Valget i Norge: Socialdemokratiet fæstner grebet

Af Kommunistisk Platform (kpml.no)
Kommunistisk Politik 19, 2009


Da der ikke fandtes reelle alternativer til de borgerlig-parlamentariske ’blokke’, og det gjaldt om at holde Fremskridtspartiet ude fra de offentlige kontorer, sørgede den folkelige fornuft for medvind til Arbejderpartiet [Socialdemokratiet, o.a.]. Det er fuldstændig logisk: Hvorfor stemme på små socialdemokratiske partier som Socialistisk Venstre og Rødt, når der er et stort?

Samtidig dækker valget over en stigende folkelig frustration: Trods en massiv mediekampagne med fokus på, at hver stemme ville tælle i en halsbrækkende opgør imellem de to ’blokke’, undlod mere end hver fjerde vælger at lægge en valgseddel i stemmeboksen. Det er den laveste valgdeltagelse siden 1927. Herudover benyttede et ukendt antal sig af muligheder for at levere en blank stemmeseddel.

Fremskridtspartiet sikrede sig som forventet et godt greb om en fjerdedel af vælgerne. Bedragerisk racismeretorik forbundet med appeller til om en i sig selv sund folkelig politikerforagt gav resultater. Men det kunne have været værre, som meningsmålinger i sommeren udtrykte. Men de to åbent reaktionære partier, Fremskridtspartiet og Højre, klarer altså at mobilisere 40 procent.

Uden at vi har tal på, hvor afstemningsresultaterne har fordelt sig mellem forskellige klasser og sociale lag, er det alligevel et grundlag for at sige, at en stor del af den norske arbejderklasse har samlet sig bag Arbejderpartiet for at holde Fremskridtspartiet ude fra regeringskontorerne. Arbejderpartiet er gået frem over hele linjen. Dette skyldes en kombination af Arbejderpartiets formidable valgmaskineri med støtte fra LO – samt en dygtig valgstrategi, hvor Stoltenberg har profileret sig som den rød-grønne, samlende landsfader og beskytter og i mindre grad som leder af Det Kongelige Norske Arbejderparti. Med mere end 35 pct. af stemmerne kan det norske Arbejderparti notere sig for en succes. Det er noget af en præstation fra et parti, som har begået svig over for en lang række af de krav og løfter, som blev præsenteret på Soria Moria i 2005.

Prisen for det socialdemokratiske hovedpartis succes er det især SV, der har måttet betale. I enkelte fylker [de norske regionale administrative enheder, o.a.] er SV næsten halveret. Dette er både et resultat af taktiske afstemninger, men åbenbart også en folkelig protest mod partiets fuldstændige forræderi mod sine vælgere på spørgsmålet om NATO’s og Norges krig i Afghanistan og miljøkampen. Begge disse to hovedspørgsmål – det imperialistiske NATO’s krigsførelse mod det afghanske folk og den miljømæssige kamp – blev druknet i statsministerdueller. Det tjente alle kapitalens hovedpartier godt på: Arbejderpartiet, Højre og Fremskridtspartiet.

Alle partier, som mere eller mindre seriøst forsøgte at prøve at sætte kampen mod fattigdom, mod racistiske flygtningepolitik og kampen for miljøet højt på dagsordenen, blev straffet for det. Det gælder Venstre og Kristelig Folkeparti i lige så høj grad som SV og Rødt. Venstre er reduceret til et miniparti under spærregrænsen, og Lars Sponheim ryger ud af Stortinget. Normalt har vi ikke noget som helst tilovers for det fagforeningsfjendtlige, liberale Venstre. Men i kampen mod racisme og fremmedhad markerede Sponheim sig hårdt og klart, og han advarede i barske vendinger imod den ’brune’ (citeret fra Sponheim) drejning i norsk politik hos begge de store ’blokke’. Præcis den rankryggede holdning, som Sponheim viste på dette område, og som hverken SV eller Rødt var i nærheden af, fortjener han og Venstre al ære for. Et foreløbigt dunkelt spørgsmål er, om det var denne holdning, Venstre blev straffet for af vælgerne, eller om årsagen ligger andre steder.

Rød er ved dette valg definitivt placeret sig som et nyt SV, bare i en meget dårligere og mere mislykket udgave. Som en logisk forlængelse af partiets overgang til reformismen stillede Rødt op som en garant for en rød-grøn regering, og gjorde sig dermed gidsel for landsfader Stoltenberg. Rødt opstillede et enkelt ’ultimatum’, sandsynligvis udklækket af et lyst hoved i arbejderaristokratiet, nemlig forsvaret af invalidepensionen. Denne taktiske genistreg troede nogen åbenbart på ville give Rødt stor slagkraft med LO i ryggen. Det var der selvfølgelig ingen andre, der troede. Og hvis Rødt først skulle nøjes med et ultimativt krav, så måtte det selvsagt være sporenstregs at få de norske lejemordere ud af Afghanistan.

I en situation, hvor SV har kompromitteret sig selv igennem fire år i regering og lå klar til slagtning for et virkeligt revolutionært alternativ, har Rødt i sin iver efter at vinde parlamentarisk ’tyngde’ og markere afstand til skumle socialistiske og kommunistiske idealer præsteret det kunststykke at spille sig selv helt ud over sidelinjen.

Når sårene nu skal slikkes, efter at den ’historiske chance’ gik i vasken – på trods af at man vogtede sig omhyggeligt med ikke at sige fyord som klassekamp, socialisme eller revolution under valgkampen – er det skræddersyet til at give en masse interne skænderier.

Revolutionære, som indædt har holdt stand inden for Rødt, i håb om at et valgmæssigt opsving ville give partiets røde kræfter en indsprøjtning og gøre det muligt at korrigere højrekursen, bør nu indse realiteterne: Rødt-sjakket er ormædt af socialdemokrati, roret er låst med retning til styrbord, og sejlene er gennemhullet af rød-grønne kastevinde.

Originalartikel her

Kommunistisk Plattforms hjemmeside

Netavisen 24. september