Pakistan: USA’s nye krig

Borgerlige politikere og medier hylder Obama og Karzai for at ville genemføre en ny demokratifarce i Afghanistan – mens de tier om Obamas ny krig i Pakistan

Kommunistisk Politik 21, 2009

Pakistan

Den pakistanske hær søger at besætte de hidtil selvstyrende regioner, der grænser til Afghanistan, fra Baluchistan til NWFP – den nordvestlige grænseprovins

Nobelfredsprismodtager Barack Obama har ikke bare udvidet krigen mod Afghanistan og det afghanske folk ved hjælp af de forhadte og korrupte krigsherrer og fupvalg; han har også for alvor fået startet en krig i det store naboland Pakistan. Den tager karakter af en borgerkrig, hvor den amerikanske hånd er mindre synlig, men ikke mindre nærværende end i Afghanistan og Irak.

De imperialistiske medier fortier, at der er tale om en regulær krig – med USA og ikke det spøgelsesagtige Al Qaeda som den skjulte styrende part. De kalder det en ’aktion mod terrorister og militante’ eller en ’militær offensiv mod Taliban’ i Pakistan – for at holde sandheden om en ny humanitær katastrofe og en ny imperialistisk krigsforbrydelse skjult for den ’oplyste opinion’ i Vesten. Krigen i Pakistan er endnu kun i sin begyndende fase. Der er endnu kun tusinder af dræbte og nogle få millioner flygtninge. Tallene for begge dele vil blive meget højere. Ødelæggelsen af endnu et land – efter Afghanistan, Irak og Gaza/Palæstina – er i fuld gang.

Det toneangivende pakistanske militær og de civile politikere har siden Pakistans dannelse ofte været udrustet og uddannet af og i USA. USA skaffede sig for godt et år siden af med landets miskrediterede kupgeneral Pervez Musharraf, selvom han ydede store tjenester i ’krigen mod terror’ og gennemførte en look alike-demokratiproces, der gav det ønskede resultat: at den pakistanske hær fører krig mod og dræber landsmænd.

Den pakistanske hær er på ordre fra den amerikansk-valgte præsident Asif Ali Zardari (den amerikansk-valgte præsidentkandidat Benazir Bhuttos enkemand) nu gået ind i Syd-Waziristan, en af grænseprovinserne, med det erklærede mål at knuse de bevæbnede islamister, der både støtter modstanden i Afghanistan og vender sig mod den pakistanske ledelses pro-amerikanske politik.

Først accepterede Asif Ali Zardari, der blev indsat som præsident i september 2008, de amerikanske drone-angreb i pakistanske provinser, som Obama har udvidet med tusinder af civile dræbte. Dernæst gav USA ham besked på at sætte hæren ind i et stort angreb i et andet grænseområde, Swat-dalen, hvilket han lystrede – med talrige døde og flere millioner civile flygtninge som facit. Det var i maj 2009 og den følgende tid. To millioner indbyggere blev fordrevet fra Swat-dalen, og den pakistanske hær proklamerede sejr over Taliban.

Den eskalerende borgerkrig var sat i gang. Reaktionen på drone-bombningerne og det ufatteligt brutale felttog i Swat førte til voldsomme reaktioner og angreb på det krigsførende militær og regeringen. Nogle angreb har ramt militærets hjerteregioner. Og den pakistanske hær angribes igen i Swat.

Men Swat var bare starten på Obamas og Zardaris pakistanske krig. Nye operationer er planlagt i hurtigt tempo. Felttoget i Syd-Waziristan, hvor omkring 30.000 soldater har til opgave at slagte 7-10.000 stammekrigere, er blot et led i denne krig, hvor landsmænd skal slagte landsmænd og muslimer slagte muslimer, og nye flygtningestrømme er garanteret. Allerede før den nuværende offensiv var mere end 100.000 på flugt.

Sådan er USA’s og Obamas plan. Modellen er Irak, hvor det i betydeligt omfang lykkedes at få shiaer (støttet af Iran) og sunnier til at slå hinanden ihjel. I Afghanistan hedder det at opbygge det afghanske militær. I Pakistan er militæret stærkt, atombevæbnet og under imperialistisk kommando.

Sådan skal den pashtunske modstand i Afghanistan knuses, ved at bekrige pashtunerne i Pakistan. Pashtunerne er Afghanistans største folkegruppe, der blev splittet op i forskellige lande, da den britiske kolonimagt trak vilkårlige grænser på landkortene i den samme hensigt om at dele og herske.
Det er ikke en krig mod isolerede ’ekstremister’, men mod et stort nationalt mindretal i det nationalt usikre Pakistan. Den støttes ikke af den brede pakistanske befolkning, som vil vende sig imod den katastrofekurs, USA’s lakaj Zardari har ført landet ud på.

Det benægtes selvfølgelig, at der føres krig fra Vesten mod muslimer og muslimske lande. Men den altomfattende dæmonisering af islam og muslimer er et led i krigsførelsen, og kendsgerningerne taler deres klare sprog. En kommentator kalder det ”Ødelæggelsen af muslimske nationer én efter én, i rækkefølge”. Den er gået, siger han, efter ”Al-Qaeda, Taliban, Hezbollah, Hamas, Al-Bashir, Ahmadinejad, Sunni, Shia, Wahabi, Gaza, Irak, Syrien, Sudan, Iran, Afghanistan, og nu Pakistan”.

Alle religiøse og etniske, ja, alle tænkelige modsætninger udnyttes til formålet, for at splitte, herske og ødelægge og hindre en omfattende hellig krig, en jihad, mod imperialisterne.

Men til syvende og sidst er Vesten ikke ude i et religiøst korstog. Det er en maske. Det handler om det gamle plyndringstogt, om global magt og udbytning.
En rent religiøst baseret modstand er for sårbar til at sejre og fastholde en antiimperialistisk sejr, selvom også den dækker over klasseinteresser og nationale interesser.
For at imperialismen skal slås, må modstanden være anti-imperialistisk i alle dens aspekter.

Netavisen 22. oktober 2009


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne