Iransk revolutionsdag: Præstestyret under pres

Af Kommunistisk Politik

Den 11. februar markeres 31-års-dagen for den iranske folkerevolution, der væltede det forhadte, barbariske og pro-imperialistiske shah-regime. Modstanden mod shah-styret samlede forskellige politiske strømninger og oppositionelle grupperinger og forenede hele det iranske folk, som på trods af shah-styrets brutalitet over for demonstrationer og protester tvang regimet til fald.

Det amerikansk-støttede shah-regime for frem med hård hånd mod alle sine modstandere: det fængslede,   torturerede og dræbte både den religiøse islamiske opposition og de verdslige, venstreorienterede organisationer og partier, som repræsenterede den fremvoksende iranske arbejderklasse

Folkerevolutionen drev shah-styret og dets vigtigste støtter i eksil. Den 1.april 1979 valgte iranernved en folkeafstemning af indføre en Islamisk Republik med en teokratisk forfatning. I december 1979 blev den religiøse og politiske leder Ayatollah Khomeini landets ‘Øverste Leder’. Et ikke-valgt  islamisk råd blev det øverste politiske organ.

I perioden 1979-82 etablerede Khomeiny-regimet og dets revoloutionsgarde en total kontrol med landet og satte rivaliserende islamiske grupperinger, borgerligt-demokratiske kræfter og venstrefløjs-kræfterne ud af spillet med effektiv brutalitet. Mange venstreorienterede shah-modstandere blev igen forfulgt, dræbt og fængslet. Mange i eksil i dag har oplevet både shah’ens fængsler sammen med præstestyrets dengang forfulgte tilhængere, og derpå præstestyrets egne fængsler.

Men ikke mindst Iraks og Saddam Husseins amerikansk-støttede invasion af Iran i 1980 sikrede solid folkelig opbakning bag præstestyret. I 1982 havde Iran stort set generobret de besatte områder.

Fra 1980 til midten af 1981 blev hen ved 3000 oppositionelle henrettet. En stor del af den islamiske opposition, den borgerligt-demokratiske, venstreorienterede og kommunistiske opposition mod det islamiske regime, der opfattede sig som centrum for en islamisk verdensrevolution blev (igen) tvunget i eksil, hvor mange har fortsat deres aktivitet; nogle er blevet demoraliseret og nogle har indgået alliancer med de gamle shah-tilhængere og imperialismen.

Det shi’itiske præstestyre har støttet shi’itiske bevægelser og organisationer i andre lande. Det har været aktivt i bestræbelserne på at vælte dets fjende  Saddam Husseins regime i Irak, og har trods sin officielle anti-amerikanske og anti-israelske linje i betydelig grad samarbejdet omkring USA’s og den vestlige imperialismes besættelse af Irak, hvor pro-iranske grupper har fået den politiske magt af besættelsen.

Samtidig arbejder Israel for med amerikansk støtte at udløse et militærangreb/krig mod Iran. Den illegale atommagt Israels og USA’s påskud er (i lighed med påskuddet om de irakiske ’masseødelæggelsesvåben’) at Iran arbejder på at udvikle atomvåben. Det politiske og økonomiske pres på Iran fra Vestens side – nu ikke bare med USA, men også med EU som aktiv spiller – bliver hele tiden forstærket. Præstestyret søger på sin side at lave alliancer med nabostormagterne Rusland og Kina – og med f.eks.  de latinamerikanske Alba-lande. Iran er olierigt, og kontrol med olie er endnu engang et hovedtema i den internationale politik.

Revolutionsdagen 11. februar

Begyndelsen af februar og kulminerende den 11. februar fejres hvert år officielt som ’Den islamiske revolutions sejrsdag’ med store festligholdelser og demonstrationer for præstestyret over hele landet. Og regimet har stadig en folkelig opbakning, ikke mindst på landet. Men dets brutalitet og statens og samfundslivets rigide religiøse og notorisk antidemokratiske og undertrykkende karakter har for længst splittet den folkelige enhed og utilfredsheden og protesterne mod præstestyret er i de senere år vokset betydeligt – ikke mindst efter præsidentvalget den 12. juni 2009, der blotlagde en dyb spaltning mellem rivaliserende fraktioner i præstestyret.

Folkelige masseprotester er fortsat, og de går nu den 11. februar i konfrontation med præstestyrets vigtigste markeringer – fejringen af revolutionsdagen. Der foreligger endnu ikke sikre oplysninger om deltagelsen ved oppositionens demonstrationer i Iran – mens demonstrationerne for præstestyret samlede titusinder, som råbte “Død over Amerika”, “Død over Israel”. Der er rapporter om arrestationer af oppositionsledere.

Den islamiske Republik gennemlever i øjeblikket – ifølget Irans Arbejdets Parti (Toufan), som er Arbejderpartiet Kommunisternes broderparti og medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og organisationer – ’en politisk, økonomisk og social krise, under hvilken massernes kamp er blevet intensiveret, og hvor råbene ’Død over diktatoren’, ’Fængsling, tortur, henrettelse har ingen virkning længere’ o.s.v. høres fra  alle gadehjørner.’

