KV09: Kejsernes nye klæder i Odense

Boye eller Boye? Kommunalvalget i 2009 fandt nærmest et symbolsk udtryk i Odense i kampen mellem to navnefæller. Der var ikke mange reelle forskelle at forholde sig til.

Skal det være Boye eller Boye? Det  var mediernes store drama i Odense ved KV09. Det blev en Boye – nemlig socialdemokraten Anker, og ikke den konservative Jan Boye, der kan flytte tilbage til Rådhusets chefkontor.

Men spøgsmålet Boye eller Boye var aldrig noget, der rigtig kunne hidse den odenseanske befolkning op.  Det faldt mange svært at tro, at det var Under-Odenses tarv, der ligger nogen af de to herrrer på sinde.

Mange, ikke mindst blandt ungdommen og de ældre, mistænker åbenlyst valget for dybest set at dreje sig om at sikre taburetter fire år frem i tiden.

Retorikken om at kampen stod mellem Anker Boyes ”Rød stue ” eller Jan Boyes ”blå stue” kan ikke skjule, at det mest drejer sig om stil og meget lidt om indhold.

Den konservative Jan Boye var som konservativ er åben støtte til den borgerlige regering, men Anker Boyes bedrifter som socialdemokratisk borgmester og ansvarlig for nedskæringer var heller ikke glemt. Det var en rolle, som gav ham navnet ”Laktasken” for hans underdanighed overfor de bonede gulve –  der f.eks. betød store nedskæringer på daginstitutionerne med efterfølgende langvarig pædagogstrejke.

Anker Boye stillede til valget med en oppudset facade og pointerede, at det er en “ny og mere ydmyg Anker”,  man ville få som borgmester. Det virkede på nogle. Men Anker Boye fik færre personlige stemmer end Jan Boye, der fik mindre end halvdelen af hvad han fik for fire år siden.

Valgbudget og rådne skoler

Sammen har Boye og Boye samt de andre partier i byrådet –  minus Enhedslisten – denne gang strikket et budgetforlig sammen som et valgbudget. De største og åbenlyse anstødssten i form af nedskæringer er godt camoufleret af angst for vælgernes dom. Flere af hidtidige byrådspolitikere betregner det som uholdbart på lidt længere sigt. Men der rettes ikke op på niveauet.
Virkeligheden for de ansatte i daginstitutionerne, i skolerne og i hjemmeplejen er en stadig mere stresset situation. Eller på uhyrligheder som ekstrem høj forældrebetaling for børnepasning og for de ældres mad.

Forældrebetaling for pasning af børnene, vores fremtid, bør højst udgøre et symbolsk beløb. Det samme gælder betalingen for de ældres madordninger. De burde belønnes og ikke straffes efter at have knoklet et langt liv.

Man kan måske sige at den rådnende og forfaldne folkeskole, Ejbyskolen. er et billedligt udtryk på indholdet i Odense Kommunes ”ansvarlighed”. Ansvarlighed ikke overfor byens borgere, men i loyalitet overfor centrale rammer. Efter et årelangt forfaldsforløb er skaden på skolen sket og næsten uoprettelig.

Nu stod man over for, om skolen skulle rives helt ned eller gennemgribende undergå en meget kostbar bygningsrenovering. I hele forfaldsforløbet er skoleeleverne blevet undervist i ”nærdemokrati ”og ”ansvarlighed”, medens vand dryppede ned i spande. Fugt og lurende skimmelsvamp har sikkert i praksis givet mange elever en fornemmelse af indholdet i kommunens egentlige nærdemokrati.

”Arbejderflertal” og Nul oprør

Der var ingen af  kommunalvalgets topkandidater, der trådte udenfor rammerne for ansvarlighed overfor regeringen, bestemt af krigsbudgetter og EU’s krav om privatisering – og i det hele taget af monopolers krav om maksimal profit.

Tanker om civil ulydighed med lokalt oprør, og om at gøre det der kræves, og om nødvendigt at sende regningen videre til regeringen og staten, er som en by i Rusland.

Der høres ingen røster med krav om at kommunen med eller uden regeringens tilladelse her og nu iværksætter et omfattende program med tilbud af praktikpladser til unge på de forskellige områder.
Det er absurd at unge arbejdsløse hindres i f.eks. at få en kommunal praktikplads som SOSU-assistent og at kommunen underlægger sig regeringens politik med at straffe unge imellem 15-17 år ved at fratage dem økonomisk tilskud, såfremt de ikke er under uddannelse.

Mens de unge tudes ørerne fulde om, at de er fremtiden, udsættes store dele for social vanrøgt uden arbejde og reelle udviklingsmuligheder.

Enhedslisten havde et såkaldt arbejderflertal i Odense byråd som mål –dvs EHL sammen med SF og socialdemokraterne. Enhedslisten mistede et af sine to mandater, mens SF gik frem fra 2 til 6 og socialdemokraterne beholdt deres 10. De radikale gled ud. I Odense byråd er der et solidt og ’rent’ arbejderflertal med 17 mod 12 til blå stue.

Dette reformistiske ’arbejderflertal’ kan aldrig være en løsning, så lidt som det er det i folketinget. Man ender som sikkerhedsnet for en borgerlig eller borgerlig socialdemokratisk nedskærings- og krigspolitik med ansvar overfor de stadig snævrere og snævrere fastsatte kriserammer.

Rammer som går ud på at vælte krisens byrder over på almindelige mennesker, mens kapitalen går fri.
Det gælder for Odense – men det gælder også for København og en række andre kommuner, som har fået ’arbejderflertal’ og socialdemokratiske borgmestre med hjælp fra SFs øgede stemmetal.

Et helt andet fokus er at sætte energien løs udenfor byrådet og styrke kampene nedefra imod nedskæringer og imod anslagene mod de demokratiske rettigheder.

Netavisen 18. november 2009


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne