Glubende appetit efter profit: Hvorfor Mærsks profil er kulsort – og vil blive ved med at være det

I få andre lande har en enkelt gigantvirksomhed en lignende bestemmende indflydelse, som A.P. Møller Mærsk har i Danmark.

Kommunistisk Politik 24, 2009

Der hvirvles konstante nye sager op i slipstrømmen efter Mærsk-monopolets verdensomspændende aktiviteter. Som oliespor i verdenshavene eller blodspor i krigsregioner dukker de frem, men oftest kun som notitser i aviserne. Intet er for småt for Mærsk, og intet for stort for at have interesse i profitjagten, og der skyes ingen midler: udnyttelse af billig arbejdskraft, fyringer, virksomhedslukning, accept af mafiametoder og fagforeningsundertrykkelse. Krig og miljøsvineri er en uadskillelig del.

Lindø lukkes: Milliardstøtte til billig udenlandsk arbejdskraft

Proteststrejken for nylig på Lindøværftet – oven i købet på 50 års-dagen for værftets oprettelse – var i realiteten en politisk proteststrejke imod A.P. Møller Mærsk-koncernens glubende appetit efter at sikre sig maksimalprofit uanset omkostningerne for dem, det går ud over.

Proteststrejken kom, umiddelbart efter det blev offentligt kendt, at Danmarks største virksomhed havde fået 2,6 milliarder kroner  i lavtforrentede statslån til bygning af skibe i Asien på den anden side af jordkloden, hvor arbejderne spises af med sultelønninger.

Mere end et par tusind ansatte på Lindøværftet havde kort forinden fået meddelelse om den kommende lukning, hvor al skibsbygning stopper senest i 2012. Omkring tusind af dem  havde også fået at vide, at de fra februar kunne se i  vejviseren efter job på Lindø. Nu så de, hvordan danske skatteydere under VKO-regeringen belønner den globale koncern Mærsk, verdens største containerrederi, med lavtforrentede statslån under Bankpakke II for udflytning af skibsbygning til Østen.

Danmarks største og mest pengestærke virksomhed påstår, at det var svært at sikre finansiering på anden måde.

Hertil udtaler senioranalytiker Jacob Pedersen i Sydbank, at han er forundret over, at Mærsk ikke bruger andre finansieringsmuligheder:

”Men hvis statslån er den billigste måde, så har de jo gjort aktionærerne en tjeneste,” udtaler han til Jyllandsposten.

Og det er, hvad det handler om: Alle andre hensyn end profitten må vige. Alt det øvrige er bare pæn facade, opretholdt af partitilskud og den danske lakajpresse. Under den nuværende langvarige økonomiske krise sætter koncernen alle sejl til for at forberede sig på et økonomisk opsving og arbejder nu hårdt på at sikre sig endnu større dominans på verdensmarkedet. Alt, hvad der står i vejen, må fjernes.

Tidligere er koncernen så godt som ribbet for danske søfolk gennem udflagning. Nu er turen kommet til de danske søofficerer, der skal væk og erstattes af billigere folk fra Østen.
Det er en beklagelig, men rigtig god og nødvendig idé, sekunderer den Mærsk-støttede regering.

A.P. Møller Mærsk: Nr. 1 i politisk indflydelse

Når Coca Cola kan få lov til at sabotere en kampagne imod overdreven sodavandsforbrug og sodavands sundhedsskadelige virkninger ved overdrevent forbrug, må man spørge sig selv, hvor megen indflydelse A.P. Møller koncernen egentlig har.

Trænger man igennem det spin, som lægges ud for at beskytte A.P. Møller Mærsk-monopolet mod indsigt i dets hærgen, så er det en helt anden fortælling, som toner frem, end det søde eventyr om den fattige fader, der kæmper sig opad, og hans asketiske søn, der fører hans værk videre. Den er helt anderledes end myten om A.P. Møller, stifteren, som spiste havregrød, og om sønnen Mærsk  McKinney Møller, der næsten skal være grædefærdig over at nedlægge Lindøværftet, som hans far byggede og åbnede for 50 år siden.

Den virkelige historie handler bl.a. om et privatejet monopol, der har haft og har en afgørende indvirkning på de politiske beslutninger, som skiftende regeringer har taget.

A.P. Møller havde stor betydning for kollaboratørpolitikken under 2. verdenskrig, selvom skibsrederen mente, man skulle indsætte en ikke-valgt regering, så arbejderne kunne udplyndres endnu mere. Han holdt samtidig på to heste: nazisterne og de allierede.
Og mange vil ikke have glemt, hvordan den danske Nordsøolie i sin tid reelt blev foræret væk til Mærsk.

Af nyere dato er ikke mindst A.P. Møller-koncernens påvirkning af dansk udenrigspolitik og deltagelsen i de illegale krige og besættelser i Irak og Afghanistan.

Og her skal vi slet ikke nævne Mærsks bestemmende og besluttende indflydelse på den københavnske byudvikling. Han kan bygge, hvor han beslutter, og han kan forhindre, at der bygges, hvor han ikke vil have det. Arkitekten Henning Larsen beretter i en ny bog, hvordan skibsrederen som en anden farao blander sig i detaljerne i sine byggerier.

Der er stadig folk, som tror, at det er folketinget, som bestemmer her i landet, og at der er et system af demokratiske processer, der sikrer, at folkeviljen stort set bliver lagt til grund for politikken. Folketinget bestemmer da også, men det er i realiteten formelt, som en blåstempling af beslutninger truffet andetsteds i en trekant af lobbyister, embedsmænd og regeringspolitikere. Den demokratiske proces er en facade over, at det danske ’folkestyre’ underordner sig de største monopolers krav – med A.P. Møller-koncernen som den mest indflydelsesrige – og samtidig gennem EU underordner sig de europæiske multinationale giganters politik.

Globale interesser: Spidskompetencerne

Mærsk-koncernens ”spidskompetencer” har været og er fortsat søfart og olie og gasudvinding. Her passer den amerikanske imperialismes hærgen med krig og besættelse i Irak og Afghanistan som fod i hose til koncernens ambitioner om kontrol over endnu mere olie og endnu flere havne og endnu mere global transport.

Der er ingen grund til at undre sig over, at en gigant med sådanne specialer er en aktiv pådriver af imperialistisk ’globalisering’ – med tilhørende udbytning, sociale katastrofer og gigantiske klima- og miljøødelæggelser. Mærsks udslip af CO2 overstiger Danmarks samlede udslip – og står uden for kontrol, nationalt og internationalt, da skibsudslippene ikke blev omfattende af den såkaldte Kyoto-protokol.

At dansk udenrigspolitik har lagt sig så snævert op ad den amerikanske, og at VK-regeringens ’aktivistiske udenrigspolitik’ har kostet dyrt i blod og penge, er ikke mindst en afspejling af Mærsk-koncernens indflydelse. Politikken for et snævert samarbejde mellem USA og EU, ikke mindst militært gennem NATO, er også ren A.P. Møller Mærsk-politik, med lange traditioner.

Ulovlig krig og besættelse, død og ødelæggelse – det er ingen hindring for udvidelsen af Mærsks globale interesser. Det vil tværtimod ofte skabe nye forudsætninger for kontrol over og investering i andre landes resurser som olie og gas – på de danske skatteborgeres regning og på andre folks bekostning. Både Irak og Afghanistan er oplagte mål – Irak med verdens fjerdestørste kendte oliereserver, og Afghanistan ikke mindst for dets kontrol over gastransport fra Kaukasus.

Krig og olie i Irak – et Mærsk-speciale
Derfor har vi også set A.P. Møller stille gratis containerskibe til rådighed under den første Irakkrig (Golf-krigen), og koncernen var en åben fortaler for Danmarks illegale krig og besættelse af det olierige Irak i den næste fra 2003.

Grådigheden efter det sorte guld var for A.P. Møller Mærsk stor i det krigshærgede Irak. De havde store planer klar, så snart det irakiske regime var faldet. Selskabet troede, at det sammen med amerikanske Stevedoring Services alene med den forhåndsgivne amerikanske accept umiddelbart kunne underlægge sig Iraks vigtigste udskibningshavn i Basra-området, de vitale havneanlæg, som ekspederede  80 pct. af den irakiske olieeksport.

Det førte til omfattende aktioner og sabotage imod A.P. Møllers kontrol fra modstandsgrupper, som ikke mente, at landet blot var et tagselvbord for udenlandske monopoler. De resulterede for fire år siden i, at Mærsk måtte trække sig ud af Basra.

Men Mærsk har ikke opgivet det sorte guld i Irak. Selskabet har igen fået blod på tanden. Lige nu forsøger Mærsk Olie og Gas at sikre sig olie- og gaskoncessioner, som udliciteres af den irakiske kollaboratørregering. Den er efter massivt amerikansk pres og på trods af overvældende afvisning i den irakiske befolkning gået med til en ny lovgivning, som giver koncessioner til de  udenlandske monopoler, hvis regeringer var med til at vælte Saddam Hussein og Baath-partiet og har ført og udstyret marionetregeringen til at føre terrorkrig mod den væbnede modstand.

I magthavernes selvforståelse bør USA og Danmark derfor være særligt begunstigede.

– Vi kigger stadig på Irak, og vi er stadig interesserede. Det er et sted, der har meget olie, så det er interessant, det er meget interessant endda. Som de fleste er klar over, er der andre udfordringer at tage hensyn til, så det er en balance, siger oliechef i Mærsk Olie og Gas, Jakob Bo Thomasen, til Børsen (29. november 2009)

Mafiametoder og faglig undertrykkelse

A.P. Møller Mærsks globale aktiviteter afspejles også i faglige skandaler rundt om på kontinenterne.
Den seneste skandale er fra Indien, hvor Mærsk anklages for ’accept af mafia-metoder’. Sådan konkluderer Gayatri Singh fra den indiske menneskerettigheds-organisation Human Right and Law Network. Hun har undersøgt overfald på fagligt aktive havnearbejdere fra Mærsks terminal i Mumbai, de seneste fra 23. oktober. To arbejdere blev tæsket af mellemledere fra deres arbejdsgiver, Thakur. Firmaet Thakur er hyret af Mærsk til at køre containere på havnen.
Mærsks reaktion: Det er bare et lokalt problem.

– Det er uforståeligt, at Mærsk fortsætter samarbejdet med et firma, der benytter sig af mafia-metoder, og giver det frit slag til at slagte fagforeningen. Mærsk kender alt til firmaets kritisable ry, siger Henrik Berlau fra 3F.

På det sydamerikanske kontinent fyrede Bridge Intermodal Transportation S.A i 2001 100 chauffører og anklagede dem for terrorisme. Årsag: De aktionerede mod dårlige arbejdsforhold. Chaufførerne kørte containere for firmaet, der er ejet af A.P. Møller Mærsk. De er ansat af en underleverandør, men får reelt opgaverne direkte fra BIT.

Firmaet forsøgte  på ydmygende og kriminel vis at kontrollere arbejderne gennem en række utrolige foranstaltninger – bl.a. løgnedetektor mod chauffører: Er du pædofil og i fagforening?
Chaufførerne i BIT, i El Salvador, skulle i perioder fra 2000-2003 besvare en række spørgsmål, mens de blev udsat for en test med løgnedetektor.

Spørgsmålene lød f.eks.:
Har du været sammen med en homoseksuel?
Hvordan reagerer du, når du ser en pige på syv til otte år uden tøj?
Har du været involveret i narkohandel?
Hvor mange gange har du prøvet at sælge lastbilen?
Er du medlem af en fagforening?

Strejker og protester i USA

På det nordamerikanske kontinent og i USA selv  har der været en række voldsomme kampe med strejker og protester. De rettede sig ikke mod Mærsk alene, men den danske koncern har spillet en hovedrolle som ejer af en stribe havneterminaler og af det største containerfirma Mærsk Sealand.
Under konflikten i 2004 spillede A.P. Møller Mærsk en central rolle ved at bruge amerikansk monopollovgivning med påstanden om, at de strejkende bryder den amerikanske monopollovgivning – den såkaldte antitrustlov – der forbyder firmaer at aftale priser!

Mærsk-monopolet påstod, at chaufførernes fælles lønforhandlinger og deres strejke var ulovlig og strafbar.

Teknisk set var chaufførerne selvstændige, men i realiteten opfatter de sig som arbejdere med ret til i fællesskab at modstå monopolers udbytning af dem.

– Vi støtter 100 procent chaufførernes ret til at forhandle løn og strejke. De ser sig selv som arbejdere, og det gør vi også, uagtet at de teknisk set er selvstændige. Mange af dem er bundet til en detaljeret kontrakt, der fortæller dem præcis, hvad de skal arbejde med for et bestemt firma, der på den måde slipper for at betale sociale goder, udtalte  Stuart Howard fra det internationale transportarbejderforbund ITF.

Maersk Sealand er som shippingfirma selv undtaget for den amerikanske antitrust-lov, der blev vedtaget som værn mod kartelaftaler så tidligt som 1916!