Med nye henrettelser og forfølgelser håber præstestyret at skræmme modstanden til tavshed.

Der er ingen tvivl om, at den amerikanske og vestlige imperialisme og zionismen gør hvad de kan for at puste til og udnytte den folkelige utilfredshed, og heller ingen tvivl om, at imperialistiske og zionistiske agenter er involveret egentlig sabotagevirksomhed og attentater i Iran, der også en del af krigsforberedelserne. Lige så klart er det, at det store flertal af iranere afviser imperialistisk indblanding og krig og evt. besættelse som måden at vælte præstestyret og sikre en demokratisk udvikling. Iranerne kan og vil fortsætte den folkelige revolution fra for 31 år siden på et bedre spor end den religiøse blindgyde.

’Frit Iran’ i Danmark

I Danmark har initiativet ’Frit Iran’, hvis talsmand er Jaleh Talakovi (Enhedslisten), indkaldt til demonstration foran Christiansborg kl. 18 den 11. februar – og samtidig annonceret demonstrationer i Århus og Odense om eftermiddagen.
” Demokratibevægelsen har mobiliseret til demonstrationer i Iran idag (22 Bahman) på regimets 31. års jubilæumsdag. Rundt omkring i verden og i Danmark holdes der derfor støttedemonstrationer i dag,” hedder det på Frit Irans hjemmeside.

Demonstrationens talere og støtter er en uskøn alliance af sort dansk reaktion og progressive og borgerligt-demokratiske kræfter. Det går fra folk, som virker for en krig mod Iran, til modstandere af tortur.

En hovedtaler er en af Dansk Folkepartis  krigsgalninge, zionisten og  islamofoben Søren Espersen.
Han vil ikke et øjeblik tøve med at støtte et israelsk angreb på Iran, som  han ’ikke et øjeblik har fortrudt’ støtten til den ulovlige krig i Irak, eller i Afghanistan, for den sags skyld. Hans hjemmeside rummer opfordringer til ubetinget støtte til Israel og dets forbrydelser mod palæstinenserne.

Her hedder det f.eks.:
” Israel ligger som en demokratisk oase midt i en ørken af udemokratiske regimer – og har i disse tider mere brug for støtte udefra end nogensinde i statens korte historie.
Der er mange måder, hvorpå du kan støtte Israel. Du kan give udtryk for din holdning i debatindlæg i aviserne – eller du kan støtte økonomisk: I det store ved at lægge din og familiens næste ferietur til Jerusalem eller Eilat – eller måske til Carmel-bjerget, Dødehavet, Sharon, Galilæa, Samaria, Judæa – til Negevørkenen eller til landets dejlige højdedrag mod nord, Golan. Eller i det små ved i det daglige – der, hvor du ikke kan købe dansk – da at købe israelsk. Kig efter varerne med ”Made in Israel”. Her er nogle af de dejlige israelske varer i danske butikker.” O.s.v.

Blandt talerne ved demonstrationen er også Erik Boel, landsformand for Europabevægelsen, der er tilhænger af det vesttryske forslag om en Europahær, mens regeringspartierne er repræsenteret ved et konservativt byrådsmedlem. Udover en socialdemokratisk og SFsk NATO-tilhænger taler også Enhedslistens Christine Lundgaard, som er havnet i usædvanligt dårligt selskab.

Jaleh Tavakoli, talskvinde for Frit Iran, sige i en pressemeddelse:
– Europaparlamentet har onsdag d. 10. februar vedtaget en fordømmende og skarp udtalelse om Iran. Det er vi glade for i Frit Iran, og opfordrer nu danske politikere som kommer til vores demonstration, om at lukke den iranske ambassade, da Danmark skal have så lidt diplomatisk kontakt med Iran som muligt.
– EU skal presse Iran, og det skal ske igennem diplomatisk boykot og økonomiske sanktioner rettet imod revolutionsgarden.

Er dette en rigtig politik for modstanden mod præstestyret? Og er det i øvrigt Enhedslistens politik?

’Frit Iran’ repræsenterer angiveligt den iranske ’demokratibevægelse’ – og præsenterer sig sådan på Tavakolis hjemmeside:
“Frit Iran: ‘Initiativet for reelt demokrati i Iran’  forsøger at samle de i Danmark, der bekymrer sig om at fremme menneskerettigheder, demokrati og frihed i Iran.”

Hvorfor alliererer den sig så med den krigsgale højrefløj og det udemokratiske EU? Den forstår helt klart ikke at drage en skillelinje til krigens og reaktionens, imperialismens og zionismens kræfter og forene de virkeligt demokratiske og progressive kræfter. At alliere sig med det store barbari undergraver kampen mod det barbariske præstestyre.

Se udtalelsen fra Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer:

Resolution om Iran

Net avisen 11. februar 2010