For Obama er ingen chance for stor til at ødelægge

Af Naomi Klein

Kommunistisk Politik 1, 2010

I modsætning til hvad talløse rapporter hævder, var fiaskoen i København ikke alles skyld. Den skyldtes ikke, at mennesker er ude af stand til at enes, eller er født selvdestruktive. Den var heller ikke Kinas fejl, eller det ulykkelige FN’s fejl. 

Der er masser af bebrejdelser, der kan gå på omgang, men der var et enkelt land, som besad magt nok til at ændre spillets gang. Det brugte den ikke. Hvis Barack Obama var kommet til København med en transformerende og inspirerende beslutning om at befri den amerikanske økonomi for fossile brændstoffer, ville alle de øvrige udslip-ansvarlige være trådt frem. EU, Japan, Kina og Indien havde alle tilkendegivet, at de var villige til at øge deres forpligtelser, men kun hvis USA gik i spidsen. I stedet for at gå i spidsen ankom Obama med fornærmende små mål og de verdens store udslip-nationer tog hans stikord til sig. 

(’Aftalen’ som i sidste ende blev pushet igennem var ikke andet end en beskidt pagt mellem verdens største udslip-nationer: Jeg vil lade som om I gør noget ved klimaændringerne, hvis I lader som om, jeg også gør det. En aftale? Det er en aftale.) 

Jeg forstår alle argumenterne om ikke at love noget, han ikke kan holde, om det amerikanske senats funktionsudygtighed, om det muliges kunst. Men befri mig for belæringen om hvor ringe magt den stakkels Obama har. Ingen præsident siden FDR (Roosevelt, KP) har fået som mange chancer for at omdanne USA til noget, som ikke truer livets stabilitet på denne klode. Han har nægtet at bruge nogen af dem. Lad os se på de tre største. 
 
Første missede chance: Stimuleringspakken. Da Obama besteg sit embede havde han frie hænder og en blankocheck til at udforme en udgiftspakke til at stimulere økonomien. Han kunne have brugt denne chance til at designe, hvad mange dengang kaldte en ’Grøn New Deal’ – til at udvikle verdens bedste offentlige transportsystemer og energibesparede dimser. Han lavede i stedet katastrofale eksperimenter med kompromis med republikanerne, skar ned på den økonomiske stimulering og spildte meget på skattenedskæringer. Vist brugte han penge på bygningsisolering, men offentlig transport blev ændret uforklarligt lidt, mens motorvejene som foreviger bilkulturen blev den store vinder.

Anden missede chance: Hjælpepakkerne til automobilindustrien. Mens vi taler om bilkultur blev Obama, da han tiltrådte, også chef for to af de tre store automobilfabrikker og alle de udslip, de er ansvarlige for. En leder med visioner, som havde viet sig til kampen mod klimakaos ville selvfølgelig have brugt den magt til en dramatiske omdannelse af den hensygnende industri, så dens fabrikker kunne bygge infrastrukturen i den grønne økonomi, som verden desperat har brug for. I stedet så Obama sin rolle som øverste indskrumper, uden at røre ved industriens grundlæggende opbygning.  
 
Tredje missede chance:
Bank-hjælpepakkerne. Obama indtog sin post, og det er værd at huske, da de store banker var i knæ – det fordrede en hel del anstrengelser ikke at nationalisere dem. Igen: Hvis Obama havde vovet at bruge den magt, historien havde tildelt ham, kunne han have pålagt bankerne at sikre lån til at fabrikkerne kunne blive miljømæssigt opdateret og en ny grøn infrastruktur opbygget. Han erklærede i stedet at regeringen ikke skulle belære de kiksede banker om hvordan de skulle drive deres forretning. Grønne virksomheder kan fortælle at det er sværere end nogensinde at få lån. 
 
Forestil jer, at disse tre enorme økonomiske mekanismer – bankerne, bilselskaberne og stimuleringsloven – var blevet føjet sammen i en fælles grøn vision, ville kravet om en konplementerende energilov været en del af en sammenhængende omskabende dagsorden. 

Om loven var vedtaget eller ej, da København rullede frem, ville USA allerede have været godt på vej til dramatisk at reducere udslippene, og være i stand til at inspirere og ikke skuffe resten af verden.  
Der er meget få amerikanske præsidenter, som har spildt så mange chancer, der kun kommer én gang i en generation, som Barack Obama. Mere end nogen andens er fiaskoen i København hans. 

Netavisen 11. januar 2010