ifølge ugebrevet A4 mener syv ud af ti kvinder ikke, at ligestillingskampen er vundet.

Vores køn er ikke til salg

Realiteten i dag er, at kvinder i gennemsnit tjener 15 procent mindre end mænd. Dette faktum bunder dels i, at kvinder aflønnes lavere for at udføre præcis det samme arbejde som mandlige kollegaer, og dels i at de områder, hvor der arbejder mange kvinder – fx pleje- og omsorgssektoren – aflønnes langt lavere end de områder, hvor størstedelen af de ansatte er mænd, fx håndværksfagene. Derudover er der ikke ændret på kønsfordelingen på arbejdsmarkedet de sidste ti år.

Vi har gennem en årrække oplevet en kolossal udpining af den offentlige sektor, hovedsaglig inden for de områder, hvor størstedelen af de ansatte er kvinder. På hospitaler, plejehjem, i skoler og børnehaver er der blevet skåret ned på budgetterne. Det betyder fyringer, et urimeligt arbejdspres for de tilbageværende ansatte og fortsat lønninger, der knap er til at leve af.

Desuden indebærer dette generelt ringere levevilkår for hele arbejderklassen. Når den offentlige sektor udpines, er det de lavest lønnede og de arbejdsløse, der rammes allerhårdest, og eftersom kvinder er overrepræsenterede i begge grupper, har det dobbelte konsekvenser.

Kampen for ligestilling er altså langtfra vundet. Som kvinder hverken kan eller skal vi finde os i at blive behandlet som andenrangs-mennesker. Vores arbejdskraft er ikke mindre værd, og vores køn er ikke til salg. Først når vi har vundet kampen for reel økonomisk ligestilling, kan vi vinde friheden til alle sammen at være mennesker, der ikke stækkes pga. vores køn.

Kampen for socialisme kan ikke vindes uden os

Hvis vi vælger at udkæmpe vores kamp mod mændene frem for mod det syge kapitalistiske system, der skaber ulighederne, svarer det til at sparke det ene ben med det andet i stedet for at gå fremad.

Vejen frem er klassekamp, side om side med mændene. Vi har i sidste ende de samme interesser, uanset hvor mange splittelsesideologier vi bombarderes med.
Som kvinder skal vi også huske, at kampen for socialisme ikke kan vindes uden os. Vi er halvdelen af arbejderklassen. Dette betyder, at vi må organisere os og kæmpe for vores rettigheder både som kvinder og som arbejdere.

Med andre ord: 8. marts er stadig hele arbejderklassens kamp.

Kvindekampen er således både kampen for bedre arbejdsforhold, for ligeløn og barselsorlov, samtidig med at det er lønkamp og kamp for bedre levevilkår for alle arbejdere. Det er kamp mod krig, reaktion og racisme – og i sidste ende en kamp for socialismen.

Netavisen 6. marts 2010