Brev fra de danske fængsler

Kommunistisk Politik 1, 2010

1. januar 2010

Noget er råddent, men ikke blot i Danmark. Som en kendsgerning er tusinder af mennesker blevet betragtet – uden nogen som helst beviser – som en trussel mod samfundet. Hundredvis er blevet arresteret, nogle er stadig tilbageholdt og venter på en domstolsafgørelse eller er omfattet af undersøgelser. Blandt disse er vi, underskriverne af dette brev. Vi ønsker at fortælle historien ud fra det særlige synspunkt, som de har, der stadig ser op mod himlen bag tremmer.

Et FN-møde af afgørende betydning er slået fejl på grund af adskillige modsætninger og spændinger, der viste sig i løbet af COP15. Den primære bekymring fra de magtfuldes side var styringen af energiforsyning til ubegrænset vækst. Det var tilfældet, uanset om de var fra den udviklede verden, som EU-landene eller USA, eller fra de såkaldte udviklingslande som Kina og Brasilien.

I modsætning hertil har hundredvis af delegerede og mennesker i tusindvis på gaderne rejst det spørgsmål, at livets udvikling må være – og faktisk står – i modsætning til profitten. Vi har kraftigt understreget vores vilje til at stoppe det menneskeskabte pres på biosfæren.

En krise for energiparadigmet udvikler sig hastigt. Mekanismen i den globale styring har vist sig at være overvældende usikker. De magtfulde led ikke bare fiasko med hensyn til at nå en aftale om indbyrdes balance, men de var ikke engang i stand til at opretholde den formelle kontrol over diskussionen.

Klimaændringer er et ekstremt og ultimativt udtryk for det kapitalistiske vækstparadigmes vold. Globalt viser mennesker sig i stigende grad parate til at tage magten og gøre oprør mod denne vold. Vi har set dette i København, ligesom vi har set den samme vold. Hundredvis af mennesker er blevet anholdt uden nogen grund eller klare beviser, eller blot for at deltage i fredelige, lovlige demonstrationer. Selv de mindste eksempler på civil ulydighed bliver betragtet som en alvorlig trussel mod den sociale orden.

Som svar må vi spørge: Hvilken orden er det, vi truer, og hvem beordrede denne orden? Er det den orden, der betyder, at vi ikke længere selv ejer vores egne kroppe? En orden, der går langt ud over enhver rimelig ”social kontakt”, som vi kunne skrive under på, hvor vores kroppe kan tages, kontrolleres, tilbageholdes og fængsles uden noget reelt bevis for kriminalitet? Er det den orden, hvor beslutningerne mere og mere afskærmes fra enhver social modstand? Hvor styringen i stadig mindre grad tilhører folket, ikke engang gennem parlamentet? Det er en kendsgerning, at ikke-demokratiske organismer som WTO, NB’erne og G-hvilket-som-helst’erne regerer uden nogen form for kontrol.

Vi tvinges til at erkende, at demokratiets teater afbrydes, lige så snart man nærmer sig magtens kerne. Derfor vil vi genvinde magten til folket. Vi vil genvinde magten over vores eget liv. Frem for alt vil vi genvinde magten til at modstille livets og almenvellets rationale over for profittens rationale. Det kan blive erklæret ulovligt, men vi finder det fuldt legitimt.

Siden der ikke findes nogen reel plads i det nedbrudte teater – hvad vi faktisk heller ikke havde forventet – påkaldte vi os vores kollektive magt til at tale om klima- og energispørgsmål. Spørgsmål, der for os involverer kritiske kernepunkter om global retfærdighed, menneskets overlevelse og energimæssig uafhængighed. Vi gjorde det ved at marchere med vore kroppe.

Vi foretrækker at gå derhen, hvor magten er fastlåst, dansende og syngende.

Vi ville gerne have gjort det ved Bella Centeret, for at afbryde deres møde i enighed med hundreder af delegerede. Men vi blev, som altid, voldeligt forhindret deri af politiet.

De arresterede vores kroppe i et forsøg på at arrestere vores ideer.

Vi satte vores kroppe på spil og prøvede at beskytte dem blot ved at stå tæt sammen.

Vi værdsætter vore kroppe: Vi behøver dem til at elske med og til at stå sammen og nyde livet.

De rummer vore hjerner, med smukke, lyse ideer og synspunkter. De rummer vore hjerter fyldt med lidenskab og glæde.

Alligevel satte vi dem på spil, vi risikerede at vores kroppe blev låst inde i fængsler.

Hvad ville tænkning og følelser være værd, hvis vores kroppe ikke bevægede sig?

Ikke at gøre noget, men at lade stå til, ville være den værste form for meddelagtighed med den big business, som ønskede at shanghaje FN-mødet.

Ved COP15 bevægede vi os, og det bliver vi ved med at gøre.

Akkurat som med kærlighed kan man ikke bare fortælle om civil ulydighed. Vi må praktisere den med vores kroppe. Ellers vil vi ikke rigtig tænke over, hvad vi elsker, vi ville ikke virkelig elske det, vi tænker på. Så simpelt er det. Det er et spørgsmål om kærlighed, om retfærdighed og værdighed.

Hvordan COP15 sluttede, viser, at vi havde ret. Mange af os betaler for, hvad der er magtpåliggende for sygelig, altgennemtrængende og total undertrykkelse: At finde en skyldig ved at opfinde en skyldig (måske sammen med forbrydelsen).

Vi er tilbageholdt på baggrund af åbenlyst absurde anklager om enten vold, som ikke fandt sted  i virkeligheden, eller om sammensværgelser og organisering af lovstridige aktioner.

Vi føler os ikke skyldige for sammen med tusinder andre at have påvist, hvordan vi kan genoprette vores livs uafhængighed af profittens herredømme. Hvis lovene er imod dette, var det legitimt fredeligt – men stadig i konfrontation – at bryde dem.

Vi er blot midlertidigt spærret inde, klar til at sejle igen med en vind stærkere end nogensinde før. Det er et spørgsmål om kærlighed, retfærdighed og værdighed.

Luca Tornatore – fra det italienske sociale netværk  “See you in Copenhagen”.
Natasha Verco – Climate Justice Action
Stine Gry Jonassen – Climate Justice Action
Tannie Nyboe – Climate Justice Action
Johannes Paul Schul Meyer
Arvip Peschel
Christian Becker
Kharlanchuck Dzmitry
Cristoph Lang
Anthony Arrabal

Oversat fra engelsk af Kommunistisk Politik

Netavisen 5. januar 2010