Private universiteter: Er brugerbetaling på offentlige universiteter det egentlige mål?

Af Henrik Herløv Lund

Kommentar til Helge Sanders forslag om at oprette private universiteter med både offentlige tilskud og private gebyrer.

Helge SanderForslaget fra Helge Sander om, at private virksomheder kan oprette private universiteter med både offentligt tilskud og private gebyrer er i sig selv principielt meget dårligt, fordi det truer forskningsfrihed og almene og bredt tilgængelige uddannelser. Det er derfor helt rigtigt, at venstrefløjen og progressive bekæmper det.

I. PRIVATE UNIVERSITETER

Helge Sander har foreslået, at private virksomheder skal kunne oprette private universiteter, der skal kunne få offentlige tilskud på samme vilkår som de offentlige universiteter OG SAMTIDIG kunne opkræve brugerbetaling fra de studerende.
Forslaget har med rette vakt bestyrtelse.

Hvis private virksomheder får lov til at oprette private universiteter, der med offentlige tilskud får lov til at ”skræddersy uddannelser ” og ”målrette forskning ” efter virksomhederne behov, er det en åben trussel mod almene uddannelser og mod forskningsfriheden.
Det vil være et katastrofalt brud med det hidtil grundlæggende princip og den langvarige tradition for, at universiteterne i Danmark skal sikre forskning og uddannelse til gavn for hele samfundet.

Målretning af forskning og uddannelse efter virksomheders specifikke behov vil naturligvis både være en trussel mod uafhængig kritisk forskning, som tør tale også erhvervsliv såvel som politiske magthavere imod. Men ikke mindre væsentligt vil målretning af forskningen mod virksomhedernes kortsigtede økonomiske markedsinteresser naturligvis betyde en trussel mod den langsigtede grundforskning, der vil være mindre interessant for sådanne private ”virksomheds universiteter” pga. den lange vej fra forskning til faktura.

Samtidig vil indførelse af brugerbetaling for uddannelse være et brud med princippet om at uddannelse i Danmark ikke er en vare, men en grundlæggende og dermed gratis ret for alle. Sådanne private universiteter med gebyr betaling vil naturligvis være særligt for de økonomisk bedrestillede og/eller de med stærke økonomiske (virksomheds)interesser i ryggen.

Der vil blive tale om eliteuniversiteter for eliten, hvilket vil bryde med traditionen for bred tilgængelighed og rekruttering til de videregående uddannelser.

II. LANGVARIG NYLIBERAL KAMPAGNE FOR BRUGERBETALING PÅ OFFENTLIGE UNIVERSITETER

Der er således ikke tvivl om, at forslaget om private universiteter i sig selv er principielt meget dårligt og bør bekæmpes af al magt.
Men samtidig skal man ikke være blind for, at den praktiske konsekvens af forslaget på kortere sigt vil være mere begrænset. Som rektor for Københavns Universitet Ralf Hemmingsen meget sigende skriver:
”..det er noget pjat at tale om private universiteter i verdensklasse. Den private kapital, som kræves for at drive universiteter i verdensklasse er enorm og et par hundrede millioner fra en privat virksomhed gør ingen som helst forskel. ’Det vil tage 50 år at opbygge et dansk privat universitet i høj klasse”-

Det naturligvis vil stille sådanne private universiteter økonomisk bedre end de offentlige, hvis de både kan opkræve gebyrer, få offentlige tilskud og modtage privat sponsorering. Og derfor skal det naturligvis bekæmpes, at sådanne private universiteter kan modtage offentlige tilskud. Men som anført af Ralf Hemmingsen vil der selv med offentlige tilskud være lang vej igen før sådanne private universiteter i praksis kan måle sig med de værende offentlige.
Formålet med forslaget er da næppe heller i første omgang så meget at få etableret en konkurrerende privat universitetssektor.

Det har længe været et højt prioriteret mål for de i den borgerlige lejr toneangivende nyliberale økonomer, organisationer og politikere at få indført brugerbetaling på de OFFENTLIGE universiteter. Allerede velfærdskommissionen stillede forslaget om indførelse af gebyrer på kandidatuddannelserne. Undervisningsgebyret skulle finansieres af et statsgaranteret lån, som tilbagebetales efter endt uddannelse. Alle færdiguddannede på kandidatniveau skulle have et nedslag i skatten, der modsvarer renter og afdrag på undervisningsgebyret.

Et tilsvarende forslag er fremsat af det også stærkt nyliberalistisk inspirerede ”Økonomiske Råd”.

Og siden har de nyliberale økonomer forsøgt ”at holde gryden i kog” ved igen og igen at fremlægge forslaget, eksempelvis Nina Smith og Jan Rose Skaksen. I denne forbindelse har det været ivrigt sekunderet af de også stærkt nyliberalistisk orienterede arbejdsgiver og erhvervsorganisationer, DI, DA og Danske Erhverv. Fx udtaler forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv Jannik Schack Linnemann: ”Der må før eller siden komme udenlandske universiteter i Danmark, som opkræver brugerbetaling af de studerende og når det sker, bliver vi nødt til at stille de danske universiteter lige”

At også CEPOS findes i dette nyliberale kor er næppe nogen overraskelse. Og at argumenterne er stærkt ideologiske og på ingen måde holder sagligt økonomisk vand næppe heller overraskende.

III. KNIBTANGSMANØVRE FOR BRUGERBETALING PÅ OFFENTLIGE UNIVERSITETER

Men kravet om gebyrer på de offentlige universiteter har imidlertid hidtil været en politisk død sild i offentlig sammenhæng. For hvem vil til at betale for noget, som man hidtil har kunnet få gratis.

Forslaget om oprettelse af private universiteter skal derfor nok så meget ses som det politiske bidrag til denne langvarige nyliberale kampagne for brugerbetaling på offentlige universiteter.

Selvom den praktiske betydning af en evt. gennemførelse af lovforslaget om private universiteter vil være mere begrænset i en årrække, er den principielle betydning til gengæld vidtrækkende. For hermed gives mulighed for, at rektorforening, erhvervsorganisationer, eksperter og tilsyneladende ”mere moderate” politikere kan gå ud og tilsyneladende ”forsvare de offentlige universiteter” ved ” i lighedens navn” til gengæld at kræve: BRUGERBETALING PÅ OFFENTLIGE UNIVERSITETER.
Det er da også allerede sket. Således er Nina Smith i formentlig nøje aftalt timing med forslaget ude og sige, at ”Det er da underligt, at universiteternes eget ministerium vil skabe en udpræget forskelsbehandling mellem offentlige og private universiteter”.

Lovforslaget om private universiteter er således en del af en knibtangsmanøvre, hvor forslagets fremlæggelse på den ene side presser de hidtidige principper og på den anden side giver nyliberalister mulighed for igen at presse på for hovedmålet: Brugerbetaling på offentlige universiteter, men nu som tilsyneladende forsvarere for de offentlige universiteter.

Der er imidlertid grund til at vare sig grundigt for denne tilsyneladende alliance mellem progressive der forsvarer universiteternes frihed og gratisprincippet og så nyliberalisterne, der i sidste ende har et opgør hermed som det egentlige mål. Og der er grund til at holde fokus på kampen mod brugerbetaling på offentlige uddannelser samtidig med, at forslaget om private universiteter med offentlige tilskud bekæmpes.
Vil private virksomheder oprette private universiteter, må de naturligvis betale dem selv.

IV. STORE SKADEVIRKNINGER VED BRUGERBETALING PÅ OFFENTLIGE UNIVERSITETER

For indførelse af brugerbetaling på offentlige universiteter vil have store skadevirkninger.

For det første vil der være risiko for en forstærket skævvridning af tilgangen til de videregående uddannelser, hvor børn fra økonomisk dårligere stillede familier i forvejen er underrepræsenteret og ikke mindst også klarer sig dårligere, herunder har en lavere gennemførelsesprocent.
Der er næppe tvivl om, at både unge og forældre fra sådanne grupper kan blive mere afskrækket af brugerbetaling end grupper med mere solid familieøkonomi og med mere fast tradition for videregående uddannelse.
Vi vil dermed få universiteter som i endnu højere grad er forbeholdt eliten hvad man da også kan have en mistanke om er den egentlige baggrund for dette nyliberalistisk inspirerede forslag.

De nyliberale har forsøgt at tage brodden af disse problemer ved at hævde, at man undgår denne effekt, hvis man først indfører uddannelsesgebyrer på den afsluttende sidste kandidatdel af uddannelser. Dette er dog højst tvivlsomt om det vil gøre nogen større forskel, idet det afgørende for unge fra mindre økonomisk velstående og uddannede hjem vil være, at de skal til at gældsætte sig for at få uddannelse.

Forslaget vil endvidere være som at skyde sig selv i foden i forhold til målsætningen om, at mindst 50 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse. Skal denne målsætning realiseres er der brug for at trække ”intelligensreserverne” ind i de videregående uddannelser. Men Nina Smith og velfærdskommissionen vil virke stik modsat.

Forslaget om brugerbetaling på videregående uddannelser vil altså virke i retning af at disse i højere grad bliver uddannelser for eliten.

V BRUGERBETALING FEJLAGTIG KUR MOD ”BRAINDRAIN”

Fra nyliberalt hold fremføres en yderlige begrundelser for forslaget, nemlig at det bliver nødvendigt af hensyn til globaliseringen: ”Vi giver folk penge i form af SU, mens de uddanner sig og uddannelserne er gratis. Så forventer vi implicit, at de betaler det hele tilbage ingen efter uddannelse gennem skatterne. Den model har den svaghed, at man kan vælge at sige tak for uddannelsen og så rejse til et andet land:”

Begrundelsen holder heller ikke om, at forslaget kan modvirke ”braindrain” dvs. merudvandring af høj uddannelse. Forslaget er her i den grad er helt ude af proportioner, hvad angår forholdet mellem årsag og virkning. Forslaget vil indføre et kæmpe brugerbetalingsbureaukrati på alle videregående uddannelser dvs. for mange tusinde studerende af hensyn til en ganske lille nettoudvandring.

For godt nok udvandrer årligt omkring 25.000 danske, hvilket dog skal sammenholdes med en næsten lige så stor årlig indvandring. Men for den danske udvandring gælder yderligere, at 2/3 heraf er vendt tilbage indenfor de første 5 år og at langt de fleste (80 pct.) er vendt tilbage, når der går 10 år. Ikke så underligt: De, der udvandrer, er unge under uddannelse eller med netop færdiggjort uddannelse, men de vender tilbage til det gode danske velfærdssystem med daginstitutioner, gratis skoler og gratis læger og hospitaler, når de skal til at stifte familie.

Som Kur mod udvandring er brugerbetaling således fuldstændig forfejlet. Det rette middel til at forebygge ”braindrain” er tværtimod fastholdelsen af en høj velfærd

VI. ELITEORIENTERET NYLIBERAL UDDANNELSESPOLITIK

Den egentlige umiddelbare effekt af forslaget vil således primært være en yderligere elitegørelse af de videregående uddannelser og det er præcis her det egentlige mål ligger for de nyliberale.

Som led i deres projekt for en nyliberal drejning af den danske samfunds og velfærdsmodel med mere privat forbrug og sektor ser de nyliberale naturligvis også en øget ulighed i samfundet som en uundgåelig ledsagevirkning herved.

Økonomisk, social og også uddannelsesmæssigt skal eliten favoriseres i højere grad og det har da også været en gennemgående tendens i fx Bertel Haarders uddannelsespolitik, at uddannelsesmetoderne gennem bogliggørelse, akademisering og teoretisering i højere grad er blevet tilrettelagt på de økonomisk og uddannelsesmæssigt bedrestilledes bekostning.

Noter udeladt i denne udgave
Artiklen kan downloades som doc her

Netavisen 27. januar 2010


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne