Hestekure og arbejdermodstand

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 4, 2010

Da Lars Løkke og Claus Hjort-Frederiksen midt i januar annoncerede deres ’hestekur’ som medicin for den skranten og kriseramte danske økonomi gjorde de det med henvisning til EU’s ’konvergenskrav’, der tilsiger at underskuddet på  statsbudgettet ikke må overstige 3 pct. om året. Derfor skal der det i perioden 2011-14 nedbringes med 27 milliarder kroner. VK-regeringen kender kun én metode: Det er gennem nedskæringer på de offentlige budgetter. I dette tilfælde skal regningen sendes direkte videre især til de i forvejen tætbarberede kommunale budgetter. Nedskæringer, nye udliciteringer og privatiseringer – og støtte til banker, kapitalen og de rigeste i landet – er hovedbestanddelene i VK-regeringens kriseprogram. 

Men siden den første offentliggørelse er der blevet underligt stille om hestekuren. Medierne har haft travlt med spin og skandaler, VK og O med at forsvare sig og snakke udenom. Da burka-debatten fes ud, har Dansk Folkeparti fundet et nyt g følelsesladet lov-og-orden emne, så man kan undgå vigtigere ting: Straffen for voldtægt skal sættes i vejret. Det er godt til at dække over de store klasseovergreb. 

Fagbevægelsen har også været underlig tavs om ’hestekuren’. Nogle vil forklare det med, at den har meget travl med de private OK-forhandlinger. Men det er en rigtig dårlig undskyldning. Den annoncerede ’hestekur’ vil dække en stor del af den kommende treårige overenskomst-periode og i sig selv betyde et reallønsfald for det store flertal. 

Offentlige nedskæringer og markedsgørelse betales dyrt. De såkaldte ’liberalisering af elforsyningen’ har betydet en kraftig fordyrelse, størst for almindelige private forbrugere. I modsætning til løfterne om, at ’øget konkurrence’ ville presse priserne nedad, har store selskaber som DONG, svenske Vattenfall og tyske E-ON høstet enorme profitter. Prisstigningerne for ’små kunder’ har siden markedsliberaliseringen i 1998 været på 107 procent, mens de for ’store kunder’ (storindustrien) er steget mellem 60 og 62 procent.
 
LO har meddelt, at OK-forhandlingerne ikke vil blive ’en lønfest’, men at man vil gå efter at sikre reallønnen på det nuværende niveau. Det forudsætter nominelle lønstigninger, beregnet såvel i forhold til prisstigninger, øget brugerbetaling og påtvungne merudgifter i forbindelse med nedskæringer. 
 
Danmark har ingen grund til at følge ’konvergenskravet’, selvom Claus Hjort-Frederiksen vil have det. Danmark er ikke med i euroen – og i øvrigt har masser af lande overtrådt konvergenskravet. Det er først og fremmest et påskud for at gennemføre nedskæringer for almindelige folk og undgå, at de rige skal betale noget, men tværtimod får noget ud af den nuværende krise, som bliver langvarig. Både i den forstand og i forhold til at fremskynde privatiseringsprocesserne, som regeringen har proklameret, passer det VK fint. 

Og endnu bedre hvis den så kan fralægge sig ansvaret ved at lægge skylden på nedskæringerne over på EU, selvom den nyliberale EU-politik også er VK’s hjertebarn. Vi har gennem de sidste små årtier (og især siden Maastricht i 1992) set den ’ nordiske velfærdsmodel’ skridtvis og stykke for stykke blive lemlæstet til ukendelighed og erstattet med den nyliberale discount-model, som EU ønsker. Den nordiske velfærdsmodel fungerede ikke mindst gennem de kommunale budgetter. VK-regeringens ønskemål var fra starten ’minimalstaten’. Den er nu, med et træffende udtryk, ved at etablere minimalkommunen. 
 
At VKO-regeringen, EU og de nyliberale EU-regeringer i medlemslandene, hvad enten af borgerlig eller socialdemokratisk observans, bedriver grundlæggende den samme krisepolitik på de arbejdendes og ’velfærdens’ bekostning – og til beskyttelse af profitterne – kom åbent til udtryk, da EU dikterede Grækenland dramatiske fyringer og lønnedgang for de offentligt ansatte samt drastiske nedskæringer af serviceydelser. 

Millioner af offentligt ansatte er gået på gaderne i protest, og får tilslutning fra de privatansatte. Og protesterne følges op af arbejderne i andre euro-lande, der nu trues med tilsvarende unions-foranstaltninger.  

Protesterne retter sig ikke bare mod de konkrete nedskæringer, men også mod regeringerne, der gennemfører dem, og mod EU’s nyliberale diktater. I sidste ende mod monopolkapitalens ’Forenede Europa’, der under den økonomiske krise afslører din dybt arbejderfjendske karakter og sin fjendtlige holdning til velfærd og en velfungerende offentlig sektor. 
Det er en lære, som også de danske arbejdende – offentligt som privatansatte – må drage og inddrage i de kommende kampe, som allerede er i gang.

 Netavisen 21. februar 2010