Det rådne kompromis 

Faglig Kommentar
Kommunistisk Politik 1, 2010

Faglige faner ved klimademonstrationen 12. december 2009Forhandlingerne om en ny overenskomst på det private område er begyndt her første uge af januar 2010. Optakten er, at titusindvis af industriarbejdspladser er gået tabt inden for alle industrigrene. Det er langtfra bare byggeriet, der er blevet ramt, men i lige så høj grad fødevarer, møbler, værfter, maskiner – og vindmølleindustrien, der ellers fremhæves som en god investering.

Den økonomiske krise har på  kun et års tid vendt stemningen i den socialdemokratiske fagbevægelse fra begejstret medløb på boligspekulationsboblen til en forvirret samling gamle mænd.

Fra den borgerlige regering og Dansk Industri er der lagt op til afdansningsbal, kravet er en generel lønnedgang og endnu mere fleksibilitet. På arbejdspladserne er der dyb bekymring; mange har set arbejdskammerater, de har kendt gennem både 20 og 30 år, pludselig være forsvundet med et spark som tak for tro tjeneste.

Men det økonomiske chok er knap begyndt at manifestere sig i en fornyet bevidsthed hos arbejdsklassen. Flere steder er man gået med på lønnedgang, og andre steder er de lukkede fabrikker mødt med sørgebind og ikke kampråb.

En del af forklaringen er, at den økonomiske tryghed i arbejdsløshedsunderstøttelsen er forsvundet gennem borgerlige og socialdemokratiske nedskæringer. Der er nemlig reelt ingen tryghed ved udsigten til en dagpengesats omkring det halve af en almindelig faglært løn. Hertil kommer de absurde og hadefulde kontrolforanstaltninger af de arbejdsløse, der nok holder nogle bureaukrater beskæftiget, men ikke kan betale huslejen eller tøjet på kroppen, og som udelukkende har til formål at sortere og splitte arbejdsklassen op i egnede og mindre egnede. 

Krisen har revet sløret af kapitalismen, og i lige så høj grad af Socialdemokratiet og reformismens rådne kompromiser. Står det til kapitalen, vil alle de små sejre, der er blevet skrabet sammen, nu omhyggeligt blive krævet tilbage krone for krone, med renter. Det er en konfrontation, som den kongelige fagbevægelse på ingen måde står rustet til. Som det dumme offerlam går den frivilligt med op til middagsbordet uden at forstå, at krisen har betydet en ændring af menuen.

Borgerskabet er så trygt ved sin styrke i de kommende forhandlinger, at det, ifølge en undersøgelse fra avisen Børsen, er næsten hver tiende industrivirksomhed, der allerede har regnet en lønnedgang med i budgetterne. Oplysningen bekymrer tilsyneladende ikke. Bjarne Høpner, formanden for Lager-, Post- & Servicearbejdernes Forbund (LPSF), udtaler ifølge hjemmesiden fagligt ansvar.dk

– På  normallønsområdet aftaler vi de kommende lønstigninger centralt. Og vi vil absolut kræve lønstigninger. Vores medlemmer har jo ikke fået del i de skattelettelser, som de, der udtaler sig om løntilbageholdenhed, har fået del i. Vi ved, hvad der skal til, for at vores medlemmer bliver tilgodeset, og fagbevægelsen er klar til at møde udfordringen.

Der er ikke meget substans i Bjarne Høpners forsikringer, eller i de tilsvarende optimistiske toner fra LO. 

Det såkaldte treparts-statistikudvalg og de økonomiske vismænd har været fremme med det ene propagandaindslag efter det andet, hvis hovedbudskab er at Danmark sakker bagud i lønkonkurrenceevnen. Det skal altså forstås således, at de høje herrer mener, at danske arbejdere får relativt for meget i forhold til arbejdere i udlandet. De fælles statistikudvalg skriver i deres seneste statusrapport:

Tabet af lønkonkurrenceevne målt ved forskellen i stigningen i arbejdsomkostningerne i Danmark og udlandet var 1,0 pct.-enhed i 2008 og har siden 2000 været 0,9 pct.-enheder i gennemsnit om året. Korrigeret for udviklingen i den effektive kronekurs blev lønkonkurrenceevnen forringet 3,6 pct.-enheder i 2008 (1,6 pct.-enheder i gennemsnit per år siden 2000).

Så langt den fælles statistik, der glimrer ved, at den ikke tager tilstrækkeligt højde for, at leveomkostninger og boligudgifterne i Danmark har accelereret til skyhøjder set i forhold til alle de omkringliggende lande. Hvad der betyder, at den faktiske realløn for det store flertal set over perioden fra 2000 og frem til nu faktisk slet ikke har været stigende. Faktum er desuden, at selv i den borgerlige statistik begyndte reallønnen at falde i Danmark omkring samtidig med krisens gennembrud. 

Det er allerede givet, at overenskomsten skal stemmes ned, ligesom det allerede er givet, at denne gang vil arbejdsgiverne ikke være indstillet på at give ved dørene. Det politiske system har forberedt sig og står klar med kulissen med terrorlovgivning og masseanholdelser. Arbejdspladserne må forberede sig på, at denne overenskomstkamp føres direkte videre mod regeringen, hvis der skal være en chance. 

Netavisen 7. januar 2010