AfPak: Krig på to fronter

Af Eric Walberg

Kommunistisk Politik 21, 2009

Den eneste ting, som Obama har gjort rigtig indtil videre er valget af navnAfPak: Afghanistan og Pakistan. En udvidet krigskueplads indbefatter Pakistan.

Kort over Afghanistan og Pakistan

Da flere NATO-lastbiler blev brændt af i Peshawar forrige uge, lykkedes det en Karachi-student at smide sin sko mod den krigsophidsende amerikanske journalist Clifford May under dennes tale til Afdelingen for Internationale Forbindelser om ”Pakistans rolle i at imødegå terrorens udfordring”.

I Washington erklærede Pakistans udenrigsminister Shah Mehmood Qureshi bittert, at USA muligvis kender Osama Bin Ladens gøren og laden. Han glemte at drage den passende konklusion med hensyn til,  hvad amerikanerne i virkeligheden har gang i, i AfPak.

Også i Washington – og få timer før Nobelfredspriskomiteens beslutning om at give ham prisen – mødtes den amerikanske præsident Barack Obama med sit krigsråd.

Det er lige før, at det er svært at sige, hvem der er den største modstander af Obamas planer om at bringe fred til AfPak: Taliban, den pakistanske regering eller Nobel Komiteen. Åh ja, eller praktisk hele verden uden for Washingtons ringvej.

Da verden den 7. oktober markerede 8 års dagen for den amerikanske invasion i Afghanistan, var Taliban stærkere end nogen sinde – deres styrket er næsten firdoblet siden 2006.

”Vi kæmpede mod de britiske invasionsstyrker i næsten 80 år”, mindede Mullah Mohammed Omar verden om på Talibans webside www.shahamat.org: ”Hvis man  ønsker at kolonisere de stolte og gudfrygtige afghaneres land med det grundløse påskud at føre krig mod terror, skal man være klar over, at vores tålmodighed kun vil blive større, og at vi er rede til en langvarig krig ”. En udtalelse fra ledelsen insisterer på, at : ”Vi havde og har ingen planer om at skade nogen af verdens lande, inklusive de europæiske. Vores mål er uafhængighed for landet og opbygningen af en islamisk stat”. Den forlanger en øjeblikkelig tilbagetrækning af alle fremmede tropper som den eneste løsning.

To-fronts krig

Der er endnu ingen tegn på, at Obama så meget som overvejer en sådan banal ting.  Tværtimod udkæmpes krigen nu på to fronter. Amerikanerne og briterne har iværksat  et udvidet træningsprogram for Pakistans Grænsekorps (GK) i Baluchistan, den nye slagmark.

Programmet er en del af Obama-administrationens massive militære hjælpepakke til AfPak. Pakistan modtager 2,8 milliarder dollars de næste 5 år oveni 7,5 milliarder til civil bistand, men kun hvis hjælpen tilfredsstiller amerikanernes målestok for fremskridt i forhold til ”anti-terrorisme og grænse kontrol”.

Den pakistanske regering og hær er rasende, for ikke at nævne de 60 % af pakistanerne, der ser USA som den største trussel mod Pakistan – og med god grund. I de seneste måneder har amerikanske styrker optrappet deres luftbombardementer af landsbyer i de nordlige stammeområder. Ifølge pakistansk presse var der 60 grænseoverskridende amerikanske droneangreb mellem januar 2006 og april 2009. Kun 10 af disser var i stand til at ramme deres mål; de dræbte 14 påståede Al-Qaeda ledere og 687 civile. Selv officiel amerikansk politik (om ikke at dræbe mere end 29 civile for enhver ”højt vurderet” person) er blevet krænket. Mindst 23 Al-Qaeda ledere skulle være dræbt, 9 mere end de 14, man rent faktisk påstår at have ramt.

Denne snigmordskampagne er en endnu mere skånselsløs udgave af Operation Phoenix i Vietnam, og kan kun føre til øget rekruttering for Taliban og Al-Qaeda.

Sandt nok blev talibans kontrol over den pakistanske grænseprovins SWAT af den pakistanske hær  bragt til brutal ophør i løbet af de sidste 6 måneder, skønt lig af civile stadig smides ud, med anklager om hævn og officiel terror, rettet mod hæren. Og den nærmest totale mangel på genopbygningshjælp fra den pakistanske regering vil, nu hvor vinteren nærmer sig, betyde, at taliban sandsynligvis vil genvinde SWAT. Lokal opposition mod krigen mod såvel Afghanistan som de pakistanske grænseregioner, især Baluchistan, bliver ved med at vokse. Den den længe simrende kampagne for uafhængighed for Baluchistan får dagligt ny styrke.

Kritisk stadie

Obama dukke afbrændes af vrede studerende foran parlament i Kabul  25. oktober 2009Obamas krigsplan har nået et kritisk stadie. I et arrogant spil, der minder meget om general MacArthurs udfordring af præsident Harry Truman vedrørende Korea-krigen i 1951, har general Stanley McChrystal for nyligt offentligt krævet 60.000 soldater mere til Afghanistan og frimodigt udtalt, at krigen vil være tabt uden dem. Med en tilsvarende åbenmundet MacArthur over for sig gav Truman ham en fyreseddel i fuld offentlighed.

McChrystal siges at have tilbudt sin øverstkommanderende adskillige alternativer , ”indbefattet en indsprøjtning på maksimalt 60.000 ekstra tropper”, 40.000 og en endnu mindre øgning. Det er i militær planlægning almindeligt at drøfte 3 forskellige scenarier for at illustrere, hvorfor den mellemste mulighed er at foretrække, skønt det normalt sker privat. Men Obama-regeringen står overfor voksende blokeringer inden for det demokratiske parti, også hvis han beslutter sig for den mellemste mulighed.

