Peru: Blodet flyder i Amazon

Af professor James Petras

Kommunistisk Politik 13, 2009

James PetrasFørst i juni beordrede den peruvianske præsident Alan Garcia, en allieret af den amerikanske præsident Barack Obama, armerede kampvogne, helikopter gun-ships og hundreder af svært bevæbnede soldater til at angribe og splitte en fredelig og legal protest, organiseret af medlemmer af Perus oprindelige befolkning i Amazonas, der vendte sig imod udenlandske multinationale mineselskabers ankomst til deres traditionelle hjemlande.

Dusinvis af indianere blev dræbt eller er forsvundet, snesevis er blevet såret og arresteret, og et antal peruvianske politifolk, som blev holdt som gidsler af de indfødte demonstranter blev dræbt under angrebet. Præsident Garcia erklærede undtagelsestilstand i regionen for at gennemtvinge hans ensidige og forfatningsstridige udstedelse af tilladelelser til mineudnyttelse til udenlandske selskaber, som krænkede de amazonas-indianernes traditionelle fællesskabs landområders integritet.

” target=”_blank”>You Tube Video fra kampene
-Al Jazeera

Hvem er Alan Garcia?

Alan Garcia er ikke kendt med regerings-sponsorerede massakrer. I juni 1986 beordrede han militæret til at bombe og beskyde fængsler i hovedstanden, som rummede mange hundrede politiske fanger, der protesterede mod fængselsforholdene – hvad der resulterede i over 400 dokumenterede ofre. Senere afslørede skjulte massegrave snesevis flere. Denne berygtede massakre fandt sted, mens Garcia var vært for en samling af den såkaldte ’Socialistiske’ Internationale i Lima. Hans politiske parti APRA (Den Amerikanske Folkelige Revolutionære Alliance), medlem af ’Internationalen’, var beskæmmet over den offentlige fremvisning  af dets ’nationalsocialistiske’ tilbøjeligheder for øjnene af hundreder af europæiske socialdemokratiske partifunktionærer.

Anklaget for svindel med regeringsmidler og med en inflationsrate, der nåede op på næsten 8.000 % i 1990, fratrådte han sit embede og støttede Alberto  Fujimori som præsidentkandidat til gengæld for amnesti. Da Fujimori indførte diktatur i 1992, gik Garcia i selvvalgt eksil i Colombia, og senere i Frankrig. Han vendte tilbage i 2001, da korruptionsanklagerne mod ham havde nået forældelsesfristen og Fujomori blev tvunget til at gå af under beskyldninger om at stå bag dødsbrigader og spionage mod hans kritikre. Garcia vandt præsidentvalget i 2006 i kamp mod den pro-indianske nationalistiske kandidat og tidligere officer i hæren Ollanta Humala, takket være financiel og mediemæssig stætte fra Limas højrefløj, etnisk europæiske oligarker og amerikanske oversøiske ’hjælpe’-agenturer.

Da han var tilbage ved magten var der ingen tvivl om Garcias politiske og økonomiske dagsorden. I oktober 2007 annoncerede han sin strategi om at placere udenlandske multinationale mineselskaber i centrum for hans økonomiske ’udviklings’-program, mens han retfærdiggjorde den brutale fordrivelse af småproducenter fra fællesskabs-landområder og indfødte landsbyer i ’moderniseringens’ navn.
Garcia gennemførte en kongreslovgivning i tråd med den såkaldte ’Amerikanske Frihandelsaftale’ eller ALCA, som USA fremmede. Peru var den ene af kun tre latinamerikanske nationer, som støttede det amerikanske forslag. Han åbnede Peru for en udplyndring uden fortilfælde af dets ressourcer, arbejde, jord og markeder fra de multinationale.

Ulovlig udlodning af Amazon

Sidst i 2007 begyndte Garcia at udlodde enorme bidder af traditionelle indfødte områder i Amazon-regionen til udnyttelse af udenlandske mine- og energiselskaber. Det var en overtrædelse af en aftale, formidlet af ILO i 1969, som forpligter den peruvianske regering til at rådføre sig med og forhandle med de oprindelige indbyggere angående udnyttelse af deres jord og floder. Under hans ’åbne dørs’ politik voksede minesektoren i økonomien hastigt og indtjente enorme profitter fra de rekordhøje verdensmarkedspriser på råvarer og den voksende asiatiske (kinesiske) efterspørgsel.

De multinationale selskaber blev tiltrukket af Perus lave selskabsskatter og koncessionsafgifter og så godt som gratis adgang til vand og billige statssubventionerede elektricitetspriser. Håndhævelsen af miljøregulativer blev suspenderet i disse økologisk skrøbelige områder, hvad der førte til omfattende forurening af floderne, grundvandet, luften og jorden i de omgivende indfødte samfund. Gifte fra mineoperationer førte til massiv fiskedød og gjorde vandet udrikkeligt. Operationerne decimerede de tropiske skove og underminerede eksistensgrundlaget for titusinder af landsbyboere, som var beskæftiget med traditionelle håndværk og skovbrug og landbrug for livsfornødenhederne.

Profitterne fra mineboomet tilfalder primært de udenlandske selskaber. Garcia-regimet fordeler statsindtægter til hans støtter blandt finans- og ejendomsspekulanterne, luksusvare-importørerne og politiske medsammensvorne i Limas tillukkede og dyre, svært bevogtede boligkvarterer og de eksklusive landejendomme.

