Du får steg i himlen, kammerat

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 18, 2009

Krisen og krisetegn kan dømmes eller fejlbedømmes efter mange parametre. De sidste måneder har vendt tommelen op for aktiekurserne. Bankernes cheføkonomer og økonomiske ”vismænd”, som er en slags smagsdommere, spår efter kaffegrumset i koppen:
– Nu går det fremad. Krisen er ved at takke af. Bunden er nået. Nu går det fremad.

Det er overfladebetragtninger. De har ikke lært andet på deres højere uddannelsessteder, hvor marxistisk politisk økonomisk forståelse for længst er afskaffet eller forvrænget. Enhver sømand ved, at havet er betydeligt dybere, end overfladen antyder. Vismænd og cheføkonomer blev afsløret som kejseren uden klæder, da krisen for to år siden viste sit grimme fjæs, og de kun kunne stå frem og vise forundring. Siden har de haft travlt med at konkurrere om, hvor kort og lidt slem den ville være.

Det vil vise sig, hvorvidt den totale faktuelle underminering af dollarens værdi stadig vil blive båret oppe af stærke, men dollar-afhængige stater verden over. Det er blot et problem, som ”vismændene” overhovedet ikke forholder sig til: Hvor vildt skal dollarseddelpressen køre, inden valutakrisen eksploderer?

Intet tyder på, at krisen er ved at vende. Og krise for hvem, kan man spørge. Aktierne er som nævnt steget i en periode, så det går jo godt. Nationalbanken har sænket udlånsrenterne betydeligt, så det er jo rigtig fint – for bankerne, der låner billige penge af Nationalbanken, men fortsat låner dem dyrt ud. Det sker i fred og ro, selv det er endnu en omgang direkte statsstøtte til bankerne. Kunder og skatteborgere dækker bankernes tab på bl.a. bankernes selvskabte krise.

For alle andre ser virkeligheden anderledes ud.
Fakta er, at arbejdsløsheden stiger. I løbet af et år vil antallet af langtidsledige være fordoblet. Det drejer sig om personer, der inden for et år ikke har arbejde. De er ilde tilredt, fordi blot tre måneder uden arbejde gør det meget vanskeligt at træde ind igen. Et år uden arbejde er ofte en glidebane mod kontanthjælpen. Det er skidt.

Antallet af personer, der kun har kontanthjælp at se frem til, men ikke kan få den, er fordoblet i det seneste år. I dag lever 71.000 – dobbelt så mange som sidste år – uden nogen som helst form for indtægt. Det kan vi ifølge regeringen takke vores velfærdssamfund for:
– Kontanthjælp er et sikkerhedsnet, som vi kun spænder ud under dem, der ikke har noget at leve af. Det kan lyde hårdt, men det er sådan, det må og skal være i et velfærdssamfund, mener beskæftigelsesminister Inger Støjberg fra Venstre.

Nu har den nuværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg, den tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen sammen med regeringens finans-, økonomi- og statsministre lovet økonomisk fremgang og velstandssikring i hele dette årti, samtidigt med at de har ført ideologisk og økonomisk krig mod fagbevægelsen og a-kasserne – OG så kommer de nu og siger:
– I får ikke en krone, fordi I har været så dumme ikke at forsikre jer mod arbejdsløshed!

Det skal fastslås, at der jo ikke er tale om 71.000, der har persiske tæpper på væggene ved siden af Picasso’erne. Det er faktisk helt almindelige mennesker, fastslår socialforsker ved Center for Alternativ Samfundsanalyse Finn Kenneth Hansen:
– Kravene til at få offentlig hjælp er blevet strammet kraftigt op. En familie behøver ikke tjene ret meget, før et arbejdsløst familiemedlem ikke kan få hjælp, og det er langtfra alle, der ved, at kontanthjælpen afhænger af hele familiens indtægt.

Faktisk viser erfaringerne, at hver tredje – altså omkring 24.000 – er unge under 29 år, ligesom samtlige 71.000 har svært ved at komme videre til et arbejde. ”Det grå guld” blev skudt ned for mange år siden. Ungdommen er i den grad en udsat gruppe – også hvad angår dagpengerettighederne.

Forholdene er ikke bedre for pensionisterne. I 11 af landets 98 kommuner udgør folkepension og ATP under halvdelen af indtægterne for pensionisterne. Med andre ord spiller private pensionsordninger suppleret med arbejdsmarkedspension en stadig større rolle for, hvordan man som pensionist kan overleve.  I ni ud af ti kommuner udgør folkepension og ATP over halvdelen af indtægterne for pensionisterne, hvilket udtrykker, at det langtfra er alle, der har haft råd til at investere i private pensionsordninger eller er sikret ved arbejdsmarkedspensioner.

Når vi nu er ved denne ende af rebet, så er det nok værd at huske på, at det var fagforbundenes ledere, der i slutningen af 80’erne havde så travlt med at fremelske ideen om arbejdsmarkedspensionerne i overenskomsterne. Der har ikke været en overenskomstfornyelse siden, hvor de ikke har skamrost og styrket indbetalingen til fondene, hvormed arbejderne har kunnet drømme om ”steg i himlen”.

Krisen har pillet drømmene fra hinanden: Pensionerne er bygget på investeringer, aktier og profitter, som er undergravet.

Netavisen 15. september 2009