Obamas bedømmelse af AfPak retter sig nu især mod at forhindre Al Qaedas tilbagevenden til Afghanistan. Det er et langt mere begrænset mål, der ville kræve færre eller ingen nye amerikanske tropper. Obama ser ikke længere den primære mission i Afghanistan som fuldstændigt at besejre taliban eller forhindre dets indflydelse på landets fremtid.

Men det er en politik, som møder kraftig modstand fra forsvarsminister Robert Gates og udenrigsminister Hillary Clinton. Gates-Clinton har en pointe: Så snart Taliban anerkendes som legitime spillere, som ikke udgør nogen strategisk fare for USA, så vil rædselsgerningerne gennem de sidste 8 år komme til at stå ulideligt klare. Nederlaget for hele det kriminelle projekt vil blive synligt og være lige så ødelæggende for USA, som det sovjetiske nederlag var for USSR.

Gigantisk troppebølge?

Men Gates’ og McChrystal gigant-flodbølge af tropper er i alle tilfælde  på det nærmeste umulig. Instituttet for Krigsførelse rapporterede for nylig, at det amerikanske militær kun har et begrænset antal tropper parat til at udstationering, dvs. at forstærkningstropper ikke kan nå frem til krigszonen før sommeren 2010. Der er kun tre hær- og flådeenheder  (11.000-15.000 soldater), som er klar til indsættelse i Afghanistan i år. Tropperne plages af en alvorlig mangel på helikoptere og alle slags terrængående køretøjer.

Hvad Obama end beslutter – 60.000, 40.000 eller ? – vil tropperne efter ankomsten  kun have kort tid til til at vende om på tingene. (Senest har Obama ladte meddele, at han ikke vil træffe beslutning om evt. amerikansk tropperforøgelse,” før Afghanistan får styr på sine sager og får valgt en regering på retfærdig vis”, altså før et omvalg, KP)

Selv den superloyale canadiske statsminister Stephen Harper har netop igen bekræftet, at de canadiske tropper under ingen omstændigheder vil blive i Afghanistan efter 2011. Enhver plan om en tidsubegrænset besættelse, som nogle embedsmænd  i NATO og USA agiterer for, er ren fantasi. Canadas retræte vil blive en del af en strøm.

Den canadiske regerings støtte til krigen har ligesom store brødrene USA og UK hele tiden været motiveret af Afghanistans uudnyttede ressourcemuligheder. TAPI gas-rørledningen – navngivet sådan for dens 1680 km lange rute fra Turkmenistan gennem Afghanistan, Pakistan og sluttelig Indien – er planlagt til at blive bygget med start næste år på selv samme mark, som canadiske og amerikanske tropper nu besætter i det sydlige Afghanistan.

Harpers bedst mulige scenarie er, at rørledningsprojektet skrider fremad med canadisk deltagelse og at miraklet sker – Talibans pludselige, uventede nederlag, der tillader de canadiske tropper at vende hjem, at få underskrevet aftaler om rørledningen og andre ressourcer, og som sikrer ham et konservativt flertal ved det næste valg:

 ”Canada har potentialet til at slå sine rivaler, fordi det har en uplettet historie i den del af verden”, argumenterer Rob Sobhani, direktør for Caspian Energy Consulting: ”Folk kan lide canadierne, canadierne er apolitiske”.

Selv hvis miraklet ikke sker og rørledningsaftalen kollapser, erkender Harper, at hans politiske liv kan være ovre, medmindre tropperne vender hjem, så han er tvunget til at vaske sine blodige hænder ovenpå forræderiet mod Canadas traditionelle internationale rolle som fredsmægler.

Et kinesisk råd

Obama behøver ikke at støtte sig på Taliban som rådgiver om, hvordan krigen skal afsluttes. Vice-direktøren for Kinas Råd for Nationale Sikkerhedspolitiske Studier Li Qinggong udtrykte den officielle kinesisk tankegang den 28. september i Xinhua:

USA skal først bringe ”krigen mod terror” til ophør og ”stoppe sine militære operationer. Krigen har hverken bragt de islamiske nationer fred og sikkerhed, som Bush administrationen oprindeligt lovede, eller medført nogle håndgribelige fordele for USA selv. Tværtimod er  legitimiteten af de amerikanske militære aktioner i stigende omfang blevet betvivlet.”

Obama burde drage fordel af den internationale opinion og øjeblikkelig trække soldaterne tilbage. Det er utvivlsomt også, hvad Nobelkomiteen håber, der har sat sin egen troværdighed på spil ved at tildele ham Fredsprisen. FN’s sikkerhedsråds permanente medlemmer bør ”tegne et vejkort og fastlægge en tidstabel”, inklusiv udstationeringen af en international fredsbevarende mission.

Den delikate ironi ved den amerikanske invasion og besættelse af Afghanistan (og Irak) er, at det er Kina, USA’s virkelige internationale rival, der har haft den største gavn deraf.

Kinesiske investeringer (og arbejdere) er strømmet ind i begge de amerikanske krigszoner. Hovedeffekten af George W. Bush’s to krige og Obamas AfPak har været at fremme kinesiske forretningsinteresser, mens de har efterladt USA bankerot og med dets hær i laser.  

Eric Walberg skriver for Al-Ahram Weekly
Oversat og forsynet med mellemoverskrifter af KP efter
Global Research 14. oktober 2009

Netavisen 28. oktober 2009