Enhed imod monopolernes umættelige profithunger

Kommunistisk Politik 3, 2010

Monopolerne har i denne krisetid fået ekstra travlt med at udbasunere deres krav om mådehold og tilmed direkte lønsænkninger. De kan stole på en presse, som er mere end villig til at formidle spøgelset om, at danske arbejdsforhold desværre er for gode. Der synges højere og højere i kor med et indhold, der minder om den gamle arbejdersang:
”Du får steg kammerat, men hist i himmelens hellige haller”

Det er også et udtryk for, at de igangværende overenskomstforhandlinger snerper til, og at alle metoder tages i brug i et forsøg på at sikre lønsænkning både før under og efter forhandlingerne.

Det er en proces, som den danske regering mere eller mindre åbent støtter. Også Den europæiske Union,’monopolernes Forenede Europa’, støtter tiltag for at sænke prisen på arbejdskraften, og den økonomiske krise er en god anledning.

EU dikterer simpelthen lønnedgang for de offentligt ansatte i et medlemsland – lige nu Grækenland, hvis statsunderskud stort har overskredet unionens loft. Lønnedgang og samtidig højere skatter! Ellers trues landet med bøder af fallitstørrelse. Kravet har udløst vildt raseri i den græske befolkning, og har sendt chokbølger overalt. Nu kan og vil unionen diktere lønninger.

I Danmark har gigantslagterivirksomheden Danish Crown i lang tid været på banen med deres ultimative krav om direkte lønsænkning. Den har forsøgt at sætte trumf på det ved samtidig at lukke slagterier i Danmark og overføre slagtninger til deres kødfabrik  i Oldenburg i det tidligere Østtyskland, hvor man blandt andet finder rumænske lejearbejdere på kontakt, der går til ca. 50 kr. i timen, men som kun har fået udbetalt lidt under det halve.

 Danish Crown melder hus forbi med hensyn til ansvaret, men kan ikke løbe fra kendsgerningerne. Det står alligevel nøgen tilbage som en skånselsløs slagterimastodont i Nordeuropa, som forsøger at presse de danske slagteriarbejdere årtier tilbage og udnytter billig slavearbejdskraft, som man kan behandle efter forgodtbefindende.

For de danske slagteriarbejdere, der også knokler røven ud af bukserne og hvor mange ikke kan holde et helt arbejdsliv ud p.g.a. nedslidning og invalidering understreger udnyttelsen af rumænsk kolonnearbejde i Oldenburg, at en accept af lønsænkning vil være en skrue uden ende, som ikke vil sikre noget som helst for arbejderne, men alene sikrer Danish Crowns profitter

Den nylige strejke hos Carlsberg i Fredericia, hvor 600 arbejdere gik hjem, er også et umiddelbart svar og reaktion på Carlsbergs lakoniske melding om, at der ikke er nogen lønregulering i 2010. Deres provokatoriske udmelding om, at der ikke er noget som helst at komme efter ved de  decentrale lokale overenskomster har udløst harme blandt de ialt 1100 timelønnede 3F ere på Carlsberg.

Ledelsens pression omkring overenskomstforhandlingerne blev efterfølgende mødt med en protestudtalelse, hvor man konstaterer at Carlsbergs aktier er steget med 115 procent i 2009:
”Vi oplever en uacceptabel aggressiv personalepolitik, med udlicitering alene for profittens skyld, nedskæringer med højere tempo til følge og uden hensyn til øget nedslidning af de tilbageblevne medarbejdere. Omlægning af arbejdstiden alene for ussel mammons skyld og uden hensyn til folks sociale liv i øvrigt.
Alt dette i en stadig søgen efter besparelser og øget profit til aktionærerne. Kort sagt er bryggeriarbejdere og tapperiassistenter reduceret fra medarbejdere til hr. og fru omkostning.”

På Sauer Danfoss i Nordborg på Als, Danmarks største industriarbejdsplads, ligger man heller ikke på den lade side. Efter massefyringer er man nu gået over til en udbygning af arbejdere ansat via vikarbureauer som daglejere. I dag er næsten hver tiende ansat gennem et vikarbureau. Langt hovedparten er tidligere fyrede arbejdere, som nu tvinges til at arbejde under forringede arbejdsvilkår.
Samtidig pålægger virksomheden arbejderne overarbejde, mens de fastansatte går med en fyreseddel i lommen.

Det, der toner frem, er monopolernes ultimative krav om lønsænkning og om ekstrem og hensynløs fleksibilitet for arbejderne. Det er konsekvens og videreførelse af en individualisering og undergravning af kollektive rettigheder, som den faglige top har været med til at understøtte.  
De skræmmende perspektiver tegner sig klarere og klarere for arbejderne, som deres udtalelser viser.

Det eneste, der kan dæmme op for monopolernes, regeringens og EU’s forsøg på at kaste krisens byrder over på den arbejdende befolknings skuldre er udvikling af solidariteten. Fælles løsninger, fælles handlinger og fælles aktioner – væk fra den undergravende individualisering – og kamp imod  øget markedsgørelse af det offentlige med outsourcing, udlicitering og privatisering og profitflytninger af produktionen.

Der er al mulig grund til at stille lønkrav og ultimative krav om realløns-sikring ved OK 2010, som  vil forløbe samtidig med, at angrebene på det offentlige velfærd tager til rundt omkring i kommunerne som et resultat af regeringens nedskæringsplan.

Det er længe siden, at tingene har stået så klart: At vores kamp er også deres kamp og vil kunne understøtte hinanden, såfremt brodden rettes imod monopolerne og den fallerede regering. Og at de arbejdende i forskellige lande fører samme kamp.

Netavisen 8. februar 2010