Indtil midten af 80’erne var de fleste chauffører i USA fagligt organiserede, men under præsident Ronald Reagan blev hele området liberaliseret, og chaufførerne blev formelt selvstændige med hver deres egen lastbil, der kører for transportfirmaerne i havnene.

Forholdene for chaufførerne er blevet gradvist forværret siden da. Kravene fra de mange hundrede strejkende var først og fremmest mere i løn, kortere ventetid i havnene og kompensation for stigende benzinpriser.

At Mærsk er tyven, der råber Stop tyven!, fremgår af, at selskabet tilbage i år 2000 selv af EU- kommissionen blev idømt en bøde på syv millioner euro for etablering af ulovlige prisaftaler med rederier for containertrafikken mellem Europa og Fjernøsten

Det lykkedes dengang, ikke så overraskende, de danske mainstream medier blot lige at nævne, at Mærsk sammen med en række andre rederier var idømt en bøde, hvorefter historien ikke længere var interessant.

Det samme gælder hele rækken af andre Mærsk-sager og de evindelige skandaler, som stort set blot kommer frem som enkeltstående notitser. Medierne har forstået at rette ind efter hr. Møller.

På bevidst kollisionskurs med bæredygtighed og fred

Selv om olien historisk er ved at være på retur som energikilde og generelt vurderes som en af de største trusler mod det globale klima og miljøet, er det ikke Mærsks politik at fokusere på vedvarende energi. Selskabet holder fast i sine sorte profil – for det giver den største profit.
Olie og gas er kernekompetencer, og det bliver de ved med at være, erklærer selskabet, der er en af de vigtigste globale aktører i den intensive jagt på de sidste dyre dråber af det sorte guld, uanset omkostningerne.

Mærsk lægger ikke skjul på, at selskabet ikke har i sinde at efterlade kulbrinterne i undergrunden og gå over til vedvarende energi. Den danske oliesvamp skal tørres ud. Monopolet satser på, at nye kulbrinteeventyr venter ude i verden. Mærsks kæmpekunde, det amerikanske militær, er også dets vigtigste allierede i den store globale oliejagt. Der er store forventninger til Irak og Mellemøsten, men også til Kaukasus, Afrika og Latinamerika. Og hvorfor ikke Nordpolen?

Den imperialistiske globalisering, hvor alle mulige varer transporteres verdenshavene og kontinenterne rundt fra produktion til forbrug, selvom langt de fleste kunne produceres meget tættere på anvendelsesstedet, langt mere lokalt, uden storforurenende og ekstremt kostbare transportomkostninger, er Mærsks rette element.

For Mærsk er det en lækkerbisken, for folkene et uhyggeligt ressourcespild. Men det er også en god grund til, at Mærsk ikke bare ikke vil gå forrest i en udvikling mod større bæredygtighed – og hellere vil have verden og Danmark med i en rask lille krig.

Mærsk-imperiets profitinteresser er en garanti for støtte til militarisering, krig og besættelse.

En måde man kan forvente, at Mærsk rigtig ville involvere sig i CO2-bekæmpelse, ville være, hvis de mod betaling kunne sikre sig ekstra profit ved at lagre CO2 i oliefelterne og presse den sidste olie ud.
Det er ikke udtryk for en strategi om vedvarende energi fra Mærsk side at det skrottede Lindøværft nu skal udnyttes til center for vedvarende energi i form af bl.a. bølgeenergi og vindmølleproduktion. Men det er udtryk for at andre virksomheder der arbejder med vedvarende energi har fået øje på at kunne sikre sig albuerum på det nedlagte værft. En branche der er udvikling og som de prioriterer.

Danmark søger nu at markedsføre sig med en ’grøn profil’ – efter det katastrofale billede af en fremmedfjendtlig, antimuslimsk krigernation, som Fogh, Dansk Folkeparti, krigene, indvandrerlovgivningen og Muhammed-tegningerne har skabt.
Fogh-regeringen forvandlede pludselig markedsføringen af en sort profil til grønt. Her har A.P. Møller Mærsk svært ved at være med. Selskabet kan trøste sig med, at regeringens grønne forvandling heller ikke er reel, og at dens klimaminister nu er klimakommissær i EU.
Møller Mærsk udgør et sort kapitel i Danmarkshistorien, som endnu ikke er færdigskrevet.

hpj

Netavisen 1. december 2009