Kvindedagen 100 år og levende

Kommunistisk Politik 4, 2010

Det var arbejderkvinderne, der tog initiativ til at organisere en international aktionsdag, der kunne sætte deres krav i forgrunden. Den borgerlige kvindebevægelse kunne ikke længere forene det store flertal af undertrykte og udbyttede kvinder, efterhånden som kravet om stemmeret og formel politisk ligestilling blev indfriet. 

Kvindekamp var klassekamp, og det var arbejderkvinderne, der måtte gå i spidsen. Det var kampen for ligeret, ligestilling, ligeløn -  frigørelse, fred og socialisme -  det gjaldt.

Så på den 2. Socialistiske Internationale Kvindekonference den 26.- 27. august 1910 i København i Folkets Hus på Jagtvej 69 blev det besluttet at etablere en årlig verdensomspændende aktionsdag for kvinder og deres rettigheder. Initiativet kom fra den revolutionære tyske veteran Clara Zetkin, der stod på det daværende fælles socialdemokratis venstrefløj, og som tilsluttede sig den internationale kommunistiske bevægelse, da det formelle og reelle brud mellem reformister og revolutionære i arbejderbevægelsen udviklede sig under og i kølvandet på 1. verdenskrig.

Under reformistiske københavnske socialdemokrater blev Folkets Hus, Jagtvej 69, langt senere som ’Ungdomshuset’ overdraget til en fundamentalistisk kristen sekt, som rev denne vigtige bygning for den internationale arbejderbevægelse ned. Det var ren vandalisme.

Men kvindernes internationale kampdag kan ikke udslettes eller rives ned. Det er en sprællevende hundredårig, som i dag har spredt sig til og bliver afholdt i alle hjørner af kloden.

Der er grund til at markere 100-året her i 1910 – og der er også nogle, der med god grund vil gøre det næste år, i 2011, for det var det første år, hvor den internationale kampdag rent faktisk blev gennemført. Siden 1914 har den været afholdt den 8. marts, som nu – trods alle mulige borgerlige og religiøse afledningsforsøg og mors-dage – ikke står til at ændre som kvindedagen.

Selve ideen med den internationale kvindekampdag er at forene arbejderkvinderne og det store flertal af kvinder omkring deres mest centrale krav og om de mest centrale krav i den internationale klassekamp – og rejse dem som arbejderbevægelsens og den revolutionære bevægelses kvinder og mænds fælles krav.

De borgerlige og reformisterne søger at indskrænke kvindernes krav til alene kvindernes særkrav. De ser alene på kvindernes undertrykkelse som køn, på den kønslige udnyttelse. ’Vold mod kvinder’ og ’kvindehandel’ ses ikke i sammenhæng med den dobbelte karakter af undertrykkelsen af arbejderkvinderne: som arbejdere og som køn. De undlader at sætte den ind i sin sociale sammenhæng, som klasseundertrykkelse, og på globalt plan som en af  imperialismens konsekvenser.

Også når kampen begrænses til en kamp for ’lige rettigheder’ mellem kønnene, bliver det en evighedskamp. Kampen for ligeløn vil vare i 100 år mere, og så 100 år til. For de forhold i det kapitalistiske klassesamfund, som igen og igen gør kvinderne til billigere som arbejdskraft end mænd, ændrer sig ikke, uanset hvor mange gange ligeløn bliver en formelt lovfæstet ret, som den har været i Danmark i årtier. Fremskridt udhules hurtigt – og kvindekampen må føres ud fra et socialt helhedsperspektiv.

Selvfølgelig er kampen mod kvindehandel, sexslaveri og vold mod kvinder relevant. Og selvfølgelig er kravet om ligeløn et centralt krav for hele kvindebevægelsen og hele arbejderbevægelsen. Det blev rejst med fornyet styrke af fagforeninger med overvægt af kvinder under de offentligt ansattes storkonflikt i foråret 2008, hvor det blev kanaliseret ind i dannelsen af en ligelønskommission, der ikke har barslet med noget som helst.

Så kom den økonomiske verdenskrise. På globalt plan fører den til sult og nød, som ikke mindst rammer kvinderne og deres børn. Lønningerne bliver presset, arbejdskraft og mennesker bliver billigere.

Det samme gælder her.  Arbejdsløsheden er stærkt stigende og fører som altid til knuste skæbner og knuste familier. Reallønsfald selv i gode tider har bevirket, at to lønninger generelt er en nødvendighed for at familierne og børnene ikke skal havne i fattigdom. Familier sættes på gaden i massevis. Alene i 2009 satte KAB omkring 350 familier på gaden, og tallet vokser:

– Så mange har vi aldrig prøvet at sætte ud før. Det er meget rystende at se, at det drejer sig om ganske almindelige familier. Det er kontanthjælpsmodtageren, den enlige forsørger eller folk i lavindkomstgruppen. Og det er ikke engang dyre lejligheder, siger Jesper Nygård fra selskabet.

Og Danmark er i krig, en deltager i nutidens kolonikrige i Irak og Afghanistan, og parat til flere. Også danske mødre lever i stadig frygt for en melding om, at deres sønner (og – i ligestillingens navn -enkelte døtre) er dræbt eller lemlæstet i Afghanistan, hvor mødre lever i konstant angst for at deres familier eller de selv skal blive dræbt, lemlæstet eller mishandlet af besættelsestropperne. Danmark bruger halvanden milliard om året på at føre krig dér.

Stop for krige og besættelser! Penge til velfærd i stedet for til krig! Det vil igen være et af kvindernes hovedkrav verden over i 2010. Kvindedagen blev indstiftet på tærsklen til en verdenskrig, og har altid stået op mod krigen. Verdenskrisen og den globale krig er igen hovedspørgsmålene på kvindernes internationale kampdag.

Og det må nødvendigvis også betyde, at kampen må rette sig mod det system, som konstant igennem de sidste hundrede år har avlet kriser og krige: kapitalismen og imperialismen.
Kvindebevægelsen må være antikapitalistisk og socialistisk – eller dømme sig til en evighed.

Se også
DOKUMENTATION: Jagtvej 69 og Kvindernes Internationale Kampdag

Netavisen 6. marts 2010