Da de multinationales profitmargin nåede op på utrolige halvtreds procent og regeringsindtægterne nåede over en milliard amerikanske dollars, savnede de indfødte samfund stadig asfalterede veje, ufarligt drikkevand, elementære sundhedsydelser og skoler. Og værre endnu oplevede de en hastig forværring af dagliglivet, da tilstrømningen af minekapital førte til prisstigninger på basale fødevarer og medicin. I sin årlige rapport for 2008 opfordrede selv Verdensbanken og Londons Financial Times Garcia-regimet til at gøre noget ved den voksende utilfredshed og krisen i de oprindelige samfund.

Afvisning af dialog

Delegationer fra de indianske samfund rejste til Lima for at prøve at etablere en dialog med præsidenten for at gøre noget ved forfaldet af deres land og samfund. Udsendingene blev mødt med lukkede døre. Garcia hævdede at ’fremskridt og modernisering kommer fra de store investeringer fra de multinationale … (snarere end fra) de fattige bønder, som ikke har en centavo til at investere med’. Han tolkede appellerne om fredelig dialog som et tegn på svaghed hos de indfødte beboere i Amazon og øgede tilladelserne til udnyttelseskoncessioner til udenlandske MNS’er stadig dybere ind i Amazon-landet. Han afskaf bogstavelig talt enhver mulighed for dialog og kompromis med de indianske samfund.

Amazon indianersamfundene svarede med at danne Den Inter-Etnisk Association for Udviklingen af den Peruvianske Regnskov  (AIDESEP). De afholdt offentlige protester i mere end 7 uger, som kulminerede med blokeringen af to transnationale landeveje. Dette gjorde Garcia rasende, og han betegnede demonstranterne som ’vilde og barbarer’ og sendte politi og militærenheder ud for at undertrykke denne masseaktion.

Hvad Garcia undlod at overveje var den kendsgerning, at en betydelig del af de indfødte mænd i disse landsbyer havde gjort militærtjeneste, og deltaget i krigen mod Ecuador i 1995, mens andre havde fået træning i lokalbaserede selvforsvars organisationer. Disse kampveteraner blev ikke skræmt af statsterroren og deres modstand mod de første politiangreb resulterede i døde både hos politiet og blandt indianerne.

Så erklærede Garcia ’krig mod de vilde’ og sendte en svær militærstyrke med helikoptere og pansertropper med ordre om at ’skyde for at dræbe’. Aktivister fra AIDESEP beretter om mere end et hundrede dræbte blandt de indfødte demonstranter og deres familier: Indianere blev myrdet på gaderne, i deres hjem og på deres arbejdspladser. Resterne af mange ofre menes at være blevet kastet i slugter og floder.

Konklusion

Obama-regimet har forudsigeligt nok ikke ytret et eneste bekymret ord eller en eneste protest imod en af de værste massakrer på peruvianske civile i dette årti – begået af en af Amerikas nærmeste tilbageværende allierede i Latinamerika.  Garcia, der får instrukser om hvad han skal sige fra den amerikanske ambassadør, anklagede Venezuela og Bolivia for at have oppisket ’indianeroprøret’, og citerede et støttebrev fra Bolivias præsident Evo Morales sendt til en kontinental konference af indianske samfund, som blev afholdt i Lima i maj måned, som ’bevis’. Han erklærede undtagelsestilstand, og hele Perus Amazon-region militariseres. Møder er forbudt og familiemedlemmer forbydes at lede efter deres savnede slægtninge.

Over hele Latinamerika har alle de større indianske organisationer udtrykt deres solidaritet med de peruvianske oprindelige folks bevægelser. I Peru organiserede sociale massebevægelser, fagforeninger og menneskeretsgrupper en generalstrejke den 11. juni. Af frygt for at masseprotesterne skal sprede sig advarede El Commercio, den konservative avis i Lima, Garcia om at gøre nogle forsonende indrømmelser for at undgå en almen opstand i byerne. En endags våbenhvile blev erklæret den 10. juni, men de indianske organisationer nægtede at afslutte deres blokade af landevejene med mindre Garcia trækker sine illegale koncessioner til  udnyttelsen af landet tilbage.

I mellemtiden hviler en underlig tavshed over Det hvide Hus. Vores normalt sludrende præsident Obama, der er så ferm til at citere platheder om mangfoldighed og tolerance og til at lovprise fred og retfærdighed, kan ikke finde et eneste ord i sit forberedte manuskript til at fordømme massakren må snesevis af indfødte indbyggere i Perus Amazon-område.

Når oprørende menneskerettighedskrænkelser begås i Latinamerika af en marionet-præsident, der støttes af USA, og som følger Washingtons formel om ’frihandel’, deregulering af miljørestriktioner og fjendtlighed mod anti-imperialistiske lande (Venezuela, Bolivia og Ecuador), så foretrækker Obama medskyld frem for fordømmelse.

PS! Det er vel overflødigt at nævne, at den danske regering af lutter respekt for Barack Obama også har undladt at udtale et ord mod massakren KP

Oversat af Kommunistisk Politik efter Global Reserach Mellemoverskrifter indsat af KP

Netavisen 16. juni 2009