Videnskab mod kreationisme

Charles Darwin 1809-2009

Af Nettmagasinett Revolusjon, Norge

Kommunistisk Politik 13, 2009


200 år efter Charles Darwins fødsel står hans hovedværk, Arternes Oprindelse,fortsat som en søjle i videnskabens udviklingshistorie.

Her leverede han grundig bevisførelse for, hvordan den botaniske og biologiske natur har udviklet sig gennem kombinationen af mutationer (tilfældige variationer i arvestoffet) og naturlig udvælgelse, hvor det individ, som har bedst tilpasningsevne, også har størst chance for at overleve. Udtrykket den bedst egnede overlever bliver ofte misvisende forklaret med den stærkeste overlever, mens det, Darwin sagde, var, at det er den bedst egnede, som overlever. Det er slet ikke altid det samme.

Darwin leverede solid ammunition til en materialistisk og dialektisk opfattelse af naturens biologiske udvikling, til trods for at han måtte bygge på empirisk forskning og ikke havde dagens præcise analyseredskaber til rådighed.

I 1800-tallet var dette en eksplosiv teori, som både udfordrede – og var uforenelig med – den allestedsnærværende religiøse metafysik. I udgangspunktet stillede Darwin ikke spørgsmål ved naturteologien og troede knap på sine egne undersøgelser fra omsejlingen med Beagle, før beviserne blev overvældende, og han indså, at skabelsesberetningen om jordens tilblivelse på seks dage var en umulighed.

Men han holdt bevidst mennesket udenfor i sin første fremstilling i Arternes Oprindelse, bortset fra en passus om, at ”der vil blive kastet lys over menneskets oprindelse og dets historie”. Først 11 år senere, i Menneskets Ophav, tog han mere direkte fat på antropologien. I mellemtiden var der flere, som udnyttede hans tavshed til at snakke i hans sted og ofte i hans navn.

Herbert Spencer – socialdarwinismens ophavsmand – og Francis Galton (Darwins fætter) var blandt dem, som præsenterede reaktionære forvrængninger af Darwins teori overført på sociologi og eugenik (arvehygiejne). Den førstnævnte var ekstrem individualist og ultraliberalist, som prøvede på at bruge udviklingslæren som forsvar for den stærkestes ret og foragt for svaghed.

Galton overførte teorien på intellektuelle karakteristika (eugenik) og hævdede, at civilisationen hæmmede ”den naturlige udvælgelse”, og at en kunstig udvælgelse var nødvendig for at modvirke ”degenerationen”. Darwin afslørede i sin selvbiografi, at han ikke kunne lide Spencer hverken personligt eller idemæssigt, og han tilbageviste i 1871 Galtons fejlfortolkning af udviklingsteorien.

Darwin erklærede sig aldrig åbent som ateist, til dels af frygt for, at det ville gøre det umuligt at få gennemslagskraft for forskningsresultaterne. I offentligheden lod han gerne sine nære meningsfæller, som Thomas Henry Huxley, tage konfrontationerne med præsteskabet og andre af samfundets støtter, som angreb darwinisternes ”uhyrlige” påstand om, at mennesket faktisk nedstammer fra aberne og ikke er skabt af Gud.

Darwin og Marx

Marx og Engels var Darwins samtidige, og Darwins videnskabelige teorier var til stor hjælp, da de udviklede deres materialistiske og dialektiske historieopfattelse. De henviste begge til Darwin ved en række anledninger. Marx fremsendte et eksemplar af Kapitalen til Darwin og fik følgende svar den 1. oktober 1873:

”Jeg takker for den ære, De har vist mig ved at fremsende Deres store arbejde, Kapitalen, og skulle af hjertet ønske, at jeg var en mere værdig modtager med større forståelse for det omfattende og vigtige tema politisk økonomi. Skønt vore undersøgelser har været højst forskellige, er det min opfattelse, at vi begge oprigtigt stræber efter udvidet kundskab, og at dette sikkert i det lange løb vil være til øget glæde for menneskeheden.

Deres Charles Darwin”

Da han tog afsked med sin ven og kampfælle karl Marx på Highgate i 1883, udtalte Friedrich Engels:

”Akkurat som Darwin opdagede udviklingslovene for den organiske natur, opdagede Marx udviklingsloven for menneskets historie: det enkle faktum, som frem til da var tildækket af ideologisk ugræs, nemlig det at menneskets først måtte have mad, drikke, husly og klæder, før det kan engagere sig i politik, videnskab, kultur, religion osv.

Videre, at produktionen af de umiddelbare materielle nødvendigheder, og følgelig det økonomiske udviklingsniveau, som mennesker har opnået under en given epoke, danner det grundlag, som statsinstitutionerne, retsopfattelserne, kunsten og også de religiøse forestillinger, som hersker, er udledt af. Og at det derfor er i dette lys, at de må forklares, i stedet for den modsatte vej, som det har været tilfældet indtil nu.

