Invaderede Sovjetunionen Polen i september 1939?

Af Grover Furr

Professor Grover Furr, Montclair State UniversityOSCE’s deklaration om Tysklands og USSR’s lige store ansvar for 2. verdenskrig er en stor officiel historieforfalskning, som baserer sig på udbredte koldkrigsløgne. Den amerikanske historieprofessor Grover Furr afslører dem her.

Invaderede Sovjetunionen Polen den 17. september 1939? Hvorfor spørge om det? ’Vi ved jo alle’, at denne invasion fandt sted. ’Du kan bare slå det op!’ Alle autoritative kilder er enige. Denne historiske begivenhed fandt faktisk sted.

Behind Closed Doors’ (PBS series 2009):
“Efter invasionen af Polen i september 1939 delte nazisterne og Sovjet landet, som de havde aftalt i Molotov-Ribbentrop-pagten …”*

Alle historikere, jeg har læst, også nogle, der ikke hylder paradigmerne fra den kolde krig, erklærer uden forbehold, at Sovjetunionen invaderede Polen i september 1939.

Men sandheden er, at USSR ikke invaderede Polen i september 1939. Selv om chancerne er mindst 99 til én for, at alle historiebøger, man kan få fat i, siger at det var tilfældet. Jeg savner stadig en engelsksproget bog, som har forstået det rigtigt. Og Sovjet var selvfølgelig aldrig ’allieret med Nazi-Tyskland”.

Jeg skal fremlægge en masse beviser på denne konklusion. Der findes meget mere, der understøtter mig – langt mere, end hvad der kan fremlægges her, og utvivlsomt endnu mere, som jeg endnu ikke har identificeret eller fundet.

Det var endvidere på den tid bredt anerkendt, at der ikke var en sådan invasion. Jeg skal også påvise dette.

Sandsynligvis var sandheden herom endnu et offer for den kolde krig efter 2. verdenskrig, hvor en stor mængde løgne om den sovjetiske historie blev opfundet eller populariseret. Sandheden om dette og mange andre spørgsmål vedrørende den første socialistiske stats historie er simpelthen blevet ’noget, man ikke taler om i pænt selskab’.

Dæmonisering – og jeg bruger ordet velovervejet, det er ikke for stærkt – af den kommunistiske bevægelses historie og alt, hvad der har med Stalin at gøre, er blevet respektabilitetens løsen. Og ikke bare blandt erklærede kapitalismesympatisører, men blandt os selv på venstrefløjen, blandt marxister, modstandere af kapitalismen, det naturlige underlag for en bevægelse for kommunisme.

Ikke-angrebspagten mellem Tyskland og USSR i august 1939

Den sovjetiske udenrigsminister Molotov og den nazistiske Ribbentrop ved underskrivelsen af Ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunioen 23. august 1939Før vi behandler spørgsmålet om invasionen, der ikke fandt sted, må læseren gøres bekendt med nogle fejltolkninger af ikke-angrebspagten, og hvorfor de er forkerte. Også disse er baseret på antikommunistisk propaganda, som bliver ’troet’ vidt og bredt, om end naivt.

Den mest almindelige, og mest forkerte, af disse fremsættes i den ovenfor citerede ’Behind Closed Doors’:
”… Nazisterne og Sovjet delte landet, som de havde aftalt i Molotov-Ribbentrop-pagten …”

Det er fuldstændig usandt, som en læsning af M-R-pagten selv vil vise.

Sovjet ønskede at beskytte USSR – og derfor at bevare et uafhængigt Polen

Det påstås konventionelt, at Ikke-angrebspagten mellem USSR og Tyskland (ofte betegnet som Molotov-Ribbentrop-pagten eller -traktaten efter de to udenrigsministre, som underskrev den) var en aftale om at ’splitte Polen op’, om at dele det.

Det er helt igennem falsk. Utvivlsomt er en vigtig grund til denne falske påstand, at Frankrig og Storbritannien underskrev en ikke-angrebspagt med Hitler, som opsplittede en anden stat – nemlig Tjekkoslovakiet. Det var München-aftalen fra 30. september 1938.

Polen deltog også i opsplitningen af Tjekkoslovakiet. Polen annekterede en del af Cieszyn-regionen i Tjekkoslovakiet, selv om der kun fandtes et polsk mindretal. Denne invasion og besættelse var ikke engang aftalt i München-overenskomsten. Men hverken Frankrig eller UK gjorde noget ved det.
Hitler indtog det øvrige Tjekkoslovakiet i marts 1939. Det var ikke forudsat i München-aftalen. Men UK, Frankrig og Polen gjorde ikke noget ved det.

Så de antikommunistiske ’allierede’ UK, Frankrig og Polen deltog rent faktisk i opsplitningen af en magtesløs stat! Måske er det derfor, at den anti-kommunistiske ’partilinje’ dikterer, at USSR gjorde det samme? Men hvad grunden dertil end er, så er det alligevel løgn.

Sovjetunionen undertegnede Ikke-angrebspagten med Tyskland ikke med det formål at ’opsplitte Polen’ som de allierede havde gjort med Tjekkoslovakiet, men for at forsvare USSR.

Traktaten rummer en passage om sovjetiske interesser i Polen, som tyske tropper ikke kunne rykke forbi, i tilfælde af at Tyskland slog den polske hær i en krig.

Pointen her var, at hvis den polske hær blev slået, kunne den og den polske regering søge tilflugt bag linjen for de russiske interesser og finde ly der, fordi Hitler var gået med til ikke at trænge længere ind i Polen end til denne linje. Derfra kunne de slutte fred med Tyskland. USSR ville få en buffer-stat, bevæbnet og fjendtligt indstillet over for Tyskland, mellem Das Reich og den sovjetiske grænse.

Sovjet – ”Stalin”, for at nu at bruge en grov forenkling – gjorde ikke noget af dette af kærlighed til det fascistiske Polen. Sovjet ønskede en polsk regering – en hvilken som helst polsk regering – som buffer mellem USSR og nazihæren.

Den polske regerings forræderi

Den fascistiske polske regerings fuldstændige forræderi mod dets eget folk ødelagde denne plan.

I den øvrige verdens øjne havde den polske regering to alternativer i tilfælde af, at dets militær blev knust af en angribende hær.
1. Den kunne forblive i landet, måske flytte regeringsby, væk fra den angribende hær. Derfra kunne den have anmodet om fred eller overgivet sig.
2. Den polske regering kunne være flygtet til et allieret land, som var i krig med Tyskland – enten Frankrig eller England.

Regeringerne i alle andre af Tyskland besejrede lande gjorde den ene af disse ting eller begge. Den polske regering – racistisk, antikommunistisk og ultranationalistisk – kort sagt så slem fascistisk, som den kunne blive – gjorde ingen af delene. I stedet for at kæmpe flygtede den polske regering til nabolandet Rumænien.

Rumænien var neutral i krigen. Ved at krydse grænsen til det neutrale Rumænien blev den polske regering fange. Det juridiske ord er ’interneret’. Den kunne ikke fungere som regering fra Rumænien eller passere igennem Rumænien til et land, som var i krig med Tyskland, såsom Frankrig, fordi en tilladelse hertil ville være en krænkelse af Rumæniens neutralitet, en fjendtlig handling mod Tyskland.

USSR invaderede ikke Polen – og alle vidste det dengang

Da Polen ikke havde nogen regering, var Polen ikke længere en stat. Det betød følgende: Dermed havde Hitler ingen at forhandle en våbenhvile eller aftale med. Yderligere var Molotov-Ribbentrop-pagten ugyldig, fordi det var en aftale om den polske stat, og der eksisterede ikke længere en polsk stat. Medmindre Den Røde Hær gik ind og forhindrede det, var der intet, som kunne forhindre nazisterne i at komme helt hen til den sovjetiske grænse.

Eller Hitler kunne – hvad vi nu ved man faktisk forberedte – have dannet en eller flere pro-nazistiske stater i, hvad der indtil da havde været Østpolen.

På den måde kunne Hitler opnå dobbelt fordele: Over for Sovjet kunne han hævde, at han stadig overholdt aftalerne om ’indflydelsessfærer’ i Molotov-Ribbentrop-pagten, mens han rent faktisk ville danne en pro-nazistisk, stærkt militariseret fascistisk ukrainsk nationalistisk stat på grænsen til Sovjet.

I slutningen af september blev en ny hemmelig aftale indgået. Heri var den sovjetiske interesselinje langt mod øst i forhold til linjen for ’indflydelsessfæren’ aftalt en måned tidligere i Den Hemmelige Protokol og offentliggjort i Izvestiia og i New York Times i september 1939. Dette afspejlede Hitlers voksende magt, nu han havde smadret det polske militær.
I dette område var polakkerne en minoritet, også efter ’poloniseringskampagnen’ med indflytningen af polakker i 20’erne og 30’erne.

Alle lande accepterede USSR’s neutralitetserklæring

Alle, indbefattet de krigsførende polske allierede Frankrig og England, var enige om, at USSR ikke var en krigsførende nation og ikke var deltager i krigen. De facto accepterede de USSR’s position om at være neutral i konflikten.

Se Franklin Delanor Roosevelts ’Proklamation 2374 om neutralitet’, 4. november 1939:
”… Ulykkeligvis hersker der krigstilstand mellem Tyskland og Frankrig, Polen, UK, Indien, Australien, Canada, New Zealand og Den Sydafrikanske Union.”

Sovjetunionen omtales ikke som krigsførende. Det betyder, at USA ikke betragtede USSR som værende i krig med Polen.
Naturligvis kan et land ikke ’invadere’ et andet land og alligevel troværdigt hævde, at det er ’neutralt’ med hensyn til den krig, som det pågældende land er involveret i. Men ingen af disse lande erklærede USSR for krigsførende. Det gjorde heller ikke USA, Folkeforbundet eller noget land i verden.

Den polske stat kollapsede

Den 17. september 1939, hvor sovjetiske tropper krydsede grænsen, fungerede den polske regering ikke længere. Den kendsgerning, at Polen ikke længere havde en regering, betød, at Polen ikke længere var en stat.

Da Molotov den 17. september overrakte noten til den polske ambassadør i USSR, Grzybowski, fortalte Grzybowski Molotov, at han ikke vidste, hvor hans regering befandt sig, men han var informeret om, at han kunne kontakte den gennem Bukarest.

De sidste medlemmer af den polske regering krydsede faktisk grænsen til Rumænien og dermed til internering i løbet af dagen den 17. september, ifølge en meddelelse fra United Press offentliggjort på side 4 i New York Times den 18. september, dateret Cernauti, Rumænien.

Uden regering var Polen ophørt med at eksistere som stat ifølge international ret. Denne kendsgerning benægtes – eller oftere simpelthen ignoreres – af antikommunister, for hvem det er en kæp i hjulet.

Et øjebliks overvejelse vil vise det logiske i denne holdning. Uden regering – den polske regering var altså interneret i Rumænien – er der ingen at forhandle med, ingen, hvem politi, lokalregeringer og militæret er ansvarlige over for. Polske ambassadører i udlandet repræsenterer ikke længere deres regering, fordi der ikke er nogen.

Statsspørgsmålet ifølge international lov

ALLE definitioner på en ’stat’ anerkender nødvendigheden af en regering eller ’en organiseret politisk autoritet’. Da den polske regering krydsede grænsen til Rumænien, var den ikke længere ’regering’.

Også den tids polske embedsmænd anerkendte dette ved at søge at skabe indtryk af, at ’regeringen’ aldrig var blevet interneret, fordi den var overdraget til andre før indrejsen i Rumænien.

Så ALLE, polakker medregnet, anerkendte, at ved at internere sig selv i Rumænien havde den polske regering skabt en situation, hvorved Polen ikke længere var en ’stat’. Dette er ikke blot ’en plausibel fortolkning’ – ikke bare en kløgtig, logisk følgeslutning, men en ud af flere mulige logiske følgeslutninger. Som jeg har påvist her, var det bogstavelig talt alles fortolkning i samtiden. Alle stormagter plus den tidligere polske premierminister selv delte den.

Så snart dette spørgsmål besvares klart, følger alt andet af sig selv.

Den hemmelige protokol i Molotov-Ribbentrop-pagten var ikke længere gyldig, idet den omhandlede indflydelsessfærer i ’Polen’, som var en stat.

Senest 15. september indtog Tyskland den holdning, at Polen ikke længere var en stat.
Da Polen ophørte med at eksistere som stat, var denne Hemmelige Protokol ikke længere gyldig.

Derfor kunne tyskerne, om de ønskede det, marchere direkte op til den sovjetiske grænse.
Eller – og det er hvad Hitler rent faktisk ville have gjort, hvis ikke Sovjetunionen sendte tropper ind – de kunne støtte skabelsen af marionetstater, som en pro-nazistisk ukrainsk nationalistisk stat.

Under alle omstændigheder havde Sovjetunionen kun to valgmuligheder, da Hitler fastslog sin position om, at Polen ikke længere eksisterede som stat, og at derfor Molotov-Ribbentrop-pagtens aftaler om indflydelsessfærer i staten Polen ikke længere var gyldig – nemlig
1. enten at sende Den Røde Hær ind i Vestukraine og det vestlige Hviderusland for at oprette suverænitet der,
2. eller at lade Hitler sende nazihæren helt hen til den sovjetiske grænse.

Da den polske stat var ophørt med at eksistere, var den sovjetisk-polske ikke-angrebspagt ikke længere i funktion.

Den Røde Hær kunne krydse grænsen uden at ’invadere’ eller ’begå aggression imod’ Polen. Ved at sende sine tropper over grænsen hævdede USSR suverænitet, så ingen andre kunne gøre det – det vil sige enten en pro-nazistisk ukrainsk nationalistisk stat, eller Nazityskland selv.

Stærkt forkortet og oversat af Kommunistisk Politik efter ’Did the Soviet Union Invade Poland in September 1939?’

Originalartikel med en lang række links til yderligere dokumentation

Grover Furrs hjemmeside

Netavisen 29. juli 2009