Men dette er ikke alt. Marx afdækkede også den særlige udviklingslov, som styrer dagens kapitalistiske produktionsmåde, og det borgerlige samfund som denne produktionsmåde har skabt. Opdagelsen af merværdien kastede pludselig nyt lys over spørgsmål, hvor alle tidligere undersøgelser, foretaget af såvel borgerlige økonomer som socialistiske kritikere, havde famlet i mørke.”

( Friedrich Engels’ tale ved Marx’ grav, Highgate, London, den 17. marts 1883)

Metafysikken lever

Dele af Darwins teori kunne ikke sikkert efterprøves, mens han endnu levede. Men i begyndelsen af det 20. århundrede leverede videnskaben det endelige bevis på, at han havde ret. Og nye beviser kommer til. Darwin ville have blevet henrykt over fundet af det 47 millioner år gamle fossil ”Ida”. Det næsten komplette og derfor helt unikke fossil viser efter al sandsynlighed at være en af vore stammødre fra perioden, hvor aber og halvaber (lemurer) skilte deres udviklingslinjer under evolutionen.

– Dette fossil viser os, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Dette er et fossil helt fra roden af vores stamtræ – så komplet og detaljeret, at vi ret og slet kan sige, at vi ved, hvordan det hele startede, siger Jørn Hurum ved Geologisk Museum ved universitetet i Oslo til Forskning.no. Tidligere har forskerne bare kunnet gætte. De har fundet en tand her og en finger der og har ikke engang vidst, om delene stammede fra samme individ eller art.

Få om nogen seriøs forsker tør i dag rejse tvivl om udviklingslæren. Også kirken er blevet nødt til at justere enkelte af sine dogmer, selvsagt uden at fornægte Guds styrende hånd og ideen om, at mennesker står i en særstilling og er ”skabt i Guds billede”.

Metafysikerne har til gengæld forsøgt sig med sine egne ”modvidenskaber” for at slå videnskaben tilbage. Religiøse kreationister går med på elementer i udviklingslæren, såsom at livet på jorden har udviklet sig fra enklere til mere komplicerede former. Men her passer de på at snige Gud ind ad bagdøren. For hvordan og hvorfor denne udvikling har fundet sted, ved vi ikke noget om, hævder de. Og de insisterer på, at det kan vi heller ikke vide. Det forbliver en overnaturlig hemmelighed, som vi i vår menneskelige utilstrækkelighed aldrig kommer til at få svar på. For dem er den eneste mulige forklaring, at det er en ”ånd”, som står bag det hele. (Hvem eller hvad som skulle have skabt denne ånd eller gud, har de derimod ikke svar på).

Et sådant syn deles ikke bare af åbne idealister og metafysikere, men også af enkelte folk, som omtaler sig som materialister. De sidstnævnte slags ”holder døren åben”, for de mener, at kun den virkelighed, som kan sanses og erfares direkte, er virkelig. En stol, man føler på, er virkelig. Derimod kan mennesket – af højst naturlige årsager – ikke erfare, at jorden blev til. For disse kvasimaterialister bliver det dermed umuligt at fastslå, hvordan dette skulle være sket, siden ingen har oplevet det. Dermed skulle de være ”sande” materialister!

Men sande materialister erkender, at der findes en objektiv virkelighed, som vi ikke kan erfare med sanserne alene, en objektiv virkelighed som eksisterer helt uafhængigt af menneskene, og at vore forestillinger og tanker har sine rødder i denne objektive virkelighed og ikke vice versa. Fossiler og bjergarter fra klodens nedkølingstid har f.eks. givet grundlag for stadig mere nøjagtige beregninger af, hvornår og hvordan jorden blev til for 4,5 milliarder år siden. Dette er objektiv kundskab.

Religionens greb

Set i lyset af det formidable forskningsmateriale, som underbygger Darwins teori såvel som andre sider ved en materialistisk og dialektisk opfattelse af jordens tilblivelse og udvikling, er det nærmest ubegribeligt, at blot én ud af tre indbyggere i USA, et land, som ligger i teten på mange områder inden for videnskaben, accepterer evolutionslæren! To ud af tre nægter følgelig at acceptere det ”uhyrlige” faktum, at mennesket er en udviklet abe. De fleste amerikanere insisterer på, at menneskene er skabt af Gud for seks tusind år siden. Dette sejlivede religiøse bagstræberi er naturligvis ikke et rent kristent eller vestligt fænomen. Islam og jødedommen er lige så afhængige af at føre uforsonlig kamp mod al materialistisk-dialektisk udviklingslære.

Darwinismen og materialismen er også under konstant angreb i et land som Norge.
– Evolutionslæren er en håbløs teori, som skolebørn ikke bør indoktrineres i. En så finstemt natur må være designet af Gud, siger f.eks. zoolog og ornitolog ved Stavanger Museum, Kolbjør Skipsnes, til Stavanger Aftenblad. Han argumenterer såkaldt ”videnskabeligt” imod udviklingslæren og forsvarer af ideen om ”intelligent design”.
– Jeg synes, dette er et problem for ledelsen ved museet, at de har ansatte, som åbenbart ikke har kompetence inden for det, de skal formidle om, siger biolog Nils Christian Stenseth til Forskning.no.

Der er en fare for, at dette eksempel ikke er enestående. Alt for mange forskere i videnskabelige miljøer er påfaldende stille i forhold til angrebene, som med jævne mellemrum kommer på udviklingslæren, ikke fordi de ikke forsvarer den, men fordi de ikke ønsker at stikke hovedet for meget frem eller strengt holder sig til deres eget fagområde. Men heldigvis findes der en række gode undtagelser. Jørn Hurum og hans kolleger er på en sådan måde eksempler til efterfølgelse.

Naturens dialektik

Darwin afviste, som vi nævnte indledningsvis, at udviklingslæren ikke var en lære for den stærkestes absolutte ret eller et forsvar for at ”luge ud” i arvematerialet, sådan som socialdarwinister og nazismens ideologer er de mest ekstreme forfægtere af. Udviklingslæren er dynamisk og dialektisk, ikke mekanisk. Med ændringer i ydre vilkår som kulde, tørke, nye rovdyr eller adgang til mad kan f.eks. det, som i udgangspunktet var en artsmæssig minoritetsform, den ”svageste”, blive den stærkeste og bedst tilpassede.

Med sin Menneskets Ophav ville Darwin vise slægtsbåndene direkte imellem menneske og det øvrige dyrerige, og at mennesket som art også er udviklet gennem naturlig udvælgelse. Ikke mindst forsøgte han at påvise, at den menneskelige civilisation, som snarere værner om de svage end udrydder dem, står i diametral modsætning til udvælgelsesprocesserne forstået som eliminering af tidligere former.

Den naturlige udvælgelse virker ikke bare til at udvælge fordelagtige organiske forskelligheder og egenskaber, men også instinkter. Sociale instinkter udviklet og udvalgt i dyreriget er i evolutionsprocessen blevet fusioneret med rationel intelligens og er kulmineret i menneskeslægten. Sådanne instinkter har, i samspil med rationaliteten, ændret menneskets udviklingshistorie, ved at de har tilgodeset opførelse, som er anti-selektiv: moralsk uddannelse, omsorg for de syge og funktionshæmmede, social indgriben til fordel for de underprivilegerede osv.

På samme måde ser man anti-tesen til det naturlige udvalg: naturlig udvælgelse vælger civilisationen, som i sig selv er en fornægtelse af den naturlige udvælgelse. Netop i denne vurdering af forholdet imellem natur og civilisation ligger nøglen til at forstå dialektikken i Darwins materialistiske teori om kontinuitet.

Avanceret udvælgelse

Udviklingsloven om den naturlige udvælgelse er ikke bare motoren i evolutionen, den undergår også selv en udviklingsproces, den er underlagt sin egen lov om udviklingsmæssig mangfoldighed. Når nye arter og former udvikles, vil de gamle som regel dø ud. Men også her udvikler der sig mere avancerede former for udvælgelse, som fremmer altruisme og gensidig afhængighed. Dette står i strid med naturen, fordi det er velkendt, at former for gensidig hjælp, samarbejde og endog omsorg forekommer ganske ofte blandt dyrene, særlig i de tilfælde, hvor det har vist sig at være til evolutionens fordel.

Her aner vi kompleksiteten i naturens dialektik: et vedvarende, modsætningsfyldt og interaktivt samspil i naturen selv og imellem natur og samfund.

Dialektikken, læren om, at alle ting står i forbindelse med hinanden og virker tilbage på hinanden, kan ikke låses inde bag trange rammer. Nogle ”marxister” har gjort det til en pointe at foretage en skarp adskillelse imellem naturdialektik og dialektikken anvendt på menneskesamfundenes udvikling.

På dette grundlag har de blandt andet kritiseret Stalin og hans glimrende brochure om den dialektiske og historiske materialisme. Selvsagt er der ikke identitet imellem naturen og menneskesamfundet. Men menneskene og menneskesamfundet står i et evigt og gensidigt forhold til naturen, og dialektikkens lov gør sig gældende over det hele.

Oversat af Kommunistisk Politik

Netavisen 19. juni 2009


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne